Kære verden.. Hej..

Crazy stuff – jeg er simpelthen blevet blogger og har skrevet mit første indlæg. En drøm, som jeg længe har gået og puslet med.

Som jeg skriver i min introduktion, så udsprang denne ide, fordi jeg simpelthen elsker at skrive – min største drøm er at skrive en livsbekræftende roman, der kan inspirere andre og hvis vi skal køre den helt ud: At blive foredragsholder baseret på mine romaner (Og ja, nu er de allerede i flertal).

Hvem er jeg så? Det kan jo egentlig være lidt svært at forklare, når man har valgt at være anonym – men vil gøre mit bedste:

Jeg er en midaldrende kvinde i et træt gammelt hylster – Flatterende?

NEJ … Sandheden….. JA…Skræmmende…JA…

Sommetider kan jeg faktisk blive helt bange for, om jeg allerede har overskredet sidste salgsdato, især en mandag morgen, hvor jeg har snoozet vækkeuret i en halv time og det på trods af at ringetonen er ”I wanna Sex You Up” i den vildeste disco-version.

Det er faktisk mit eget forsøg på at snyde min egen psyke, sådan at jeg tror at jeg er super dejlig allerede fra morgenen af, desværre er den eneste effekt, som det har haft, at jeg spjætter febrilsk rundt i sengen inden jeg vågner med et sæt og tænker ”Hvad fanden sker der lige? Hvor er jeg?”, hvorefter jeg konstaterer at kl. er 5:46 og at det er forfærdeligt, at jeg skal vækkes på den her ublide måde, lige inden jeg trykker på snooze-knappen og henfalder i dyb søvn igen – det samme cirkus sker selvfølgelig igen ti minutter efter og igen ti minutter senere, faktisk indtil telefonen har fået vibreret sig ned på gulvet og jeg ikke kan finde den og at jeg indser, at jeg bliver nødt til at stå op for at stoppe infernoet.

Lige en indskudt bemærkning mht. at snyde sin egen psyke, jeg er også en af de typer, der har sat mine ure fire-fem minutter frem, velvidende om at jeg har gjort det, tror jeg stadig på, at det kan hjælpe mig til at komme ud af døren til tiden, selvom jeg tænker i min søvn-brandert: ”Uh, der er stadig fem minutter at køre på”. Jeg sætter heller aldrig mit vækkeur til at ringe kl. 5:30 eller 5:40, nærmere 5:46 eller 5:42, men helst ikke 5:52, så hellere 5:56. Does it make sense? NOT AT ALL….

På en eller anden måde er min morgen allerede ødelagt, da jeg indser at jeg har under 20 minutter til at gøre mig klar i og når vandet står ned i kolde stråler over min u-vågne krop (fordi datteren sidst brugte bruseren til at vaske hunden med og ikke har stillet tilbage til det varme vand) og prikken over i’et er når det går op for mig, at det faktisk er hundens anti-kløe shampoo jeg har puttet i håret og jeg har desværre ikke en gang tid til at hidse mig op over det, da jeg jo er i gang med et kapløb med eller skulle man nærmere sige MOD tiden. Hvis bare mine kolleger vidste hvad jeg må gå igennem hver morgen, så tror jeg der ville være mere forståelse for at jeg er en smule morgensur, når jeg træder ind ad døren om morgenen end der er nu.

Nå, men tilbage til hvem jeg er? Når jeg tænker over det, er det jo et usandsynligt svært spørgsmål at svare på, for sommetider ved jeg det ikke helt selv og det der med at finde sig selv, det tror jeg bare at man prøver at gøre hele livet og jeg er ikke engang sikker på at det er muligt at finde sig selv, for livet er jo en dynamisk størrelse og man skal hele tiden udvikle sig i takt med livet, man kan ikke sige ”Sådan er jeg” og være sådan resten af livet – jo, men kan sagtens sige det, men det er ikke sådan virkeligheden forholder sig og så kommer man nok lidt bagud på livet.

Helt faktuelt er jeg jo som sagt en aldrende kvinde, opvokset i det mørke Jylland, men med udenlandske aner. Jeg arbejder i en mindre virksomhed, hvor jeg er en medvirkende drivkraft til at få hele maskineriet til at køre rundt. Jeg har taget en mellemlang videregående uddannelse, som jeg ikke har brugt siden den dag jeg havde min sidste eksamen og ellers er jeg også i den heldige situation, at jeg har fostret nogle små skabninger, som den dag i dag er nogle store fantastiske skabninger, som jeg jo selvfølgelig elsker over alt på jorden samtidig med at der er ingen som dem, som kan drive mig til vanvid og få mig til at kravle ned på et usandsynligt barnligt niveau.

Jeg er bevidst om hvor pinligt det er, når det sker og alligevel fortsætter jeg upåagtet med at være barnlig og irrationel, men sådan er det vel, når man har en hjerne, der fungerer lidt ambivalent og man er drevet af kærlighed til sine aflæggere.

Jeg er også i den situation, at jeg ikke har nogen partner at dele livet med, hvilket er selvvalgt, men derfor kan man godt ”pive”, have lidt ondt af sig selv og synes at livet stinker og jeg har da allerede gennem de seneste 10-12 måneder tænkt at jeg manglede en mand, i hvert fald helt op til fem gange, f.eks den anden dag, hvor jeg pludselig stod med overkurven fra opvaskemaskinen i armene fyldt med glas (de var i det mindste rene), den sad fast og jeg trak og vupti – et stykke overkurv i armene; i andre tilfælde har det hovedsagligt været, når det drejer sig om bil (jeg kan for dælen ikke nå op på toppen af min bil, så her er manden erstattet af en vaskehal) og jeg har måttet sande, at der faktisk er ganske få ting, som mænd er bedre til end kvinder, f.eks ikke at ramme vasketøjskurven, overtisse toilettet og have ondt af sig selv selv.

Jeg indrømmer selvfølgelig også at jeg til tider savner tosomhed og kropslig samvær til tider og en mand, men det er for mig ikke et must. Min livsfrekvens er pt. Indstillet anderledes.

Lige nu handler mit liv om børn, job, venner, realisere drømme og så mig selv, ja, og så min hund… (det sidste var måske lidt ironisk, men det bliver nok et emne i en fremtidig blog, ligesom jeg har et hav af spøjse emner og episoder osv., der bare må fortælles om).

Alt i alt er jeg en kvinde som alle andre, hvor livet går op og ned, men vigtigst er at på trods af hvad livet har budt mig, så har jeg stadig den der livsgejst, der stråler ud af mig krydret med en krøllet hjerne og jeg har bare usandsynlig lyst til at dele mine tanker med jer.  

Det her var min blog-debut – jeg håber at du har lyst at komme igen og være med til se verden gennem mine øjne.