Jeg er bange for at mærke efter hvordan jeg har det

⋆ SPONSORERET AF GOMENTOR ⋆

Noget jeg altid har holdt fast i gennem hårde tider, er min evne og lyst til at skrive her på bloggen. Det er en form for terapi for mig at få mine tanker på papir – eller på skærmen i dette tilfælde og vide, at jeg ikke er alene, når jeg får tilbagemeldinger.

Vi lever i en verden, hvor alting skal være perfekt og ironien i det hele er, at vi langt fra er perfekte. Vi udstiller os selv på arbejdet, gennem sociale medier, overfor venner og bekendte, ja selv overfor vores partnere, som værende perfekte individer, som klarer alt med oprejst pande og ingen udfordringer er for store.

Men hvad så når facaden krakelerer?

Når udfordringerne pludselig synes større end hvad godt er?

Hvem hjælper dig så?

Jeg ved at mit eget liv ofte har været, som beskrevet her ovenfor. Jeg har altid været den stærke pige og senere hen kvinde, som kunne klare alting selv og ikke havde brug for hjælp eller støtte.

Troede jeg.

Til de af jer, der har læst mine spæde begynder indlæg, så ved I også at min mand og jeg har været igennem tre ufrivillige aborter inden Lilly kom til verden. Disse aborter har sat nogle dybe ar på sjælen – ar, jeg den dag i dag, stadig kæmper med.

Men trods den tragiske tid, vi dengang gik igennem, så var jeg stadig den stærke kvinde i det. Der gik længe før jeg overhovedet fældede en tåre og der gik endnu længere tid før jeg indså at jeg var blevet arret for livet.

Faktisk så brugte jeg alle mine velkendte forsvarsmekanismer til at flygte fra problemet, og begyndte at drikke, gå i byen, indgå i skænderier med min mand – fordi jeg ikke kunne holde ud at se på ham, da han mindede mig om, hvad jeg netop havde været igennem og endeligt, så var min mest brugte sætning til omgangskredsen, at ”jeg havde det fint”.

I bund og grund havde jeg jo det fint, men når sorgen bankede på døren, var jeg alt andet end ok. Dog tog det ikke langtid før min kære ven, flugt, stod og fjernede sorgen igen.

Sådan fortsatte det faktisk i langt over et år.

Vi var på randen til at gå fra hinanden – på trods af at vi planlagde bryllup.

Jeg var på randen til en depression.

Og min drøm om at få børn, var på randen til at blive dræbt af alkohol og fester.

Endelig, valgte jeg i sommeren 2016, at begynde i terapi. Problemet var for stort, jeg var nede i et dybt og mørkt hul, som jeg ikke selv kunne komme op fra og mit parforhold hang i en tynd tråd.

Jeg måtte gøre noget.

Terapien var dengang min hjælp igennem en mørk tid og springer vi frem til i dag, så er terapien igen min vej igennem mørket.

I dag sidder jeg med samme mønster, som dengang, bortset fra at jeg nu er gift, har en dejlig datter og derfor ikke kan rende i byen, som det passer mig. Men flugten banker hele tiden på og siger ”lad mig tage dig med til et smukkere sted” – et sted, hvor problemerne forsvinder, min angst ikke kan finde mig og frygten for at miste ikke længere eksisterer.

Derfor har jeg nu allieret mig med GoMentor, som er et online terapiunivers med 360 eksperter, heriblandt psykologer, terapeuter mv., som man kan bruge til at finde sig en mentor – både gennem videomøder, men også til personligt fremmøde.

Det geniale ved det her koncept er at alle undskyldninger for ikke at kunne møde op, bliver skubbet langt væk, da man kan have en session gennem computeren. Enten i form af videomøder eller gennem deres  GoMentor 24/7 ordning, som er den jeg er tilknyttet.

GoMentor 24/7 ordningen giver mig frihed til at spamme min terapeut Pernille med spørgsmål, tanker og problemer alle døgnets 24 timer og hun svarer næsten ligeså hurtigt, som jeg får dem afsted.

Pernille har indtil videre vist sig, at være min hjælp ud af de mørke tanker, jeg sidder med nu og er virkelig god til at vende situationer, således jeg selv kan se svaret og mærke efter, hvorfor jeg har det som jeg har det.

Jeg begyndte med det her forløb, fordi jeg gennem de seneste måneder har været overvældet.

Overvældet af følelsen af ikke at slå til som mor, følelsen af ikke at være i kontakt med mig selv og ikke mindst mit hovedproblem – frygten for at miste igen.

Frygten for at miste Lilly eller frygten for at miste en eventuel ny graviditet.

En frygt, som i det daglige kommer til udtryk gennem overvågenhed, skænderier om hvorvidt vi skal have flere børn og manglende lyst til at mærke efter.

Jeg er simpelthen bange for at mærke efter, hvordan jeg selv har det. Være i mine følelser og lade psyke og krop smelte sammen til en enhed, hvor følelserne opnår fuldt potentiale.

Den eneste følelse jeg ikke er bange for, er vrede.

Og den vrede går udover Jakob, som i det lange løb, ikke kan holde til at blive tromlet af sin kone dagligt, blive kaldt forkert eller blot tilsidesat for andre vigtigere ting, som slet ikke er vigtige i sidste ende.

Vrede har altid været min ven, men desværre ikke en god ven.

Derfor går jeg i terapi – i en 24/7 ordning.

Jeg skal have styr på mig selv før jeg kan være god for andre og den følelse er ikke sjov.

Indtil videre har jeg lært, at jeg skal mærke efter og stoppe med at være bange for angsten.

Min terapeut skrev det således, at ”når du frygter dine tanker, er du allerede angst for angsten” og det er netop hvad jeg er. Bange for det hav af følelser, jeg har blokeret for og begravet, nu pludselig skal have lov at komme til overfladen og bearbejdes.

Hvordan vil det ikke blive for mig?

Dét at skulle bearbejde noget, så længe efter i stedet for blot at have gjort det i øjeblikket følelsen opstod.

Det er skræmmende.

En anden klog ting hun skrev, var at ”du har jo ikke haft mulighed for at komme dig over det første tab, før du stod over for det næste. Så den ro, du har haft brug for, har du sandsynligvis ikke fået”.

Puha. Da hun skrev det, græd jeg. Jeg græder også nu, når jeg genlæser det.

For hun har ret. Jeg er aldrig kommet mig over det første tab eller fået det bearbejdet, førend det næste kom. Hvad end det var de tre aborter eller de kriser jeg efterfølgende har mødt, så har jeg aldrig bearbejdet dem og derfor aldrig givet min krop roen.

Ro, som jeg nu har brug for i mit kræftforløb, som igen er næste krise, der skal bearbejdes.

Min blog hedder håbefuld pessimist af en grund og den grund er, at jeg møder den ene udfordring efter den næste, og selvom disse udfordringer er med til at danne mig, som person, så er de også grunden til min pessimisme.

Den håbefulde del af det, er at jeg inderst inde er en drømmer, som håber at alting nok skal vende, men pessimisten i mig, har fæstnet sig hårdt gennem årerne og nu er tiden til endelig at vinke farvel til hende, ved at være.

Overvejer du selv terapi, kan jeg kun anbefale denne her løsning hos GoMentor og du sparer desuden 37% i november på deres GoMentor 24/7 ordning.

Som altid et kram herfra

-Tatjana