Jeg blev pludselig alenemor på fuldtid

For et halvt år siden vågnede jeg ved at min telefon ringede lidt over midnat. Det var ukendt nummer og normalt besvarer jeg ikke sådanne opkald, men af en eller anden årsag besvarede jeg i min søvndøs telefonen.

Det var min eksmands bror som ringede og jeg var hurtigt klar over, at der var en vigtig årsag til at han ringede, da jeg ikke har haft ret meget kontakt med ham og hans familie siden jeg blev skilt for over 10 år siden. Det har egentlig mest været til min søns fødselsdag vi har ses.
Han ringede for at fortælle, at min eksmand var fundet død for lidt siden. Jeg forstod ikke helt, hvad det var han sagde og spurgte vist om man nu var helt sikker på, at det nu også VAR ham?! Der var ingen tvivl. Min søns far var død. 49 år gammel.

Jeg talte lidt i telefonen med min ekssvoger og min søn vågnede og kom ind fra hans værelse. Jeg fik ham verfet tilbage på værelset for ærlig talt, var jeg lige der ikke helt klar over, hvordan jeg skulle fortælle ham, hvad der var sket. Da jeg havde afsluttet samtalen og jeg vidste min søn alligevel var vågen gik jeg dog ind til ham og satte mig på hans seng. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle fortælle ham, at hans far var død, men jeg fik alligevel fortalt ham det meget klart og tydeligt og sammen gik vi ind i stuen, hvor vi sad sammen i sofaen imens vores tårer trillede ned af kinderne.

Jeg fik ringet til mine forældre og talte kort med min stedfar. Jeg spurgte M om han ville ud på sygehuset for at sige et sidste farvel. Det vidste han ikke rigtig om han kunne, hvilket jeg godt kunne forstå. Det var jo nat, men vi blev alligevel enige om, at køre en tur og endte alligevel ude på sygehuset, hvor vi meldte os i receptionen. Vi blev mødt af den sødeste sygeplejerske som fulgte os ned i et rum, hvor vi mødte min eksmands forældre, min ekssvoger og hans kone, samt to politimænd, som var involveret, da det er kutyme, at politiet bliver involveret når man bliver fundet død alene, så de kan klarlægge om der skulle være sket en evt. forbrydelse. Man var dog ret sikker på, at der ikke var tale om andet end en naturlig død og vi fik også hurtigt svar på, at han var død af en blodprop.

Vi fik mulighed for at komme ned og sige farvel og dette valgte jeg at gøre. Min søn blev efter eget valg tilbage med sin tante imens vi andre gik ned. Der lå min eksmand på en båre med et hvidt lagen over sig, faren til min søn. Han så fredelig ud og lignede en der bare var faldet i en lidt for dyb søvn. Og alligevel kunne jeg godt se, at han ikke ville vågne igen.

Jeg kan ikke huske ret meget fra de timer vi var ude på sygehuset og tror egentlig også, at jeg var lidt i en form for chok. Da vi kørte hjem derude fra, sagde min søn at han gerne ville i skole næste dag, men jeg var ikke klar over om det ville være en god idé, men jeg lovede at vække ham i tide til, at vi kunne finde ud af om han skulle afsted næste morgen.

Jeg holdt selvfølgelig ord og han insisterede stadig på, at skulle i skole. Og jeg sagde, at hvis han skulle det var jeg nødt til, at tage med ham for, at fortælle hans lærer om, hvad der var sket.

Som sagt så gjort. Min søn kom i skole og vi fik fortalt både lærer, skoleinspektør og klassekammerater hvad der var sket. Skolen satte sorgberedskab i gang og fik arrangeret, at der ville komme én familiekonsulent på skolen næste dag for at snakke med klassen om, hvad der var sket.

M var i skole i nogle timer den dag og jeg kørte ind på arbejdet imens og fik fortalt dem, hvad der var sket. Fik truffet nogen aftaler og hentede min søn fra skole igen. Skolens personale var fantastiske både den dag og i tiden der kom.

Da vi kom hjem den dag, tog vi os hver en tudetur. M havde mistet sin far og jeg havde mistet min eksmand, faren til min søn, som jeg havde delt alt med omkring vores søn i 13 år.

M havde pludselig kun en mor og jeg var pludselig blevet alenemor på fuldtid og ikke bare en part i en skilsmissefamilie, hvor jeg indimellem var alene når M var hos sin far. Nu var det 24/7 – det var pludselig kun os to.

Fra den dag for et halvt års tid siden, startede en helt ny hverdag for os – os to for alvor alene.

/Nette