Min fødselsberetning II – hurtigt, smertefuldt og det hele værd

Jeg nød min frappé og den sludder jeg fik med min veninde – jeg vidste jo godt, at når først igangsættelsen var påbegyndt, ville jeg blive mor indenfor 24 timer. Gudskelov for den stund!

Natten til den 3. august, kunne jeg næsten ikke sove. Jeg var spændt, nervøs, lykkelig og mega bange for den situation jeg nu stod i. Nok havde jeg hele graviditeten igennem, godt været klar over at det her lille barn skulle til verden, men jeg vitterligt ikke regnet med, at hun skulle komme til verden ved en igangsættelse 6 dage før termin, når nu hun havde det fint. Vi havde hele tiden fået at vide, at en igangsættelse kun ville ske, hvis hun enten havde det kritisk dårligt derinde eller hvis hun blev over 4 kilo – grundet sukkersygen, så det var lidt af et chok pludselig at stå der. Foruden tankemylder og nervøsitet, var jeg begyndt at få plukkeveer kraftigere end normalt, hvorfor jeg naturligvis troede at det var veerne. GUESS AGAIN, DUDE.

3. august 2017 kl. 09.00

Troligt møder vi begge op til, hvad vi tror er en igangsættelse fra morgenstunden – igen, guess again. Vi bliver mødt, af nok verdens yngste jordemoder, som seriøst ikke ligner en ældre end 18 og jeg begynder allerede der, at blive en smule mistroisk, som den pessimist jeg nu er. I min verden havde hun ikke selv født, så hun skulle ikke overvære min fødsel – hold nu op, tankerne er vilde under graviditets-/fødselspres. Hurtigt kommer vi ind på en stue, hvor jeg får målt mine ”veer” og der bliver kørt en kurve på lillepigen, som for øvrigt har det helt fint og jeg har til min store overraskelse ikke veer endnu – FUCK!

Efter halvanden times snak, målinger mv., får vi at vide, at fødegangen er ret presset lige nu og vi derfor skal tage hjem og hvile indtil de ringer senere på dagen. Typisk mit liv, tænker jeg faktisk. Mine tanker omkring den her igangsættelse, er gået fra at være nej tak til come on, nu er jeg her, så skal det sgu da også gøres – og det har I ikke engang tid til – typisk!

Klokken bliver 15.00, da jeg modtager opkaldet fra fødegangen. Vi triller ligeså stille deropad og igen er veerne blevet kraftigere, så jeg er nu helt sikker på at det er rigtige veer. Guess not. Igen bliver vi mødt af den lille rødhårede jordemoder, som stadig ikke ser en dag over 18 år ud, og jeg begynder for alvor at blive nervøs for at hun skal være min jordemoder i det her forløb.

Det skal lige nævnes her, at jeg var tilknyttet kendt jordemoderordningen, hvor man fast har 3 jordemødre tilknyttet gennem hele graviditeten, således man kender den jordemoder man får til fødslen. Min kendte jordemoder havde så bare lige været på vagt det antal timer hun nu måtte, så jeg kunne desværre ikke få hende.

Anyways – jeg får hurtigt sat en måler på igen til veerne og Lillys hjerterytme, hvilket igen viser kraftige plukkeveer (her tænker og siger jeg, at jeg faktisk ikke vil vide hvordan veerne føles, når de her plukkeveer er så smertefulde) og Lilly har det stadig fint og er ganske upåvirket af mine smerter aka. kramper i hele underlivet. Kort tid efter alt måleudstyr er påsat, får jeg at vide, at der er vagtskifte og det derfor ikke er frøken 18 år, der skal være jordemoderen under min fødsel – yaaaaaas! Og herfra går det ellers stærkt.

Kl. 16.00

Min jordemoder Line, kommer ind på stuen og hilser på os, og spørger om jeg er frisk på at få taget vandet – jeg spørger om det gør ondt, og det gør det selvfølgelig ikke, da jeg allerede er 3 centimeter åben og har 1-2cm livmoderhals tilbage. Så de skide plukkeveer havde gjort lidt gavn! Hun tager mit vand og får på samme tid informeret os om, at den lille har meget hår på hovedet. Ikke en information jeg havde brug for i det øjeblik, velvidende at hendes hånd var oppe i min fifi . som jeg så fint kalder hende dernede. Herefter må vi tage hjem og har frit spil i to timers tid, alt imens hun klargøre stuen og kigger mine fødselsønsker igennem.

Kl. 17.15

Vi når lige at komme hjem, spiser to franskbrød med Nutella, da veerne ramler ind over mig, som den ene bølge af smerte efter den anden. Hurtigt får jeg sagt til Jakob at vi nu skal køre igen, og turen op på sygehuset (vi boede 5 minutter derfra), føltes som hundrede år i smerte. Vi ankommer på fødegangen 17.15, hvor JM Line spørger med et skævt smil, om der er begyndt at ske noget. Jeg kigger på hende arrigt og siger, at jeg nu er sikker på at der er veer, hvortil hun griner og siger, at man ikke kan snakke imens man har veer. Vi bliver derefter vist ned mod vores stue, som for øvrigt ligger i den anden ende af fødegangen, og da vi når halvvejs må jeg stoppe op med en ve. Ingen tvivl længere – jeg har veer..