Måske du kender det. Din partner svarer dig på en måde, som Du hører på én måde, og som han mener på en anden måde. Han får pip af at høre sætningen: Det ikke så meget det du siger, det er mere måden du siger det på, og du får pip af at du overhovedet skal bruge tid på at forklare ham hvordan man taler pænt og svarer ordentligt. Burde det ikke bare være en del af alles egenskaber?
Men det er ikke så nemt.
Det er slet ikke så sort og hvidt. For hvad nu når han jo bestemt ikke synes, at han har svaret grimt, provokerende, nedladende, you name it. For sådan mente han det jo ikke, derfor er det vel også svært at høre det sådan?
Herhjemme har vi den udfordring. Ærligt, det har vi.
Og inderst inde ved jeg egentlig godt at mr. A ikke mener noget ondt. Jeg ved godt at han ikke bevidst ønsker at virke nedladende eksempelvis – men selvom at jeg ved det, så når min umiddelbare reaktion at komme mig i forkøbet. Den del af mig, hvor mit retfærdigheds barometer ryger til tops og eksploderer i en lille rød bobbel for oven, og jeg bliver ramt.
Jeg bliver ked af det og sur. For jeg bliver uforstående.
Hvorfor skal man tale sådan til hinanden tænker jeg? Vi kan jo godt lide hinanden, så skal vi ikke opføre os derefter? Sådan tænker JEG. Man som Mr. A siger; ’Jeg kan jo altså ikke lide dig mindre, bare fordi jeg lige svarer på en eller anden bestemt måde’.
Når Mr. A bliver irriteret er det kortvarigt. Som i, han er videre kort efter og så er alt glemt, fra Hans side. Ligesom at jeg har en umiddelbar reaktion som kommer mig i forkøbet, så har han det jo også – og det er hans umiddelbare reaktion, hans måde at tale på – som så tricker mig, og så kører møllen.
Så er det super, at han er hurtigt videre, men så sidder jeg der. For jeg lod mig ramme.
Mr. A er leder til hverdag. Leder for bl.a. unge mennesker, ligesom at jeg selv har været igennem et par år nu. Og man kan da som leder engang imellem blive en anelse irriteret, og tænke – Hvorfor kan du ikke tænke selv? Og det er sådan han nogle gange taler til mig, føler jeg – hvor jeg finder det unødvendigt.
Mr. A differentierer ikke imellem om man er kæreste eller en ungarbejder. For han tillægger det ærligt ikke særlig meget ’værdi’ (jeg er i tvivl om ordvalget er korrekt), han reagerer bare lige på hans måde, og så er han videre.
Og så står frøken-retfærdighedssans-på-NEXT-level og bliver en tudemarie fordi at jeg lader mig ramme.
Fordi det i øjeblikket bliver så ’upersonligt’ (koldt) og jeg synes at vi bør være Personlige! Kigge hinanden i øjnene – lige huske på at der er forskel på om vi henvender os til dem vi elsker (Og lever med) og dem vi ikke elsker.
For Mr. A er det at gøre meget ud af ingenting.
Jeg kan godt følge hvor han ’kommer fra’ og jeg vil gerne blive bedre til ikke at tage det nært – men HOLD KÆFT hvor jeg finder det svært. Det er meget meget få steder, hvor jeg føler at jeg struggler – men lige her, den synes jeg er svær. Og jeg tror at den kan være svær for min store søn også, Olli, fordi at han ligner míg rigtig meget. Jeg kan nærmest fornemme i hans øjne, de tanker der nogle gange kører. ’Hvad mener han’? ’Hvad tænker han’? ’Er han sur’?
Læs også: Jeg er vild med kvinden i min mand!
Jeg ved nok godt hvad det handler om for mig.
Jeg bryder mig ikke om, når jeg ikke kan læse folk. Altså primært dem jeg har tæt på. Det føles rart og trygt at kende folk 100%. At kende deres signaler osv. – og når ikke jeg kan læse dem, så bliver det utrygt.
Jeg ved ikke om det giver mening.
Anyways. Det her er nok den eneste ting hvor jeg ikke liiiige på stående fod ved hvordan vi løser det. Og det hader jeg. For jeg plejer at have en løsning.
Måske skal han lære at skrue op for charmen imens han stadig får sit budskab ud. Eller måske jeg bare skal ’vænne’ mig til jargonen – nu jeg jo ved, at der ikke ligger noget i det. Men hvordan stopper man det hjul af følelser som ruller afsted i lynets hast så snart ordene lander fra ens partner?
Mr. A og jeg har god tid til at blive klogere på hinanden og livet, vi har nemlig tænkt os at være i det sammen, læææænge. Så tag dig endelig den tid du behøver, hvis du pønser på gode råd! Hehe..
Og hvis du ’bare er en’ som kender det, og kan følge mig – så tager jeg altid gerne imod virtuelle krammere. Og kan du følge Mr. A – så er det også meget velkommen.
Tak fordi du læste med.
Dette indlæg har 3 kommentarer
Du får lige en kæmpe virtuel krammer fra mig, der står i præcis samme situation som dig af og til og bare hører det min mand siger/svarer til mig, som nedladende eller for at gøre mig ked af det. Han er også slagter ligesom mr. A😜 Men som han siger, når jeg en sjælden gang imellem bryder sammen og bliver ked: han tænker ikke over det og elsker mig ikke mindre af den grund❤️ Og det ved jeg også godt efter vi snart har været sammen i 13 år og 2 dejlige børn.
Tror bare det er fordi de er mænd og gudskelov ikke bærer nag og hurtigt er videre, som du også skriver🤪
Hej Cecilie, Tusind tak for det. Det kan da godt være at der er noget med de slagtere 🤪 haha. Tak for din kommentar – og kram retur! / Rikke
Woaw. Jeg sidder næsten målløs efter at have læst dette oplæg.
Jeg kom ind på din side ved en tilfældighed, og kunne læse at du har ADHD. Det fik jeg diagnosticeret for et år siden som 25 årig, og det er da ikke særlig nemt at nagivere i. 😅 Jeg kæmper med PRÆCIS det du beskriver her.. og de problemstillinger som du nævner i dine oplæg, er præcis de samme jeg har i mit forhold…
Især denne problemstilling! Så jeg er ret ked af, at du heller ikke har et svar på hvordan man løser det 😅🤣
Nu er opslaget jo fra 2021. Er du kommet tættere på en løsning? I så fald må du gerne sende den min vej! 🤪
Jeg er glad for, at have fundet din blog! Den tror jeg, jeg kommer til at få meget gavn af. Vi er ens på rigtig mange punkter, og min kæreste lyder ikke langt fra mr. A haha
Virtuelle kram herfra også
-Signe