Jeg får jævnligt spørgsmål fra mødre, som enten for nyligt er blevet alene og nu skal beslutte sig for en deleordning – eller som måske er nået dertil hvor faren gerne vil se barnet mere og spørger ind til en 7/7 ordning. Noget som mange mødre frygter.
Det er sgu ærligt heller ikke sjovt at skulle dele sine børn. Det er jo ikke derfor at man får dem – for ikke selv at kunne bestemme hvornår man vil kramme og kysse på dem. Fanme nej!
Men virkeligheden vil det bare anderledes nogle gange, den ville det også anderledes for mig, da min søn var ganske lille.
Vi startede med at deles 10/4 hed det vist, fordi at Olli var så lille. Når børn er helt små, er de ofte lidt mere afhængige af moren. Hen ad vejen blev den ændret, til 5/9, 6/8 og så til sidst 7/7.
Om jeg frygtede den dag 7/7 spørgsmålet ville komme? Ja da! Men! Jeg vidste den dag ville komme, for heldigvis, så ville (vil) Ollis far ham gerne, mindst lige så meget som jeg – og Olli har altid været glad for sin far. Så jeg vidste med mig selv, at når han en dag ville komme og spørge – så ville det naturligvis blive et ja.
Jeg har ikke mere ret til vores barn, end han har og sådan har jeg altid sagt til mig selv.
Læs også: Pludselig at skulle dele sit barn
Situationen havde måske været en anden, hvis der havde været noget dysfunktion et sted – hvis hans far eksempelvis i virkeligheden ikke magtede opgaven, og derfor blev en dårligere forælder af den grund – men det vidste jeg i mit (hans) tilfælde aldrig ville være en udfordring.
Heldigvis.
Hvordan fungerer 7/7 ordningen for jer? – bliver jeg spurgt. Og dér er nøgleordet – lige dér – for OS. For det er jo Så forskelligt, og selvom den fungerer for os, så behøver den ikke at gøre det for dig – for jer.
Der er utrolig mange faktorer som spiller ind.
Hvordan kan vi sammen som dele forældre? Dur det overhovedet for vores barn? Det er alt andet end lige det Aller vigtigste! Der må vi som forældre pakke vores følelser sammen og kigge på vores barn. Trives vores barn i det – så er alt som det skal være jo.
Jeg tror – jeg er jo ikke ekspert – men jeg tror, at det der fungerede godt her, var at vi optrappede samværet stille og rolig, og at kommunikationen imellem os som forældre naturligvis var god.
Jeg var den der blev i huset, i de rammer som vores søn var vant til – og derfor gav det mening på flere punkter, at han til at starte med var mere hos mig. Så var forandringen ikke helt så stor for ham. Selvfølgelig vil den altid være kæmpe, når man pludselig skal undvære enten sin mor eller far – og hvor er det dog også uretfærdigt, at børn intet har at sige i den situation. Det må være frygteligt jo.
Og jeg ved godt at det også må være røv hårdt for den anden forælder, den som flytter – den som må undvære sit barn lidt mere i starten evt. – men igen, det er barnet som man må have for øje.
Og hey! Igen – der er SÅ mange faktorer!
Hvis moren er en lorte mor (undskyld sproget) – som ikke varetager sit barn ordentlig, og hun er den som bliver boende i barnets faste rammer – så skal barnet naturligvis ikke være mest der/blive der – det giver sig selv.
Så alle situationer er jo individuelle – men den bedste pejlepind vil jeg vove at påstå, er altid Jeres barn.
Læs også: Hvad ved dit delebarn?
Mærk efter.
Og til den bekymrede mor – hvis faren er en god far, som gør det godt og vil barnet det godt – så fortjener han også at have sit barn lige så meget som dig, hvis barnet har det godt med det. Det er Dejligt at dit barn har en far, som elsker ham/hende og er engageret.
Men! Det er jo bare min mening.
Jeg synes at det var sindssyg hårdt i starten. Det er ikke nogen hemmelighed. Og I lang tid. Jeg havde et væld af følelser! Men man lærer at leve med det, ja endda at trives med det.
Sidst – men ikke mindst. Du er altid velkommen til at skrive til mig.
Tak fordi at du læste med.
