MTB-date med livet som indsats.

Kære Dagbog.

Den sidste date var ren ud-af-kroppen oplevelse, og der skal vi helst ikke hen igen. Den overholdte overhovedet ikke nogle af reglerne; Han fik mit telefon nummer, OG vi knaldede på første date, HJEMME hos mig. FLOT Ofelia!

Så med en indsats, der må siges at indkassere massiv dumpe karakter, havde jeg brug for lige at gribe tingene lidt anderledes an. Jeg fik oprettet en temmelig sløj profil på tinder, og fik hurtigt et match med en sød og pæn fyr. 

Jeg havde fornyeligt læst et sted, at det var en god idé at spille en fyr god fx ved at gå ind på hans område. Fyrens profilbillede viste, at han kørte på mountainbike. Perfekt, tænkte jeg.  Jeg har også en mountainbike. Godt nok kun brugt til transport, men måske dette var en god anledning til at komme lidt off-road? – Fyren her, så i hvert fald ud til at være typen, der kunne lære mig det.

Vi skrev sammen om det kommende første møde, ærligt, jeg havde brug for at det var markant mere afdæmpet end sidste date. Så jeg foreslog en tur på MTB i skoven, og en kop kaffe bagefter. Dét var han frisk på. Vi aftalte, at han skulle finde en stille og rolig rute, som han kendte godt. Senere spurgte han til, hvor erfaren jeg var, i forhold til om der måtte være jumps/ drops på ruten. Der kunne jeg godt mærke, at hans forventninger til mine evner på den cykel var skyhøje, og jeg måtte straks sørge for, at han fik jordforbindelse igen. Jeg indrømmede blank, at jeg ikke anede, hvad han snakkede om, er endda usikker på om jeg refererer termerne korrekt?!

Dagen før daten, skrev fyren om jeg stadig var frisk på at mødes, da vejrguderne havde lovet lidt vand til os. Jeg vurderede, at jeg SAGTENS kunne håndtere en lille cykeltur i regnvejr, og ville jo heller ikke tabe ansigt ved at trække mig pga. lidt regn. Jeg bad til de samme vejrguder om, at holde lidt igen med vandet, og at ruten var børnenes begynder-bane. Jeg havde lånt mig frem lidt rigtigt cykel-tøj, og følte mig max klar.

Dagen efter, kørte vi sammen i hans bil til i en skov, hvor der var en god begynder rute, efter hans optik, men må jo sande at alt er relativt. Regnen væltede ned, og inden vi sad på cyklerne, var vi begge gennemblødte. Vi kiggede på hinanden, iklædt stramt, drivvådt, super tætsiddende cykeltøj, toppet med en våd frisure og en (U)sexet cykelhjelm, SÅ var vi ligesom i gang.   

Nå! Men vi fik styr på diverse gadgets og en lille bagskærm til min cykel, noget med at begrænse mudder op ad nakken, men netop dén detalje skulle vise sig at være fuldkommen overflødig. Da vi trillede af sted, kommanderede jeg daten op foran. Han skulle jo vise vej og ikke lægge dér bagved med frit udsyn til ”bred mås i stram cykel-buks”.

Det stod hurtigt lysende klart, at det absolut ikke var børneruten, vi var havnet på. Jeg havde helt sikkert overvurderet min egne evner voldsomt. og de første 100m taget i betragtning, så havde den kære date OGSÅ overvurderet mig, STORT! – Og Pludselig! Tjubang chokolademand! Første sving stod jeg på røv og albuer! I styrtet fik jeg styret direkte ind i ribbenene, og klemt det ene lår. Kors, det gjorde ondt! Jeg mærkede det ikke først, for panikken over at være viklet ind i min egen cykel, ramte hårdere. Dér lå jeg, på 1. date og rodede rundt i mudderet, og legede kluddermor med en cykel. bare rolig, jeg havde mudder langt op i nakken. Daten, der ellers allerede var langt foran, havde formentlig hørt mit skrig, og kom hurtigt tilbage. Jeg fik helveds travlt med at komme på benene, og så ellers bare holde masken, trods et trykket ribben eller to. Inden han nåede helt hen til mig, stod jeg rank som en tinsoldat, og prøvede at bevare roen ved at se hel okay ud. Godt nok lignede jeg en soldat på vej på øvelse; dekoreret med vildfaren mudder, toppet med lidt græs og blade diverse steder, men jeg fortrak ikke en mine. ”Ej for pokker! Er du okay?!” spurgte han noget chokeret og meget omsorgsfuldt. ”Ork, Ja ja!!” – smilede jeg bredt, og lettere anstrengt, nok mest af smerte, men jeg ville ikke gøre ham bekymret, så jeg gjorde klar til at køre videre.

Men! Der var noget galt med min cykel. Den så helt mærkelig ud. Først troede jeg, den var gået i stykker, at hjulet var trykket, men kunne ikke se HVAD, der var galt. Hjulet sad lige, styret var vinkelret i forhold til hjulet. Jeg mærkede en vis frustration kom snigende. Normalt har jeg ikke ret meget temperament, men det var vådt og koldt, og jeg havde vildt ondt, – nok også af mig selv, – og hvem havde i øvrigt fået den latterlige idé at køre på MTB i silende regnvejr?? Sekundet inden jeg kortsluttede, løste daten mit mysterium; Styret vendte simpelthen forkert, og skulle bare lige drejes 180grader rundt. Jøsses, hvor amatøragtig har man lov at være?!

Jeg satte mig op, og vi forsatte, nu havde daten opmærksomheden rettet 100% mod mig. Altså, rådet om at give fyren en fordel, virkede helt optimalt. Så kunne han køre og vise flotte tricks, alt imens han gav gode råd til mig om teknikken. Nogle kunne opfatte det arrogant, det gjorde jeg bestemt ikke, nej det var nærmere fascinerende, at manden havde så stort et overskud. Regnen var blevet til støvregn, og small-talk’en var droppet til fordel for fokus på det ujævne og vanvittig glatte underlag. Jeg kørte nu ellers mere end jeg trak. – men bedst som jeg syntes, at det gik ok, tog jeg endnu en røvtur! Denne gang om muligt endnu hårdere end første gang, noget med nogle sten osv. Ærligt, det var som om min hjerne lukkede helt af, så aner ikke hvad der skete. Havde for længst mistet min værdighed et sted i mudderet, ved første styrt, så var lidt opgivende lige der. Smurt ind i mudder fra top til tå, og øm i hele kroppen satte jeg mig hurtigt op på cyklen, endnu en gang, uden at fortrække en mine, dog endnu mere stille end tidligere. Tror faktisk smilet var stivnet. Daten sagde heller ikke noget. Tror han forstod budskabet med min tavshed, og afviste da også hurtigt selv sit eget forslag om at forlænge turen, og opmuntrede mig i stedet for med, at turen snart var slut.

Og dét var den! Aldrig har jeg været så lykkelig for at se den bil før. Men nu opstod en hel anden udfordring, for det var lige som ikke rigtig en mulighed, bare at sætte sig ind og køre hjem, i vores mundering. Mit skiftetøj lå i min bil. Betænksomt smed daten en sweatshirt og et par jogging-bukser over til mig, som jeg kunne låne. Fuldstændig blottet for al blufærdighed besluttede jeg at smide kludene dér midt i skoven. Lettere sagt end gjort, da vådt cykeltøj åbenbart danner vakuum på kroppen, og nærmest er umuligt at få af. Efter en regulær slåskamp med mit tøj, stod jeg nu tilbage i g-streng og sportsbh. Jeg opdagede endda mudder inden i bh’en!

Situationen føltes temmelig tragikomisk. Jeg havde simpelthen ikke mentalt forberedt mig på, at stå halv-nøgen og mørbanket midt i en skov med en fremmed mand, i regnvejr, da jeg stod op den morgen. Muligheden for at holde en hver form for facade, var for længst væk! – og vi grinede nu sammen af den noget prekære situation. I bilen på vej tilbage, snakkede vi lidt om. Han afslørede, at han havde været rad for, at jeg ville tvære ham fuldstændig i mtb, for jeg måtte være ret vild til det, siden jeg ikke aflyste, når det var regnvejr!

Dagen efter skrev daten og spurgte til ømhed i kroppen. Jeg løj og skrev, at jeg havde det fint. Velvidende, at jeg netop havde lavet et opslag på de sociale medier med billed-dokumentation af min flotte dekoreret krop. Den var gul og blå over alt, og jeg kunne IKKE rykke mig fra sofaen, den dag. Han må ha’ stalket mig, for han sendte et screenshot af mit opslag: “Er du helt sikker på at du er okay?”…

Kære Dagbog, Ny Regl: Ikke flere mountainbike dates!

Ømme hilsner…