Øj hvor kan man blive irriteret på mig.
Irriteret fordi jeg så sjældent afslutter det som jeg har gang i.
Irriteret fordi jeg glemmer det, som jeg allerede har spurgt om én gang.
Irriteret fordi visse ’basis-opgaver’ tager mig tusind år.
Irriteret fordi jeg altid kommer for sent.
Irriteret fordi jeg gør alting i sidste øjeblik.
Øj hvor kan man blive irriteret på mig, frustreret over mig – og bare træt.
Og jeg forstår det godt.
For jeg bliver selv irriteret over de selv samme ting til tider.
Jeg bliver selv frustreret. Og jeg bliver med garanti mere træt.
Træt fordi jeg bruger SÅ meget energi på at leve op til andres forventninger. ’Normalen’.
Irriteret og frustreret fordi, at uanset hvor meget jeg prøver og gør, uanset hvor meget det tager af mig, så rækker det sjældent. Det er sjældent godt nok.
Hvis ikke, at jeg skulle fungere ’sammen med andre’, og tage hensyn til andre, så ville det uden tvivl være nemmere at være mig (på et vis plan). Og det er bare sandheden. For jeg har været sådan her altid, så jeg har lært at leve med mig. På den måde skuffer jeg sjældent mig selv.
Men jeg har valgt, ikke at være mig selv. Jeg har valgt at få børn, jeg har valgt at have mig en kæreste, en samlever, jeg har valgt et liv i fællesskab. Det har jeg valgt fordi det taler til nogle andre værdier som jeg også har. ADHD definerer mig jo langt fra som helt menneske.
Men det betyder også, at jeg har en del at ’leve op til’. Det betyder at jeg skal gøre en ’ekstra indsats’.
Lidt forhistorie.
Jeg er 35 år og jeg har lige fået min diagnose.
Jeg vidste det godt inderst inde, at jeg havde ADHD, og jeg opsøgte selv en udredning. Det kom derfor ikke bag på mig da diagnosen faldt på plads. ’Hvorfor nu?’ tænker du måske. Selvsamme spørgsmål kom også fra psykiateren da han mødte mig første gang. ’Hvorfor nu Rikke’?
Og ærligt, så har jeg ikke været klar til det før nu. Det må være mit bedste bud på hvorfor jeg aldrig har opsøgt det før. Jeg har altid sagt ’jamen det fungerer fint for mig’. Men som 35 årig, har jeg alligevel nogle år at kigge tilbage på. Og her har jeg især kigget på mit ’voksne liv’, hvor jeg bare har kunne genkende nogle mønstre. Gentagelser jeg ikke brød mig om at støde på igen og igen, igennem årene.
Jeg blev nok også mere klar over at der var, at der er – hjælp at hente. At jeg kan få hjælp til de ting som er svært.
Jeg skal jo netop ikke fokusere på alt det som jeg er god til, og som fungerer – men alt det som jeg har svært ved og som ikke fungerer.
Vægter de ting som jeg har svært ved virkelig så højt, at hjælp er nødvendig? skulle jeg så spørge mig selv.
Og jeg kom frem til ’ja’.
’Ja’ fordi jeg har valgt det liv som jeg har. Et liv som jeg for alt i verden ikke vil undvære.
Det gælder min kæreste. Mine børn. Min egen virksomhed, og flere andre ting.
Jer der kender mig eller har fulgt med længe, tænker måske; ’Så slemt kan det da ikke være Rikke’ – og det er vel heller ikke ’så slemt’. Der er sikkert mange som har det værre. Mange som kæmper mere.
Men det skal jeg heldigvis ikke tage stilling til. Jeg skal fokusere på mig og mit, og kun tage stilling til mig.
Tror jeg, at jeg kan hjælpes til at få en nemmere hverdag?
Ja.
Tror jeg, at det vil komme mit samliv, mit parforhold til gode?
Ja.
Tror jeg, at det vil komme mine børn til gode?
Ja.
Tror jeg, at jeg generelt vil få følelsen af ’at lykkes’ noget mere?
ja.
Tror jeg, at det vil komme min virksomhed til gode?
Ja.
Tror jeg dybest set, at jeg kan blive et lykkeligere menneske?
Ja.
Når først man er kommet hertil, til den erkendelse, så er der kun én vej, hvis man spørger mig. Og jeg vælger at få hjælp og se hvor det fører mig hen.
En god veninde , som i øvrigt deler samme diagnose, sendte mig et link til et ældre foredrag om ADHD hos voksne kvinder. Jeg synes at foredragsholderen fortæller og forklarer rigtig fint. Det satte nogle ord på en del forskellige ting, som jeg genkender rigtig godt.
Hvis du også gerne vil lære lidt mere om ADHD, måske se om du genkender dig selv i det – så kan du se det her: ADHD hos voksne kvinder
Tak for at læse med.
Dette indlæg har 1 kommentar
Kommer jævnligt på din blog og jeg har lige været på et kursus i ADHD. Selvom jeg ikke har en diagnose er der ting jeg kan genkende fra et nogenlunde normalt liv. Mon ikke mange mennesker har en snert af et eller andet – der kan bruges til dels at få dybere indsigt i sig selv, men også til at forstå andre på et dybere plan…