I slutningen af december 2011, blev jeg indlagt på et psykiatrisk hospital – En lukket afdeling endda. Jeg sagde i desperation til min daværende læge, ”jeg kan ikke leve sådan her og hvis I ikke hjælper mig, gør jeg selv en ende på det”. Jeg ville gerne leve, men jeg kunne ikke holde ud at være så forpint, som jeg var på det tidspunkt.
Jeg havde længe været enormt presset på psyken, pga. flere omstændigheder. Nyt stressende natterbejde, min mor var meget indlagt og mangel på søvn.
Jeg husker tydeligt den første dag, der skulle vise sig at være starten på mine gentagende sammenbrud, igennem de seneste 10 år.
Jeg skulle hente en sandwich på hjørnet lige overfor, hvor jeg boede. På vej tilbage, mærker jeg pludselig massiv kvalme og svimmelhed. Min umiddelbare tanke lød, ”åh nej jeg må ikke blive syg… jeg er jo lige startet på nyt arbejde”. Med det samme jeg kom ind af døren hjemme, fløj jeg direkte ud på toilettet og kastede op. Jeg måtte melde mig syg 4 timer, inden jeg skulle være mødt på arbejde. Mange katastrofetanker meldte sig yderligere på banen.
Hvad jeg troede blot var en omgang ”roskildesyge”, skulle vise sig at blive halvanden måned i et sygdomshelved, der for hver dag blev værre og værre. Jeg havde konstant kvalme. Jeg kunne ikke holde noget som helst i mig, så opkast og diarré, blev min nye hverdag. Jeg havde SÅ ondt i min mave og husker jeg til sidst kun kunne ligge på min venstre side i sengen, alene pga smerterne. Jeg sov generelt ikke og min krop var fuldstændigt drænet, samtidig med den var i et enormt alarmberedskab.
Jeg var hos lægen et utal af gange og jeg sagde hver gang, ”der er noget helt galt med mig”. Jeg var så desperat efter at få det bedre og følte jeg ikke blev taget seriøst. Jeg begyndte derfor at søge på internettet i vildenskab. I flere dage og nætter lavede jeg ikke andet, end at google samtlige af mine symptomer. Jeg undersøgte priser for scanninger på privathospitaler, men måtte hurtigt konkludere, at det var udelukket, grundet min økonomi på dette tidspunkt. I forhold til min søvnløshed, afprøvede lægen lidt forskelligt sløvende antidepressiv medicin af på mig, men det hjalp overhovedet ikke. Jeg fik i stedet mere hjertebanken og skiftevis kulde- og varmerystelser. Snurren i hele kroppen og hovedpine tog også til.
Midt i al min internetsøgning og elendighed, udviklede jeg helbredsangst. Jeg var sikker på, at jeg havde kræft i tarmene og en kæmpe svulst i hjernen. Samtidig var jeg overbevist om at jeg fejlede noget, man ikke ville kunne finde frem til. Derfor blev min overbevisning, at jeg ville fortsætte med at have det på denne måde, indtil jeg en dag selv fik nok og ikke så anden udvej, end at tage mit eget liv. Der var intet, der var logisk for mig, i forhold til alle de symptomer jeg havde. Ej hvor jeg havde det dårligt og jeg ville bare så gerne have det bedre.
Jeg kæmpede mig afsted på arbejde on/off henover nogle uger, selvom jeg havde det elendigt. Jeg skulle helt sikkert være blevet hjemme. Jeg husker tydeligt en morgen inden jeg fik fri, at mit syn pludselig var meget sløret. Jeg brugte kontaktlinser på dette tidspunkt og skiftede dem flere gange, men det hjalp selvfølgelig ikke. Hjemme efter arbejde, faldt jeg sammen i min gang og nåede selv at ringe 112. Jeg var dehydreret og på medicinsk sengesafsnit fik jeg ordineret væske i drop. Udover det så alle mine blodprøvetal fine ud. ”FINE… Hvordan kan alt se fint ud, når JEG har det elendigt”, fik jeg sagt enormt vredladent til den stakkels sygeplejerske. Jeg følte, at ingen så mig, eller hørte mig. Jeg blev på et tidspunkt også indlagt pga. mine tiltagende mavesmerter. De mistænkte galdesten. Jeg håbede inderligt, at jeg havde galdesten og tænkte på om 2 dages ro var nok til, at jeg kunne arbejde igen, efter sådan en operation. Men jeg havde ikke galdesten og jeg blev igen udskrevet endnu mere frustreret, ulykkelig og uden bedring i sigte…
Del 2 kommer om få dage..
