Dét her indlæg har været meget længe undervejs. Overskriften har jeg haft stående lige siden jeg startede på min medicin i efteråret. Men der har været nogle andre indlæg, jeg har følt jeg skulle skrive, inden vi nåede til det her. I mit sidste indlæg har jeg skrevet om starten på mit forløb som sygemeldt og hvad der lå til grund for det. Og nu er vi kommet til den sidste halvdel.
I august 2018, får jeg en henvisning hos min læge til en psykolog og til en psykiater, i kølvandet på min diagnose på en depression. Jeg havde dog på det her tidspunkt ingen intentioner, om at bruge henvisningen til psykiateren, for jeg skulle ikke have medicin – det var helt sikkert! Og jeg kunne ærligt talt slet ikke overskue at skulle lede efter hverken en psykolog eller en psykiater. Jeg fik dog med nød og næppe lige taget mig sammen til at kontakte en psykolog. Hun havde tid til at se mig i starten af november. Den tid tog jeg med åbne arme, da jeg faktisk havde regnet med en meget længere ventetid. Jeg glædede mig.
Min første samtale hos psykologen, gik mest af alt ud på, at vi skulle snakke lidt om hvordan jeg havde det. Hun stillede mig en masse spørgsmål og lavede en test på mig. Hun tegnede nogle ting på et stykke papir, som vi bruger troligt hver gang jeg er hos hende. Blandt andet tegnede hun en skala, hvorpå hun i den ene ende skrev ”ingen depression” og i den anden ende ”svær depression”, derimellem ”middel” og ”moderat”. Jeg skulle sætte et kryds, der hvor jeg selv mente at jeg lå på skalaen, på daværende tidspunkt.
Jeg mindes at jeg syntes jeg havde prøvet at have det dårligere, end jeg egentlig havde det der, så jeg placerede mig selv ved moderat. For så slemt havde jeg det vel heller ikke, bildte jeg mig selv ind. Hun kiggede på mig med store øjne og sagde ”min kære pige, du ligger helt ude i den her ende, du ligger faktisk længere ude. Du har en meget svær depression.” Det vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle reagere på. Det var nok lidt en blanding af, at jeg ikke kunne overskue at skulle igennem hele det her forløb, for jeg var helt brugt op. Men også en følelse af, at jeg endelig kunne få noget hjælp, og et håb om at jeg kunne få det bedre. For når man har en depression, så føler man ikke at der er lys for enden af tunnelen. Du føler dig håbløst fortabt, og føler ikke at du har kræfter til at kæmpe imod hele din krop og dine tanker. Det er nok tankerne der er den værste fjende i sådan en situation.
Læs også: https://www.kvinderudenfilter.dk/regitze-bonde/fra-pest-til-kolera/
På dét punkt, er jeg ”heldig” at jeg har prøvet at have en depression før. For uanset hvor meget mine tanker prøvede at køre mig ned, så vidste jeg dybt indeni, at jeg nok en dag skulle sidde på den anden side, og have det godt og være glad igen. Sådan havde det været før. Men lige der, føltes kampen uendelig lang.
Hun fortalte mig, at hun ikke kunne hjælpe mig, ved mindre jeg begyndte at tage medicin – antidepressiv. Samtaler alene kunne ikke hjælpe mig videre, fordi mine tanker automatisk vil være negative og skabe katastrofer i mit hoved. Du tænker bare ikke realistisk og rationelt når du har en depression. Så det var hendes bedste råd til mig, inden jeg kørte derfra.
Det svære for mig, i forhold til at skulle have medicin, var først tanken om hvad andre måtte tænke. Også selvom at jeg ikke behøvede at fortælle det til nogen. Senere gik det op for mig, at det nok nærmere handlede om, hvad jeg tænkte om mig selv. Ville jeg nu bare være hende der skulle have medicin resten af sit liv, fordi hun ikke kunne have det godt uden? De ting jeg frygtede at andre ville tænke om mig, var tydeligt at mærke, kom fra en masse fordomme som man igennem sit liv har mødt. Blandt andet at ”lykkepiller” er noget du skal tage resten af dit liv, fordi du bliver afhængig af det. Derudover kan jeg også huske at jeg igennem mine teenageår har hørt flere sige ”æd nogle lykkepiller” til andre, som måske har haft det svært. Og ikke på den måde ”som et godt råd”, men på den mobbende måde. Så lige præcis ”lykkepiller” forbinder jeg med noget ret nedladende og ydmygende. Derfor bryder jeg mig egentlig ikke om at kalde det det, for det er nemlig et meget misvisende ord for, hvad de er. Og jeg tror faktisk ikke der er særlig mange der i bund og grund ved, hvad antidepressiv gør.
I slutningen af november startede jeg op på antidepressiv medicin, som jeg havde fået udskrevet af en psykiater, efter vi havde haft os en god snak. Jeg fik nogen som skulle være hurtigt virkende, og have færrest bivirkninger.
Jeg havde prøvet at få nogen af en anden psykiater tilbage i 2013, og der var det bestemt ikke noget for mig, jeg havde så mange bivirkninger, og det var også en af grundende til at jeg til at starte med, havde besluttet mig for at jeg ikke ville have medicin. Men jeg gav det som sagt en chance. Jeg glædede mig faktisk helt til at komme i gang. For tænk hvis det her var den hjælp jeg havde ventet på.
Som ”lovet”, mærkede jeg allerede en forbedring inden for den første uge. De to første dage, føltes det som om jeg havde en rigtig voldsom rødvins-brandert-hovedpine, men efter der, mærkede jeg ingenting. Andet end bedring dag for dag. Det første der blev bedre var min irritabilitet. Den forsvandt stort set fuldstændig indenfor den første uge. 14 dage inde i min behandling, havde jeg dog et kæmpe dyk. Jeg lå i min seng stort set flere dage i træk, og havde mindre overskud end jeg havde oplevet før. Jeg følte lidt, at jeg var gået et skridt frem, og to tilbage.
Min kæreste og jeg havde planlagt en tur på Comwell i samme uge, og det kunne vi ikke bare sådan lige aflyse, jeg glædede mig da helt sikkert også til at ham og jeg bare skulle have noget kvalitetstid, men jeg orkede ærlig talt ikke at skulle nogen steder lige der. Vi tog selvfølgelig afsted, og jeg håbede at det ville blive vendepunktet for mig. Det kan jeg så sagtens afsløre at det gjorde. Ugerne efter blev mit humør langsomt bedre. Og december blev slet ikke så forfærdelig som jeg havde frygtet. Jeg havde det meget bedre.
Følelsen af at blive overvældet og træt, mærkede jeg stadig meget til. Det at skulle være social kunne stadig være en kamp for mig. Men jeg har heldigvis igennem det hele, haft en masse omkring mig, som har haft forståelse for når jeg er taget tidligt hjem, har meldt afbud eller rykket aftaler. Og det har været guld værd, så jeg ikke har skulle kæmpe med en dårlig samvittighed samtidig.
Der skete dog bedring løbende hele tiden, og i slutningen af januar, efter 2 måneder på medicin, var også første gang jeg kunne se hvor dårligt jeg faktisk havde haft det. Jeg var blevet blind for det, og levede i det hver dag. Nu var jeg blevet mig selv igen. Takket være medicinen. Det er nemlig det ,det gør. Gør dig anti-depressiv. Det fjerner alle de dårlige ting, som gør at du ikke er dig selv længere. Og jeg var ikke mig selv.
Det var først på det her tidspunkt, at min psykolog og jeg kunne begynde at arbejde med de ting der lå til grund for min depression. Men lige pludselig følte jeg ikke det behov for at snakke om de ting mere, for det gjorde mig pludseligt ikke ked af det længere. Nu kunne jeg endelig tænke og føle rationelt. Jeg kunne se klart igen. Jeg har ikke oplevet at være ked af det, siden den uge hvor det hele lige væltede for mig. Jeg vil til enhver tid sige ja til antidepressiv igen, hvis jeg en dag ender samme sted. Det føles ikke værre end at tage penicillin eller andet medicin hvis man er syg, og det er jo netop det man også er, når man har en depression – syg.
For at svare på min overskrift, så har min antidepressive medicin selvfølgelig ikke gjort mig lykkelig! Men den har gjort at jeg er blevet glad, at jeg igen kan smile, at jeg igen nyder at være sammen med min familie og mine veninder, at jeg igen har overskud i min hverdag. Den har gjort, at jeg føler mig som et menneske igen, og ikke længere som en zombie. Lykke er ikke en konstant tilstand man kan være i, lykke kommer og går, det er så vigtigt at huske. Så ingenting kan gøre dig LYKKELIG – som en vedvarende følelse. Det samme gælder en depression. Den er ikke konstant.
Nu kan jeg endelig mærke mig selv igen, og lige nu er dét lykke nok for mig.
I dag har vi den 3. maj, 2019. I går blev jeg officielt raskmeldt efter 1 års sygemelding. Jeg er officielt ledig på arbejdsmarkedet igen. Det var en ting jeg frygtede meget for et par måneder siden, men det har også stået klart for mig, at det var fordi jeg ikke var der hvor jeg skulle være, for at kunne vende tilbage. Der er jeg nu og jeg glæder mig faktisk.
