Livets landevej…………..

Først og fremmest GODT NYTÅR til jer alle – jeg håber at I kom godt ind i det nye år og er klar til det, der venter forude. Desværre startede det nye år jo ganske tragisk for lille Danmark – den dramatiske togulykke.

Min kusine skrev så smukt: ”I morges var en helt almindelig hverdagsmorgen med morgenmad og børn ud ad døren. Min mor havde også hverdagsmorgen, men var pga. vejret lidt forsinket og måtte derfor løbe for lige akkurat at nå sit tog i Nyborg. Dét tog. Hvor der i dag ikke var spor stille i stillekupeerne. Det ved jeg, fordi hun selv kunne fortælle mig det. Fordi hun sad i den stillekupé, der blev den heldige i dag. I den anden stillekupé sad otte mennesker, der ikke længere lever.

Livet er i særdeleshed nu. Skrøbeligt og fantastisk. Og jeg er så utroligt taknemmelig. Fordi både min mor og hele min familie igen i morgen kan vågne op og leve en helt almindelig hverdagsmorgen. For mindst otte familier findes det ikke længere.

Vi skylder dem – og os selv – at værdsætte hvert et sekund”.

Sådan – det kan ikke skrives bedre! Hvor gør det mig ondt for de familier, det berører – det gør ondt helt ind i sjælen, men samtidig er jeg også glad for at min faster overlevede og at hun ikke var en af de otte.

Alt det her fik mig til at tænke på min mormor, der døde for nogle år siden. Hele min barndom og ungdom troede jeg faktisk ikke at hun kunne lide mig, at det kun var min bedstefar, der kunne (Ja, de hed mormor og bedstefar, hvorfor ved jeg ikke lige) men igen, jeg husker min barndom så dårligt og måske jeg bare bildte mig det ind – jeg må jo erfare at hele mit livssyn har været så domineret af min mor, at jeg har set alt omkring selve mig i et meget negativt skær.

Det er trist – tænk på hvor meget mere jeg kunne have fået ud af livet, hvordan jeg kunne have nydt mere, så kunne jeg bla bla – men ”hvis og hvis” batter ikke en skid.. for så var jeg ikke der hvor jeg er i dag, så havde jeg ikke den kæreste som jeg har i dag, så havde jeg ikke lige præcis de børn som jeg elsker så højt og så havde jeg ikke det job, som jeg er så vild med.         

Det viste sig faktisk at min mormor var meget glad for mig og vi fik et nært forhold til hinanden de sidste år af hendes liv. Hun boede i sit store hus alene og i de fem år, hvor vi knyttede bånd, der kom hun aldrig ud af sengen, når jeg besøgte hende.

Så sad jeg der ved hendes seng i halvmørke, hvor man kunne høre urets tikken og vi talte og talte, hun fortalte meget om hendes barndom, hendes liv. Hun var den eneste i hendes familie, der havde fået tørre tæv som barn og hun var storesøster og skulle passe hendes små søskende. Samhørigheden blev tættere og tættere og en dag midt i talestrømmen sagde hun pludselig til mig: ”Din mor var heller ikke god ved dig!”.

Jeg var diplomatisk i mit svar, hun havde ikke behov for at vide detaljer eller hvad jeg følte, hun havde bare behov for at vide, at hun havde ret. Hun havde lidt nok, hun var blevet klar over hvilken rådden sjæl hendes egen datter havde og hendes søn, min morbror, gik det heller ikke så heldigt for, han endte sit liv på fatal vis.

Min morbror arbejdede og trivedes tilsyneladende indtil den dag han gik på pension, han havde ingen familie selv og var lidt af en enspænder, hans bedste venner var lettere alkoholiserede og det sted, hvor han følte sig bedst hjemme var på et lokalt værtshus.  

Den dag han gik på pension og han skulle til at nyde livet, gik det stærkt ned ad bakke for ham, hans liv endte med hospitalsindlæggelse på Skt. Hans i en lang periode, efterfulgt af et selvmorderisk spring ud fra 4. sal. Hadet (eller hvad man skal kalde det) til hans søster gjorde at han gav hans millioner til Kattens Værn til stor ærgrelse for hende. Dem ville hun gerne have haft fingre i.

Jeg ved det, fordi hun havde tømt min mormors opsparing, så hun ikke engang havde råd til at betale hendes regninger, katastrofen blev afværget lige inden min mor nåede at få gennemført det lån i huset, som hun forsøgte på; de sidste par år var jeg økonomisk værge for min mormor.

Min mormor havde indset hvor ufin hendes egen datter var og det nagede hende og gjorde hende ked lige til det sidste, hun havde ikke brug for at vide mere.

Nogle dage før hun døde, drømte jeg om hende. Jeg så hende i en drøm, hvor hun stod lysende og klar på en trappe på vej til at tage det sidste skridt. I drømmen sagde hun til mig, at nu orkede hun ikke mere, hun ville hjem til bedstefar, som var død mange år forinden.

Senere hen fandt jeg ud af, at samme nat som jeg havde drømmen, der stoppede hun med at indtage føde, hun kneb simpelthen munden sammen og nægtede.

En lørdag aften blev jeg ringet op, hjemmesygeplejersken, der sagde at hun syntes, at mormor ikke skulle være alene mere. Desværre – og hvor er jeg ked af det nu – det passede ikke min x, at jeg tog afsted og jeg lod ham bestemme det, de andre familiemedlemmer boede for langt væk til at nå frem samme aften, så jeg endte med at sende min mor af sted i mangel af bedre.

Vi kom derop næste dag, da vi drejede ned af hendes gade, fornemmede vi straks, at der var noget galt, for der var flag på halv. Min mor havde simpelthen glemt at fortælle at min mormor var død om morgenen. Hun lå død inde i sengen, alt i mens min mor farede rundt og tømte skabe og fandt ting, som hun skulle have med hjem, for det var jo hendes nu. Mage til griskhed og dis-respekt!

Begravelsen var endnu en farce med min mor i hovedrollen. For det første havde hun glemt at begravelsen fandt sted den dag, så vi måtte ringe hende op og da hun tog røret, sagde hun ”Nå, er det i dag”, men hun kom – hun tillod sig at møde op iklædt mormors tøj, hun havde på en eller anden måde fået prædiken til at handle om hende og ikke mormor. Jeg var med til at bære kisten ud, der græd jeg ikke kun over mormor, men også over hendes datter.

De få begravelsesgæster, der kom, var budt hjem til mormors hus, vi måtte holde dem hen i et kvarter, inden de kunne komme ind, for hele huset var gennemrodet. Alt lå ude af skabene i et forsøg på at finde noget af værdi, som havde der været indbrud; tyven var bare min mor.

Når jeg tænker tilbage på den tid, bliver jeg stadig forarget og trist, men mormor har fået fred og hvor dramatisk og forfærdeligt folk end kommer af dage, så er jeg i det mindst sikker på, at de er et sted, hvor de får fred – tanken om det kan være formildende i tristhedens tåger.

Bare husk: ALT ER NU! Selvom du har en øv-dag, så nyd det alligevel, for det betyder at du føler og er i live. Når det er koldt i livet, så find noget at varme dig ved. Før i tiden var det drømmen om noget andet, film og bøger, jeg varmede mig ved.

Nu er det stunderne med min kæreste og børn, der varmer mig op indefra. I går var jeg mut, indelukket og tenderede til små-olm med en dundrende hovedpine – mildt sagt en typisk øv-dag, men jeg er i live og har flere happy days end øv-dage – sådan er livet og jeg elsker det.

Føler du at du har trampet rundt i et sort hul i lang tid/mange år, så husk: ”Alt godt kommer til den der venter”! Og det gør det, det kan jeg skrive under på. Livets landevej er uransageligt.

Fik jeg fortalt, at jeg fik en særdeles kreativ gave af min ikke –kreative (siger han selv) kæreste – det var en mini-ferie til Paris i foråret, det var en flot gave i sig selv, men den lille gestus med at han selv havde fundet på det og lavet små pakker som ledetråde til selve gaven, den var mindst lige så prisværdig som turen til Paris.

Det der med at folk går ud over ens egne grænser af ren og skær kærlighed og non-egoisme, det går rent ind hos mig og jeg glæder mig til at gense Paris, det har jeg drømt om længe.

Så på trods af en trist start på 2019, så er jeg sikker på, at der venter meget godt for alle det kommende år – bare husk:

Nyd livet, sæt pris på de små ting i livet, forvent lidt mindre og giv lidt mere og fortæl de, der står dig nær hvor meget de betyder for dig, så er du allerede et langt skridt henne ad happy-life-landevejen.

God tur…

Kærlig hilsen

Kære Verden