Held i uheld med de mænd

Jeg sad og græd snot den anden dag. Ærligt det gjorde jeg …. Jeg stod igen med en fyr, som vendte 180 grader..

Eller det vil sige – at han lå på den anden side af ruden, nøgen med en anden pige… Så jeg stod der… og kiggede, rystede – våd af regnen.

Alt havde lige været helt okay! Ligesom at alt har været helt okay nogle gange efterhånden… Men det er som om, at så snart det lander dér, lige dér hvor alt er helt okay – så bliver det for meget for dem og de vender. De bliver måske skræmte, af egne følelser? Eller var det bare løgn, når de sagde, at der var følelser?  Måske..

Er jeg måske for sød har jeg tænkt?
Er jeg for gennemsigtig?
Er jeg for ærlig?
Er jeg for ‘opnåelig’ når først båndet er skabt?

Jeg ved det ikke. Men jeg er, som jeg føler at jeg skal være. Jeg har ikke lyst til at pakke mig selv ind, jeg har ikke lyst til at holde paraderne oppe hele tiden (bl.a. fordi at man bliver så sørens træt i armene) – jeg vil bare gerne være til stede, være mig, og være åben.

Jeg græd snot. Jeg hulkede måske endda nogle gange den dag. Vi havde lige sagt, at vi ikke så andre, ugen forinden.. Og Selvom at det gik stille og roligt, så var jeg bare tryg i det. Indtil at jeg én gang mere, skulle erfare – at jeg ikke kunne finde tryghed i en anden…

Men jeg har rejst mig op fra værre ting. Det bliver man nød til. Jeg har et ansvar for alverdens ting lige nu – min virksomhed, dem jeg skal ud og synge for, min søn – men vigtigst af alt, så har jeg et ansvar for Mig!

Jeg tog mig sammen den her gang! Som i virkelig! Han havde åbenbart også vendt så meget på den tallerken – at han slet ikke var ked af det, ærgerlig eller andet. Og han vidste ikke engang hvorfor, at han pludselig havde vendt. Hvad det var som han var i tvivl om..

Det er en underlig følelse at stå med, når man lige har puttet sig ind til ens bryst igennem lidt tid. For mig, der betyder den slags noget, for Jeg finder ikke tryghed hvor som helst..

Og hertil kommer titlen, held i uheld med de mænd. Jeg formåede nemlig midt i min “sorg” her, at finde taknemmeligheden frem.
Taknemmelighed for, at det da trods alt er lykkes mig at finde nogle mænd, som Jeg så noget i. Som Jeg mærkede tryghed i.. Hvor Jeg kunne give mig hen og være mig. Rikke minus parader, åben for kærlighed og livet foran.

Det lykkedes ikke nej, heller ikke denne gang – og måske at jeg skal igennem mange endnu (uden at det skal lyde forkert) – men, der er da mange mennesker som “søger” forgæves, uden at finde den, der kan røre noget i dem…

Så! Hjertet er åbent og hjertet ved hvad det vil og for det er jeg taknemmelig.

Det er min tro følgesvend, maven – som husker lige at mærke efter – og som mærker når noget ikke er som det skal være. Og heldigvis – kom vi ikke længere end vi gjorde.
Hjertet kommer som altid haltende lidt efter – men det kommer frem. I mål og på plads igen. Gudskelov for mavens følelse. Og gudskelov for hjertets rummelighed.

Sjovt som de to lige byttede rolle, ikke?

Det var en hård tur, som jeg uden tvivl godt kunne have været foruden. Især følelsen af, at jeg Igen så forkert. Jeg missede hvem han var og jeg endte op såret igen.. Jeg synes ellers at jeg havde kigget så godt efter!

Forfra….