Kort forhistorie:
Min mor har en stor, flot have, som skal nedlægges. Min mor vil forære mig en masse af hendes planter til vores have.
Jeg takker ja, og tilbyder af betale, men bliver afvist, da jeg skal have dem som gave.
Mads og jeg har en parforholdskrise, og jeg betror mig til min mor, for at få støtte, råd og trøst. Hendes reaktion er, at hun vil have sine planter retur NU.
Selve Dagen:
Felix er 1,5 år og corona er landet i DK. Derfor er han hjemme, og sover lur i sin barnevogn, omme i haven.
Jeg står i forhaven da min mor parkerer foran vores hus.
Hun stiger ud af bilen, ignorerer mig og pakker skovle og spande ud af bilen.
Hun reagerer ikke på mine kald, og lader som om jeg er luft.
Jeg anråber hende, at hun ikke skal gå om i haven, fordi Felix sover og det desuden ikke er i orden. Hun ignorerer mig og fortsætter. Jeg går efter hende og griber ud efter hende, hun vender sig aggressivt om og river fat i min hestehale.
Hun forsøger at få mig ned på jorden.
Jeg får fat i hendes jakke og bakker hende baglæns ud af haven, imens mit hår er fastlåst i hendes greb. Hun spænder ben for mig, og jeg snubler og falder ned. Men hun fortsætter.
Da vi slipper hinandens greb ude på fortovet, går hun amok!
Hun råber og skriger.
“Din klamme kælling og luder!! Du er så vammel! Jeg ville ønske du aldrig var født!! Jeg HADER dig!! Du er så egoistisk og selvoptaget! Du er det VÆRSTE der er sket i mit liv!”
Jeg er desperat efter at få fat i hjælp, men samtidigt holde hende ude af min have. Min telefon ligger inde i køkkenet, og min hjerne arbejder på højtryk.
Jeg føler, på det tidspunkt, at det eneste jeg skal beskytte er Felix.
“Mor! Jeg ringer til politiet!”
“Det er fint, gør det! Jeg er da pisse ligeglad!”
Jeg løber ind, ombestemmer mig, og ringer efter Mads i stedet for, jeg har ikke tid til to opkald.
Imens er min mor ufortrødent fortsat omme i haven.
Efter mit opkald, går jeg hastigt om, for at bede hende forlade haven. Her er hun i fuld gang med at kaste om sig med jord og planterester.
Da hun ser mig, hæver hun skovlen med begge arme og slår ud efter mig. Jeg skærmer af med mit ben og hun rammer det øverste af mit knæ hårdt.
Det bliver varmt og jeg kan mærke blodet på den anden side af bukserne.
Jeg er chokeret og fast besluttet på, at hun skal UD af min have! Jeg tager fat i skovlen og rusker kraftigt imens jeg rasende udbryder
“Så er det NOK mor! Du skal forlade min ejendom NU””
Min styrke er større end hendes og hun falder ned et øjeblik.
“fint! Jeg stopper nu!”
Hun går modvilligt med ud på fortovet, hvor hun fortsætter hendes skældsords scenarie.
Hun skriger, hiver sig i håret, spytter og raser af mig, fordi jeg ikke giver efter, og lader hende få hendes vilje.
Jeg står fast! Hun skal IKKE ind i min have igen!
Mit hjerte sidder HELT oppe i halsen og adrenalinen pumper rundt i kroppen, men jeg nægter at lade mig kue af hende!
Denne gang skal hun ikke have magten!
“Fy for satan! Hvor er jeg flov over at have født dig! De kalder dig Trine allemand ude i byen, din billige luder!! Klamme MØGSO!!
Hele min krop ryster, jeg kan mærke mine fingerspidser snurrer, og jeg skal koncentrere mig om at holde balancen.
Mads kommer og fra sekundet han stiger ud af bilen, ændrer min mor karakter.
Hulkende kaster hun sig ned på knæ foran ham, og med bedene hænder siger hun
“Jeg ville bare hente et par planter, og hun vil ikke lade mig komme forbi.”
Hun hulker og kryber, som om hun er blevet mishandlet.
Jeg er oprørt og ude af stand til at sige en hel sætning. Hele mit system arbejder på fuld kraft, jeg ryster og sveder. Det eneste jeg kan sige er usammenhængende ord.
“Løgn! Mit knæ! UD! Sindssyg! Skovl!”
Mads beder min mor køre sin vej.
“Held og Lykke med hende, hun er forfærdelig, og ikke min datter! Og tillykke, du har lige fået for 100.000 vis af kroner, i planter”
Vi går ind og efter jeg får ro på, får jeg forklaret hvordan det hele, på så kort tid, gik amok.
Kunne jeg bare have givet hende lov? Skulle jeg bare have giver efter?
Var jeg forkert på den?
NEJ!
Og det blev den sidste gang jeg, forventeligt, skal se min mor.
Planterne står stadig i min have, til min mors store irritation! Jeg FIK dem foræret, og derfor er de mine.
Hvert år står de smukt, som et symbol på, at jeg ikke lod mig kue, at jeg ikke, igen, tillod min mor at overskride mine grænser!
Og for det, er jeg stolt, og holder hovedet højt!
Dette indlæg har 3 kommentarer
Jeg er fuldstændig målløs😱
Sikke en opførsel din mor havde med planterne. – det er jo helt uhørt. Det er godt nok vildt at du er blevet et helt menneske med de forældre❤️
Jeg har det som om jeg kender dig – kan slet ikke placere hvor jeg har set dig?
Du er ikke socialrådgiver vel?
Kh Trine
Jeg blir helt rystede over at læse hvordan din mor behandler dig og at hun til med syntes at det er hendes ret, godt du fik sagt fra og holdt fast.
Jeg tænker på om du vil fortælle mere om hvordan din mor har været i andre sammenhænge når din mand Mads har været tilstede, ændrer hun altid karakter eller har hun altid kunne styre situationen og sig selv når der var andre i nærheden?
Stor hjertelig tillykke Trine, du har endelig sæt din grænser, og dermed gjort dig fri❤️.
Det er ikke nemt og kræver mod, men det er nødvendigt for at kunne værdsætte og elsk sig selv.
Det kan din have blive ved med at mind dig om. At du er værd at slås for 😉.
Kh, Maria