Når drømmen om kernefamilien braser

Det skete for mig engang. Men jeg var måske snæversynet. Fanget i min egen sorg, fordi at tingene ikke blev som jeg regnede med. For det må da være sådan, at man skal møde en – få børn med ham og være sammen for altid, ik’? Eller hvad.

I ved jo allesammen at min historie udformede sig anderledes. Jeg mødte en – vi fik et barn, ikke planlagt – og det gik ikke imellem os.
Selvom vores barn, Oliver – er det bedste som er sket for mig – og også hans far (nu er der kommet flere guldklumper til hos hans far) så var det bare ikke meningen at vi på det tidspunkt skulle være forældre sammen.

Olli var kun lidt over 1 år gammel, og min verden blev knust. Drømmen om kernefamilien braste – og jeg hadede det faktum at jeg nu skulle dele mit barn fremover.

Men som med alt andet i livet, så bliver man nød til at rejse sig og komme videre. I hvert fald hvis man er opsat på at leve – og det har jeg altid været.

Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg dengang blev ramt at forstyrrende tanker, som “jeg vil ikke være sådan en, som har børn med flere forskellige fædre”. Og det lyder Så hårdt og tarveligt – og det beklager jeg! For jeg har aldrig tænkt dårligt om nogen, som stod i den situation, at de havde børn med flere. Aldrig og heller ikke den dag idag. Det var bare ikke det jeg havde regnet med skulle ske for mig dengang, det var ikke sådan jeg troede det ville blive. Og i sorg og vrede, tænker man ofte ikke helt klart. Men jeg ved, at mine følelser dengang var helt okay.

Ønsket om flere børn, har jo været der siden jeg var ganske ung. Og pludselig så jeg skræmmescenarier som, at jeg ville få børn med forskellige, og tænk nu hvis de så ikke kunne have børnene i de samme uger – så ville jeg altid have et barn hjemme, og fred være med det – men mine børn ville aldrig se hinanden.

Når man er såret, og når verden lige vælter rundt, så er det naturligt at blive overrumplet af tanker, af frygt for det ukendte – og uvisheden for fremtiden.

Nu står jeg så her, 10 år senere næsten, med en ny helt fantastisk mand – som om lidt skal være far til mit andet barn. Og jeg kunne ikke tænke mig det anderledes!
Han har taget min søn til sig, og selvom at han af og til kan være lidt en “hård nyser” – så ved jeg at det kommer sig af kærlighed. Jeg ved at han holder utrolig meget af Olli, og at han vil ham det bedste – og hvad mere kan jeg ønske mig?!

Jeg har altid vægtet højt at have et godt forhold til Olivers far – og det har vi, helt som det skal være – som forældre til samme barn, men hver for sig.

At jeg nu stifter en lille familie her, lige her hvor jeg er nu – gør mig mega lykkelig. Vi har det godt os 3 herhjemme. Mr. A – Olli og jeg.
Vores baby som titter ud til os inden længe, er planlagt, et kærlighedsbarn og en perfekt add’on til vores lille familie. 

Jeg anskuede det helt forkert dengang. En kernefamilie er ikke nødvendigvis Far, mor og børn – med den samme. En kernefamilie er hvor kærligheden er tilstrækkelig i alle afskygninger – uanset hvordan den er strukket sammen. 

Og vi er helt perfekte! For det uperfekte kan om noget være lige netop perfekt.

Så hvis du en dag står i en situation, hvor din drøm braser, og intet blev som du regnede med – så skal du vide at alle dine tanker og følelser er helt ok. Og du skal vide, at når de først er bearbejdet og du kommer ud på den anden side – så åbner der sig en ny verden af muligheder – og altid bliver godt igen, måske endda, endnu bedre.

Du må endelig ikke være bange for at tage det skridt.