Lige på og hårdt…

Er der andre måder at starte ud på? Svaret er nej og det bliver langt.

Velkommen til det uperfekte, men samtidig perfekte for mig. Starten på mit nye eventyr, hvor jeg indvier jer, kære læsere, i min til tider lidt for negative hverdag på godt og ondt.

Eventyret starter som ethvert andet med en prinsesse og en prins, som sammen finder kærligheden og lever lykkeligt til sine dages ende – forhåbentligt. Vejen til min rosenrøde tilværelse med min kære forlovede Jakob og vores længeventede lille bebs i maven, har været langtfra nem eller sjov. Som i ethvert eventyr, er der altid lange kampe, skuffelser og tider, hvor man næsten opgiver kampen om det gode.

Vi startede rejsen mod familieforøgelsen i 2015, da jeg ved tilfældighed og absolut helt uplanlagt, blev gravid. Ikke desto mindre var det en forøgelse vi var klar til efter mange år sammen og vi glædede os. Dog skulle glæden hurtigt vende og hvad der skulle have været den lykkeligste tid i vores liv, blev hurtigt til et mareridt – ganske rigtigt som i eventyrene.

Vores lille blop gik til grunde, og jeg måtte igennem en ufrivillig abort i uge 10, da den lille ikke selv ville forlade hybelen; også kaldet min livmoder. De efterfølgende måneder var svære og en mørk tid for os som par. Vores kærlighedsboble var brast og nu stod vi efterladte med følelsen af mangel på svar og et stort hvorfor? Hvorfor os? Hvorfor skulle den ikke have en chance? Ja, mange spørgsmål.

På daværende tidspunkt vidste hverken Jakob eller jeg, at en spontan abort eller missed abortion, som vi havde haft, var ganske normalt og at 15-20% af alle graviditeter ender på denne måde. 15-20%! Det er et relativt højt antal, hvorfor vi pludselige ikke følte os helt alene i verden med denne sorg.

De efterfølgende måneder blev jeg gravid to gange yderligere, som også endte i spontane aborter og vi begyndte lidt at miste håbet om en lille ny. Da jeg aborterede tredje gang, kvalificerede vi os (ja, så heldige var vi i denne sorgens tid) til en udredning med henblik på fertilitetsbehandling, hvis der skulle vise sig at være noget galt. Det var betryggende at vide, at der forhåbentligt ville være en forklaring på vores problem, men samtidig også utroligt skræmmende. Frygten for at hans sædkvalitet var dårlig eller mit underliv skulle være ude af stand til at bære et barn til fulde, skræmte os begge meget. Vi havde jo ingen problemer med at blive gravide, og hurtigt endda, så specielt jeg var nervøs – come on, hans sædkvalitet fejlede jo intet sådan som jeg blev preggo hver gang!

September 2016 blev jeg undersøgt i hoved og røv på sygehuset! Hold nu op, hvor skulle jeg undersøges. Alle undersøgelserne var dog ganske positive og vi gik fra sygehuset med en kommende ægløsning (kunne lægen se på scanningen) og rådet om at lave en god middag og hygge os ekstra meget den weekend. Altså – jeg var helt normal og de så ingen problemer ved at vi skulle blive gravide naturligt igen eller at jeg ikke kunne bære et barn til fulde. Det var den bedste nyhed, i hvad der føles som det længste og mest triste forløb i vores liv.

November 2016 var måneden der skulle vise sig at være MÅNEDEN! Den 26. november tissede jeg på en stav og der var positivt svar. Jeg er ikke så god i testsituationer, men netop denne var jo altså ekstra god – JEG VAR GRAVID. Eller jeg er gravid! Den lille valgte den her gang at sidde fast og melder sin ankomst til august.

Formålet med dette indlæg er ikke at få medlidenhed, men nærmere at dele vores historie og kamp for en familieforøgelse. Det skræmte mig at få at vide, at 15-20% af alle graviditeter går til grunde, men er nu glad for at have den information – den har virkelig været det, som har holdt mig oppe og fået mig i gang igen – hver gang. Man føler sig normal og det er egentlig bare det jeg vil have andre i samme situation til at føle. En slags normalisering af et ellers så kendt tabu.

Accepter at det uperfekte også kan være perfekt og find styrken til at komme videre.

Kærligst Tatjana