Noget der fylder rigtig meget herhjemme og har gjort det stort set hele sommerferien, er Lillys opstart i dagpleje. Helt konkret, hvordan jeg har haft det med det.
Da jeg var yngre kunne jeg ikke lide børn. Jeg skulle ikke have børn og faktisk behøvede de ikke at være i nærheden af mig heller. Heldigvis blev jeg ældre, men holdningen til børn ændrede sig ikke rigtigt. Ikke udover at jeg vidste jeg skulle have dem. Følelsen af ikke at kunne lide dem, var der stadig og lysten til at have dem i nærheden, stadig minimal.
I takt med at jeg var omgivet af børn i familien, blev det selvfølgelig bedre og jeg nyder nu de finurligheder børn har. Dermed ikke sagt, at børnehaderen ikke stadig lurer i baggrunden ved mødet med nogle børn. Sådan tror jeg dog vi alle har det til tider. Hvis ikke, er du velkommen til at shame mig.
Hvorfor skal du vide alt det her?
Ser du. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg – tidligere børnehader – ville have det stramt over at sende min datter i dagpleje. Faktisk skrev jeg hende allerede op til at starte ved 8 måneders alderen, kort efter fødslen, fordi hun skulle ud og socialiseres og lære at blive passet af andre end J. og jeg. Man kommer hurtigt på andre tanker.
Da Lilly ramte de 5 måneder, gik jeg ret hurtigt ind og ændrede ansøgningen om dagplejeplads til 1 år. Tanken om at min lille baby skulle passes af en anden og dermed være væk fra mig i adskillige timer ad gangen, hang slet ikke sammen med den virkelighed jeg havde lært at kende – livet som mor.
Aldrig nogensinde om hun skulle starte så tidligt. Hun havde ikke brug for andre end os, brug for socialisering eller i det hele taget brug for at blive passet i en alder af 8 måneder. Det var vores behov. Men ikke længere. Vores behov ændredes i takt med rollen som forældre overtog.
Til dem der har børn, som er startet tidligt i institution eller dagpleje – respekt herfra at I kunne!
Jeg har nok måtte erkende, at jeg er blevet det stikmodsatte af hvad jeg troede jeg ville blive. En rigtig pylremor. Du læste rigtigt. Jeg er blevet den mor, der lod min datter kravle i sofaen de første gange, fordi jeg ikke kunne lide hun slog sig, først lod hende smage pære, da hun ramte 1 år i frygt for kvælning, trods vi har kørt efter BLW metoden her i huset og først lod hende starte i dagpleje få dage efter hendes 1 års fødselsdag, fordi jeg ganske enkelt ikke har kunnet slippe hende.
Hun er min lille pige og jeg har i grunden ikke brug for at hun skal passes, når nu jeg har den luksus at skulle læse til lærer gennem fjernstudie og dermed sagtens kunne have hende hjemme. Men jeg vælger at lade hende komme afsted alligevel. Hvorfor tænker du, når nu jeg har det så svært med det?
Hun elsker det. Hun elsker det mere end jeg havde troet eller håbet.
Hendes første dag derovre alene nød hun. Ligesom hun har nydt de sidste to uger hun har været der. På intet tidspunkt har hun grædt, været sur eller trist over at jeg er gået. Hun leger med de andre børn, har allerede lært at klappe rigtigt og sige “se”, alt imens jeg har haft en klump i maven. Jeg har grædt i vejkanten, grædt herhjemme, grædt når jeg har ammet hende til søvn over hvor fantastisk et lille menneske hun er og hvor hurtigt hun er blevet stor. Grædt imens jeg skrev dette indlæg, fordi jeg igen blev påmindet det fantastiske mirakel Lilly er.
Jeg elsker livet som mor.
Jeg elsker hende, de finurligheder hun har, hendes smil, hendes vilde udvikling og det jeg elsker allermest, er at jeg fik muligheden for at blive mor til netop hende. Pylremor græder igen nu.
Så derfor får hun lov at komme i dagpleje selvom jeg helst havde hende hjemme. Hun nyder det og jeg nyder egentlig også den frihed jeg får i de få timer hun er afsted. For et fuldtidsdagplejebarn bliver hun ikke foreløbig. Jeg tager tingene stille og roligt, afleverer hende sent og henter hende efter lur. Det passer perfekt i vores familie og derfor har jeg også valgt at tage min uddannelse, som jeg har.
Jeg vil prioritere min datter. Prioritere at kunne give hende en masse nærvær og kærlighed i lidt flere timer i døgnet end hvad jeg kunne, hvis hun var afsted fra 7-16. Shame all you want.
Vi er alle forskellige og har alle vores behov. Mit ypperste behov er at være den bedste mor jeg kan være og det mener jeg er på denne måde.
Hvordan gør I hjemme hos dig?
Som altid et kæmpe kram herfra.
-Tatjana
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
Hvor blev mor af?
Mor er væk ligesom far er normalvis, men i dag leger vi omvendt land. Jeg har de sidste
Putninger fra helvede
Ærligt, så går det skide godt her i huset med at hænge ud med den 2-årige bavian 24/7.
5 grunde til at jeg “hader” mit barn #5
Did you miss me? Eller i hvert fald mine grunde til at hade mit barn? Det er da
Når baby drømmen braser – igen..
Sandheden: Jeg sidder i skrivende stund med endnu en abort i rygsækken. Blødende, hulkende og mere knust end
10 grunde til at jeg elsker at være mor
I dag bliver Lilly to år. Hurra for min lille pige, som langsomt, men hurtigt bliver ganske stor.
Dårlig samvittighed på mor-kontoen
På lørdag er det to år siden, den her elskede lille pige kom til verden. En ganske speciel
