Min fødselsberetning I – hurtigt, smertefuldt og det hele værd

I dag sidder jeg i soveværelset, 5 måneder inde i livet som mor, i gang med dette indlæg og Lilly sover fredeligt på eget værelse på den anden side af gangen. Aldrig havde jeg forestillet mit liv ændre sig så markant efter fødslen – men kun til det bedre og jeg kunne ikke være lykkeligere for den ændring der er sket. Jeg har ikke kunnet finde overskud til at skrive denne beretning, for trods et vanvittigt hurtigt forløb fra igangsættelse til Lillys ankomst, havde vi nogle andre startproblemer som familie. Først nu, kan jeg få skrevet det på papir, hvordan det hele forløb sig og forhåbentligt også få skrevet om dagene efter fødslen i samme omgang (man skal udnytte tiden, hvor barnet sover).

24. juli 2017 kl. 10.50

Jeg møder op på afdelingen for graviditet og kvindesygdomme på Randers sygehus til min faste scanning – blev scannet hver fjerde uge, grundet graviditetssukkersyge, hvor det til min store overraskelse viser sig, at Lilly er begyndt at afvige fra egen kurve (hun var fra uge 20 ca. 15% under gennemsnit). Hun ligger nu 16% under og det bekymre lægen en smule, dog ikke med grund til frygt. Derfor synes hun, at vi lige skal nå en ekstra scanning inden terminsdatoen, blot for at sikre hendes fortsatte vækst og trivsel.

2. august 2017 kl. 10.50

9 dage er gået og med kun 6 dage til termin, møder både Jakob og jeg op på sygehuset til endnu en scanning. Denne gang med lidt nervøsitet og ængstelighed, grundet forrige scanning. På sygehuset bliver vi mødt af en virkelig sød overlæge, som snakker om alt mellem himmel og jord, og generelt virker meget positiv – sikke en lettelse. Hun får scannet og målt på Lilly og siger kun at alt er fint og hun har det godt – hun vil dog gerne undersøge mig indvendigt. Selvfølgelig, tænker jeg og før jeg ved af det, får jeg, hvad jeg tror, er verdens mest ubehagelige gynækologiske undersøgelse. Jeg kan huske jeg tænkte, at sådan var det jo nok bare når man var gravid og så langt henne. Det viste sig dog, at hun ”lige havde løsnet hinderne”, som hun så pænt selv sagde det – helt uden advarsel først! Chokeret efter oplevelsen og stadig med trusserne omkring anklerne, siger hun til os, at hun egentlig synes jeg skal sættes i gang og ikke kan se grund til at vente de 6 dage frem til terminen. Mit hjerte går kort i stå og jeg får fremstammet, om der er noget i vejen med Lilly – overhovedet ikke får jeg retur, men jeg virkede klar og hindeløsningen ville også skubbe tingene i den rigtige retning. Imens jeg sidder og mildest talt er i krisetilstand indeni, spørger hun om vi har planer i weekenden, hvortil jeg får svaret at vi skal til barnedåb. Hun spørger så om vi vil afsted med eller uden en baby – jeg svarer prompte uden (ville gå til termin) og Jakob griner og svarer da ja.

HVORFOR SPØRGER JEG STADIG MIG SELV DEN DAG I DAG?! Min krop, mine regler.

Lægen ringer op på fødegangen, imens jeg forsøger at komme igennem det panikanfald, jeg imellem tiden har fået udløst af alle de her informationer. Hurtigt bliver jeg spurgt, om jeg vil møde op til igangsættelse dagen efter kl. 08, 09 eller 10, samtidig med at hun joker lidt med kvinden i røret, omkring den manglende søvn jeg går i møde, så måske jeg gerne vil sove længe en sidste gang – ha fucking ha! Jeg kigger på Jakob, får fremstammet kl. 09 spørgende, han siger ja og vi aftaler torsdag den 3. August kl. 09.00.

Jeg kan huske at jeg kommer hjem fra sygehuset og ligger på sofaen og tænker hvad skete der lige. Samtidig spørger min veninde om ikke jeg vil med i IKEA, uvidende omkring min hindeløsning, hvortil jeg blot svarer, at jeg lige har fået lavet en hindeløsning, så jeg tror ikke, at jeg må tage i IKEA. Hindeløsning eller ej, havde jeg i bakspejlet, nok godt måtte tage i IKEA – det bestemte jeg jo nok egentlig selv. Naiv førstegangsfødende her. I stedet tog vi på Frappeeze, en lokal café i Randers, hvor vi drak en frappé (BYENS BEDSTE BTW) og fik en sludder om alt og intet, velvidende at det nok var den sidste frappé i langtid..