Kære Dagbog…
Der har været stille alt for længe, jeg har massere af oplevelser, jeg gerne vil dele, men oplevelsen med Dr. Love tog lidt fusen på mig. Kender du det? Den var der bare; DrømmeFYREN! Bortset fra, at det var den så bare overhovedet ikke, og det eneste der var, var en form for gift!
Vi matchede, vi mødtes, og derfra opstod misforståelserne, eller gjorde de?
Var det bare mig der var blank? Var jeg bare en brik i hans spil? Var hans handlinger bevidste, eller ødelagde jeg hans plan ved at mærke efter, hvad der er godt for mig? Hed han i virkeligheden det, han sagde, han hed, boede han, hvor han sagde? Var han overhovedet single? For det tvivler jeg faktisk stadig på om han var.
Jeg matchede den her super lækre fyr, lidt ældre end mig. Vi skrev hyggeligt sammen først. Han havde angivet sin profession til at være læge på hjerte-lunge afdelingen. Han lignede så bare slet ikke en læge, nærmere en rocker, i fht attitude og tatoveringer. – men hvem er jeg til at dømme det? Jeg var ret vild med kontrasten! Han var yderst charmerende, glimt i øjet, dejlige fyldige læber, og fræk som en slagtehund, veltalende, dog en anelse tør, men på den fede måde. Når vi skrev sammen gik det ofte så stærkt, at der opstod misforståelser, og det blev så dem vi grinede af. Fed kemi og humor. – men egentlig kom misforståelserne af hans alt korte og meget kryptiske beskeder med åbenlyse tastefejl. Jeg skulle simpelthen gætte, hvad han mente.
Vores bekendtskab sluttede lige så brat som den begyndte. Og her flere måneder efter tænker jeg stadig på ham, ikke som en drømmefyr eller som et catch, mere som en, hvad skete der lige dér? Hvem var han egentlig? Hvad var hans plan, hvis jeg ikke havde sagt fra? Jeg faldt pladask for ham, og præcis det faktum var svært at sluge, da hans virkelige sider begyndte at komme frem. Hvordan kunne jeg falde for en fyr som ham?
Han fik uden jeg opdagede det, ændret min holding fra, at jeg ikke vil ha’ en fremmed fyr hjem i min lejlighed på 1. Date, til at det var der vi mødtes første gang. Han fortalte livligt om sig selv, jeg snakkede langt mindre end jeg plejede, men nød det faktisk. Set i bakspejlet var han overhovedet ikke interesseret i mig, og hans fortællinger dækkede nok nærmere over hans nervøsitet, til trods for at han på dagen virkede ret selvsikker.
Daten sluttede som en anden jobsamtale, han proklamerede tørt, med hænderne placeret foldet på bordet foran ham “Nå! – men det gik jo meget godt! Har du nogle spørgsmål?”
Lidt overrasket over den formelle tone, spurgte jeg tilbage “Ja, ses vi igen?”
Den her fyr var et underligt mix af Old School Retro hipster blandet med hardcore Vesterbro- rocker. Men ved første indtryk, kun på den fede måde. Vi krammede farvel og pjattede lidt med om mine bukser burde ha’ været af, eller ej. Det lugtede af sex, men det generede mig ikke det fjerneste.
Nede ved bilen skrev han, om han skulle komme tilbage samme aften, inden han skulle på job. Det var ret åbenlyst, hvorfor han skulle komme retur, men jeg inviterede ham tilbage, for jeg havde lyst til ham.
Han kom tilbage, vi havde sex, han kørte på job. Og herfra blev det mærkeligt. Jeg hørte kun noget fra ham, hvis jeg selv skrev. Jeg fik på INTET tidspunkt et eneste kompliment fra ham. Hverken på tekst eller når vi så hinanden. På en underlig måde fik han mig til at komplimenterede ham, uden der kom noget som helst retur. Den var alligevel ny.
I starten havde jeg stor forståelse for at han arbejdede meget, havde skiftende arbejdstider, uendelig lange vagter. – Men der dannede sig hurtigt et mønster, hvor vi kun kunne mødes hos mig, og altid med en bagkant, hvor han hurtigt skulle afsted igen.
Den ene gang skulle vi mødes, lave noget god mad og hygge med en film. Jeg skulle overnatte hos ham. Aftalen blev på mystiskvis pludselig ændret til, at han skulle komme til mig, en dag tidligere, fordi hans vagter nu (igen) var ændret. Vi bestilte to pizzaer, jeg betalte, og han skred på job med resterne, som jeg selv gav ham med.
Jeg var konstant splittet i mellem den her søde, charmerende og kække fyr, som på mange måder var åleglat. Han kørte en stil, hvor han forvirrede mig konstant: “Det har jeg aldrig sagt, det må være dig, der har hørt forkert!” – ofte sad jeg med følelsen af at være snot dum. Når jeg så gik tilbage i sms, kunne jeg se at det ikke nødvendigvis var mig der huskede forkert, men jeg blev alligevel i tvivl, og tænkte det nok VAR mig, den var gal med. En blanding af stavefejl og tydelige tastefejl, men det er vel også en form for digital læge-skrift??! Jeg lod igen og igen tvivlen komme ham tilgode, og tog skylden på mig.
Hvis jeg fx. kommenterede på, at jeg savnede at høre fra ham, eller høre lidt komplimenter fra ham, fik jeg af vide, at han jo havde været på arbejde, og altså ikke kom til at løbe efter mig som en lille hundehvalp. Hvis jeg spurgte ham direkte om hvad han synes om mig, altså i forlængelse af at jeg netop havde svaret på, hvad jeg synes om ham. Undgik han spørgsmålet.
Efter en lille måneds tid, hvor det gik op for mig, at det var mig, der var den lille hundehvalp, og mig der pludselig hungrede efter hans opmærksomhed og bekræftelse, indså jeg hvad der var ved at ske. Jeg var ved at blive viklet ind i et spind af kontrol og dominans, og jeg var allerede begyndt nedbrydningen af mig selv. Jeg følte, at jeg slet ikke var nok til ham. Og jeg ville med stor sandsynlighed efter meget kort tid, miste mig selv helt. Han ønskede, at jeg skulle forgude ham, tjene ham og opfylde hans behov og stå til rådighed, når han lystede. Jeg skulle bare rette ind, som han ordret sagde på vores sidste møde.
Selv om det var sagt med et glimt i øjet, VIDSTE jeg, at det var ramme alvor. Efter en måneds bekendtskab, vidste jeg intet om ham. Havde ikke set hans hjem, havde ikke haft en egentlig date med ham, vi havde ikke mødtes andre steder end i min lejlighed, og intet af det han fortalte mig, behøvede at være sandt. Som sagt var der ikke en eneste tilkendegivelse af, hvad han synes om mig.
Vi lavede endda ting, da vi havde sex første gang, som jeg ikke normalt ville gøre med en fyr, jeg ikke kendte bedre. – Men det var dét han kunne, udvise autoritet, tryghed og tillid. For så til gengæld at bruge præcis det i mod mig senere, bruge min sårbarhed i mod mig, fordi jeg stolede på ham. Han fik mig til at føle mig, som en desperat og uduelig kvinde, der hele tiden ville ha’ mere og mere, og aldrig var til at stille tilfreds. I virkeligheden var det ham, som ikke var tilfreds, jeg var bare et stykke legetøj, som blev smidt ud efter brug.
Han var typen, der kunne slippe afsted med det meste, for han manipulerer, charmer og kan snog sig ud af en hver pinagtigt situation. En gut, der kun kan leve et kompromisløst liv, hvor han ALTID har ret, og ALTID får sin vilje.
“Rette ind?” Svarede jeg forarget: “Det kommer ikke til at ske… Jeg er en voksen kvinde med min egen mening og holdning, jeg har også nogle behov, som skal opfyldes…?!”
“Du har mange behov!” Svarede han, nærmest fornærmet og barnligt. Vel vidende, at han ikke havde opfyldt et eneste af mine ønsker, behov, eller ydet en eneste indsats for at vise mig en interesse.
Vi gav hinanden et langt kram, uden tvivl, jeg syntes han var dejlig, men han rummede en tikkende bombe, der lugtede af min ex-mand: Uvished, ustabilitet, løgne, bedrag, manipulering, magt, hans opbygning via min nedbrydning; Mindre selvværd, følelsen af aldrig at være god nok selv om jeg lige havde ydet langt ud over min evne og personlige grænse.
– Og pludselig var hans dejlige kram en bittersød fornøjelse og hans charme et dårligt skuespil. Jeg tænkte for mig selv “Farvel, men jeg er mere værd, end du har fortjent…”
Jeg gik derfra med rank ryg, hagen oppe, brystet frem, iført min flotte, sorte, stramme, strikkjole. Jeg ved, at han fulgte mig med øjnene og gloede på min røv, for selv om han ikke havde sagt det direkte, ved jeg, at han tændte på den, og jeg tænkte “Bare glo! For du kommer ALDRIG til at se den, uden tøj på, igen”…
Ny regel: Hvis en alarm-klokke ringer, så løb min pige, for den er som regel god nok! ….
Take Care – Stay Strong
