10 grunde til at jeg elsker at være mor

I dag bliver Lilly to år. Hurra for min lille pige, som langsomt, men hurtigt bliver ganske stor. For hvor er det rigtigt, når de “voksne” siger, at børn bliver store alt for hurtigt. 

Til ære for hende og de to år hun indtil videre har ladet mig være hendes mor, har jeg simpelthen lavet en liste over mine absolutte yndlings grunde til at være blevet netop dét – mor. 

Hun fylder mig med en kærlighed, jeg ikke vidste eksisterede. Er du selv mor, forstår du hvad jeg kævler om her. Er du ikke, så kan jeg virkelig ikke forklare den bedre end at på enhver dårlig dag, er hun lyset, der formår at vende den til den bedste nogensinde.

Hver dag er en ny mulighed for opdagelser. Børn er nysgerrige af natur og derfor bliver alting undersøgt grundigt. Og altså, jeg følger jo bare med på legen og lære faktisk også en masse om kommunikation, gemmesteder og kreativitet. 

Ingen ser skævt til at du bestiller en børnepizza. Faktisk enhver børnemenu på alle gængse restauranter, pizzeriaer, McDonald’s m.m. Altså til dig selv. Så længe barnet er med, er du good to go. Og ja, jeg elsker en solid børnemenu, da jeg er ganske småtspisende – ja, nogle kalder mig endda for lidt af en snacker. 

Tålmodighed er et ord, der nu findes i mit ordforråd. Jesus christ, hvor må man bevæbne sig med tålmodighed ved opdragelse af et barn. Børn er stædige små væsener, som intentionelt elsker at afprøve grænser til stor irritation for mor og far. Men altså, jeg har lært at tælle til ti, sluge nogle kameler og accepteret at man kommer langt med kys og kram i mange situationer. 

Uanede mængder af kys og kram fra dit livs kærlighed. Apropos kys og kram – dem får du mange af. Rigtig mange, hvis dit barn er træt, ked af det eller bare vil have lidt mortid. Og jeg elsker de små kys og kram så højt, at jeg gerne tager lidt savl med i prisen. 

Rollen som mor har gjort mig sentimental. Sådan rigtig sentimental. Vi snakker, kan-ikke-se-en-tegnefilm-uden-at-græde-sentimental. Don’t even get me started on film med romantiske gestusser. Men hvor er det i grunden dejligt, at jeg kan græde over mit barns første et-eller-andet eller se en film og stortude. For det gjorde jeg altså ikke før jeg blev mor. 

Udviklingen er fantastisk at følge. Helt igennem, uden tøven, fantastisk. At være førstehåndsvidne til et lille mirakel, der vokser stødt og lære en masse nye færdigheder, er bare det fedeste ved det her job, som mor. Specielt dét at lære at tale. Alle de søde ord, der kommer undervejs – jeg er pjattet med det. 

Sengetiderne er gode. Jeg fungerer ikke uden søvn, men for meget søvn, gør heller ikke noget godt for dem omkring mig. Derfor passer de dersens sengetider mig altså helt perfekt. Du går i seng til nogenlunde tid og står tidligt op, og får noget ud af dagen. Halleluja!

Man formår at finde energi selvom den egentlig ikke er der. Nogle ville i virkeligheden nok kalde mødre for supermennesker. Simpelthen på grund af evnen til at finde energi, der ikke eksisterer på givne tidspunkter i døgnet og/eller efter begivenheder. Lad os udskifte begivenheder med tømmermænd. Når de to små øjne kigger op på dig med et stort smil klistret som tilbehør, ja, så er du villig til at gøre alt. 

Jobbet som rollemodel er givende. Den spejling dit barn gør i dig, som forælder – åh, den er fantastisk. Men ligeså fantastisk den er, ligeså skræmmende kan den være. Eksempelvis, hvis man som jeg, har en tendens til at bande rigtig meget og fokusere på de negative aspekter af spejlbilledet. Barnet sluger det hele og bliver en kopi af det du udstråler. Og netop derfor elsker jeg at være hendes rollemodel, da det har ladet mig arbejde på mig selv og gøre mig til en bedre version af mig selv. 

It’s an ongoing process, folks. 

Et kæmpe stort tillykke til mit livs lys, min kærlighed, min forevige baby, Lilly ♥