Min mor har altid brugt udskam og fordrejninger af sandheden, som en styringsteknik.
Det gav hende kontrol over mig, fordi hun fik vendt alle samtaler, situationer og hændelser til hendes fordel. Hun var ofret, og jeg var den forfærdelige datter.
Selv den dag i dag, jeg er 36 år gammel, velfungerende og med en fornuftigt anskuelse af livet, prøver hun på det.
Min mor sendte mig et brev på min fødselsdag, da jeg blev 36. Et brev hvor hun bruger hendes seneste, helt forfærdeligt grænseoverskridende opførsel, som et våben imod mig.
Hun mistror mig og nægter at anerkende hvem jeg er. I stedet manipulerer og omskriver hun sandheden, så hun fjerner min identitet, og pådutter mig hendes psykiske overgreb.
På trods af jeg har to vidner til hendes overfald på mig, vender hun det, her i brevet. Nemlig at hun er den underdanige, den elskelige og den sårede, og jeg er den indbildske, egotripperen uden følelser og forståelse.
Hun bruger private og personlige samtaler til at udskamme mig, gøre mig flov og ødelægge mit eget selvbillede, så hun kan overtage kontrollen og vinde.
I den her del af brevet dykker hun også ned i det år, hvor jeg boede hos en veninde og hendes familie, og gør mig til synderen. Forhistorien hedder sig, at hun smed mig ud på groveste vis og efterlod mig. Jeg var heldig at kunne bo hos dem.
Samtidigt fortæller hun mig, at jeg lyver om den måde min stedmor har behandlet mig, hele mit liv. Og at jeg gjorde det for opmærksomhed.
Det her er essensen af min mor og hvordan hun har opereret overfor mig, i alle de år hun har været i mit liv.
Og hvordan føler jeg så?
Den bedste måde jeg kan beskrive det på er:
Flov, ked af det, misforstået, manipuleret, forrådt, udstillet, svigtet
Og vigtigst af alt skam.
Skammen fyldte i mange år så meget i mig, at jeg ikke turde fortælle hvordan min mor opførte sig. Hun havde krammet så hårdt på mig, at skammen trumfede alle andre følelser. Jeg var så bange for at andre skulle opdage hvor frygteligt et menneske jeg i virkeligheden var, at jeg aldrig turde råbe op om min mors psykiske vold.
Hun misbrugte mit sind så groft, at jeg ikke kunne mærke mig selv, stå ved hvem jeg var og forstå at hendes ord var giftige og hadefulde.
Skammen viser sig som fysiske træk i min krop. Min mave gør ondt, jeg får kvalme og jeg får lyst til at lukke mig inde og være alene.
Jeg mærker at alle mine følelser, meninger og handlinger er forkerte, og at jeg ikke er god nok, som jeg er.
Min krop stiller sig i alarmberedskab og jeg føler frygt, angst og mister troen på mig selv.
Hendes adfærd har i mange år drevet mig til selvdestruktive tanker.
Når alt man siger og gør bliver husket, fordrejet og brugt imod en, er man til sidst så udtømt, at det kun er skallen der er tilbage. Alt indeni er ødelagt.
Jeg skar min mor væk, første gang som 23 årig, i 7 år, og anden og sidste gang som 34 årig. Denne her gang permanent.
Dagen efter hun overfaldt mig besluttede jeg, at mit forhold til hende var slut.
Og på min 36 års fødselsdag fik jeg en reminder fra hende, og endnu en bekræftelse i hvorfor hun ikke skal have en plads i mit liv, nogensinde – nemlig dette brev, som jeg åbner lidt op for i dette post.
Min psykolog og jeg har, i fælleskab, arbejdet hårdt for at fjerne de dybe ar min mor har sat i mig.
Jeg har knoklet hver eneste dag, for at fjerne hendes spor.
Vendt destruktivitet til positivitet.
Hendes ord forsvinder aldrig, men i dag styrer jeg dem i stedet for de styrer mig.
Har du noget eller nogen som har styret dig alt for længe, noget eller nogen som du gerne vil have ud af dit liv? Så husk på, at når jeg kunne, så er der ingen tvivl om, at du også kan.
