Det med at turde prøve noget nyt

Barnet – fra nyfødt, spæd og flere år frem trives med forudsigelighed, da forudsigelighed er lig med genkendelighed og dermed ofte også tryghed.

Barnet har i den grad brug for at mærke, at det kan regne med sine omgivelser og primære omsorgspersoner. Det har ikke bare brug for at mærke det, det er fuldstændigt afhængigt af det.

At vide hvad det skal – hvornår! At vide, hvem der gør hvad – hvordan!

 Det gælder dog ikke kun barnet, vi voksne kan ofte opleve det samme behov. Vi hviler i forudsigelighed, hvorfor også hverdagens trædemølle for de fleste er ok. Forandringer er svære, vores hjerne stritter imod, den hader forandringer og trives med genkendelighed. Forskellen fra barnet til den voksne er, at vi ikke længere som sådan er afhængige af vores omgivelser. Vi har nu handlemuligheder og kan som regel rive os løs, hvis det sted vi er, ikke længere er godt for os, eller bare ikke længere er godt nok.

Men nyt kræver MOD. Nyt kræver ofte, at vi skal bearbejdes og skubbes til at turde. 

Selv når vi skaber forandringer for os selv, har det ofte været noget tid undervejs, vi hopper ikke bare ud i det. Hvis vi skubbes af andre, som hvis vi er trygge ved chefen, hvis vi stoler på vores partner eller vores øvrige relationer, så går vi med, vi bliver overvundet, men vi skal ofte overvindes først.

Hvor mange gange har vi hos os selv eller hos andre hørt den fuldstændige spontane reaktion, ”jahhh lad os prøve noget nyt”, som det første? Altså som det aller- allerførste? Forandringer kræver overvindelse, overvindelse af behovet for tryghed og sikkerhed – vi ved jo hvad vi har!

Jo ældre vi bliver, jo bedre kommer vi til at kende vores egne præferencer og så vælger vi tit i udgangspunktet det, som vi ved, virker. Det gælder i vores relationer, på arbejdet, når vi er ude og i parforholdet.

På restauranten vælger de færreste nok den ret, de ikke kender. Det genkender jeg, fra mig selv. Jeg vælger ofte det, jeg ved jeg kan lide, det smager godt, så ved jeg, at jeg går tilfreds fra stedet – jeg bliver ikke skuffet. Men når jeg ikke prøver noget nyt, så får jeg ikke udvidet min horisont, jeg får ikke testet, om jeg kunne lide det ukendte og jeg går måske glip af det mest fantastiske måltid, jeg nogensinde kunne få.

I en ny romantisk eller seksuel relation, så bliver meget ofte prøvet af. Holder relationen og bliver langvarig, så afprøves mindre og mindre for til sidst måske at blive ved det kendte, det vi ved, som virker. Jeg er tilfreds, du er tilfreds, og så er det jo godt nok – i hvert fald for en tid.

 Det kræver insisteren, nysgerrighed og mod at blive ved med at kaste sig ud i noget nyt. 

I samfundet i dag, bliver vi opfordret til hele tiden at være udviklingsparate og robuste til at håndtere forandringer. De fleste af os genkender det nok i forbindelse med vores arbejde, hvor udsagnet ”vi plejer” sjældent rækker længere tilbage end det sidste år – hvis vi da er heldige. Ligesom der kun er få, der bliver i det samme job et helt arbejdsliv, som vores forældre eller i hvert fald bedsteforældre gjorde. Vi skal være klar på omstruktureringer og nyt det meste af tiden.

 Til tider skubbes vi ikke længere end til vores nærmeste udviklingszone, vi udvikler os, føler os kompetente og dygtige, altså efter hjernen først har strittet imod og vi (omend måske kun kortvarigt) har mærket modstanden eller panikken overfor det nye. I sådanne jobs bliver vi gerne længere, bliver mere åbne og har tillid til ikke at blive skubbet for langt. Hvilket måske også er det, der er tilkendegivende for de mere langvarige parforhold.

Andre gange skubbes vi meget længere ud, udover den nærmeste udviklingszone til panikzonen og vi bliver pacificeret og skrækslagne. Bliver vi i panikzonen for længe, så risikerer vi at udvikle angst, stress og depression.

Vi oplever pludseligt ikke at kunne bunde og at vi ikke bare lige kan svømme i land. Det sker blandt andet, når vi pludseligt mister – som fx når vi bliver fyret uden at have set det komme, når vi får en alvorlig diagnose, når vi ikke troede det var alvorligt, når vores partner forlader os ud af det blå, eller vi mister en nærtstående ved pludseligt dødsfald. Så kan der være rigtig langt ind til land. Vi kan kun træde vande en tid, imens vi venter på hjælp, inden vi bliver for trætte. 

De fleste kender til trangen til at trykke på pauseknappen. At alt lige kan stå stille, imens vi får lov at sunde os, så vi bedre kan følge med.

Min mand og jeg har i årevis sagt, ”hvornår kommer der mon ro på?” Det er gået op for mig, at det gør der aldrig, livet drøner af sted, og det er kun os selv, der kan stoppe op, tage den pause, finde den ro. Lige så vigtigt det er, at forsøge at være åben for nyt at turde følge med og udvikle sig, lige så vigtigt er det at sige nej, at gå glip, at tage en pause.

Det er kun os selv, som i sidste ende kan lave den svære balancegang, som børn blev vi vi styret og havde både støttehjul og sikkerhedsnet, som voksne skal vi helst finde balancen selv, omend en hjælpende, støttende hånd kan være nødvendig til tider.

Held og lykke derude med at balancere imellem det kendte, trygge og forudsigelige og det ukendte, nye spændende og potentielt udviklende❣️

♥️