Jeg er ikke en høne mere…

Jeg er ikke en høne mere…………….

I mange år har jeg levet livet som en hovedløs høne, der først løb den ene vej for derefter at løbe den anden vej, men et helt og aldeles afsluttet kapitel satte en stopper for det.

Videnskabeligt set kan en høne leve op til et minut uden hoved. I 1945 var der dog en høne, der levede i næsten halvandet år uden hoved, den fik tilnavnet ”Miracle Mike”, hvilket må give mig tilnavnet ”Miracle Me”, for jeg har levet uden hoved i årtier, men heldigvis fik jeg mit hoved på igen.

Det betyder ikke at jeg er ”helbredt”- SLET IKKE – men det betyder at jeg langt om længe er begyndt at tage ansvar for mit eget liv. Jeg var engang til clairvoyant, som fortalte mig, at hvis jeg fortsatte den her passive holdning og bare var medløber til livet, så ville jeg aldrig blive belønnet med alt det gode der lå til mig. Jeg tænkte: ”Ja ja, det er godt med dig, sikke en gang ævl – der ligger sgu ikke noget godt til mig forude” – men der er virkelig kun sket gode ting siden jeg løsrev mig fra fortiden og de lænker, der bandt mig.

Hvis I har læst mine tidligere blogs vil I kunne læse om min hårde kampe med mig selv, kampe, som jeg stadig udkæmper, men jeg har vundet én stor kamp – og for mig er det på højde med ”one small step for man, one giant leap for mankind” (bortset fra jeg ikke er en mand) – jeg besøgte min mor for noget tid siden efter flere års no-contact. Dyb indånding!

Hvordan var det? Hvordan havde jeg det med det? Var jeg bange? Jeg ved det faktisk ikke, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg følte. Jeg tror faktisk, at barndommens mekanik trådte ind og jeg isolerede mine følelser i et vakuumpakket rum. Den lille time besøget varede var som en cocktail af emotionelle indtryk, som jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle forholde mig til, for det første fordi min mor var/er udenfor pædagogisk rækkevidde, men også fordi mine had-følelser ændrede sig til noget andet – de gik fra inderligt had til medynk.

Den kvinde, den skygge, som har fulgt gennem hele livet, det var ikke andet end en nusset gammel kone, som var ynkelig at se på. Drukaffældig, indholdsløst liv og alene – kvinden, der vitterligt havde alt og mistede det på grund af hendes egen arrogance og selvbestaltede virkelighed. For første gang kunne jeg se konklusionen på hendes liv og det var ganske enkelt: ”Sikke et spild af liv!” – det kan ikke siges anderledes.

Så hvis der nogensinde havde været en kamp mellem min mor og mig, så synes jeg faktisk selv, at jeg har vundet – eller jeg har overvundet – for der behøves ikke at udråbes en vinder her – det har jeg ikke engang behov for, så afklaret er jeg ved at være med det hele.

Når jeg tænker tilbage på min fortid, så føler jeg ikke længere det der inferno af negative følelser, som påvirker mig, mit humør og min identitet – der er helt roligt som et hav efter en voldsom storm – mit mor-kapitel er endelig er afsluttet, hvilket betyder, at et nyt kapitel kan startes ”Arbejdet med mig selv”, der er ikke længere de tråde, hvor det hele fører tilbage til ”at det er fordi den og den gjorde dit og dat”. Jeg har løsrevet mig fortidens lænker og det føles godt.

Hver gang ens verdensopfattelse forandres, opdager jeg nye ting og én ting, som jeg har måttet sande er faktisk, at jeg er én stor undskyldning. Jeg siger undskyld, når folk går ind i mig eller træder mig over tæerne, jeg siger undskyld, hvis folk smækker bildøren op i min bil, jeg siger undskyld hele tiden og bare den lille ting kunne jeg måske begynde at lave om på. Små skridt, for Rom blev jo ikke bygget på én dag. I mange år har jeg haft et mål  ”At komme fri af fortiden” og det nåede jeg, så nu er det på tide at sætte nogle nye og fortsat videreudvikle mig, det kan man ALDRIG blive for gammel til.

Vigtigst af alt i alt det her, jeg har stadig HAM ved min side, han er stadig ikke skræmt væk af mine ”undskyld”, udfald, krumspring eller forsøg på at frastøde mig fra ham. Han står klippefast ved sit valg af kvinde i hans liv – han har valgt mig med alle mine fejl og mangler og han er guld værd for mig – selv når jeg betvivler hvad han føler, så kæmper han bare mere. Jeg må indse at sammen med ham, skal jeg vænne mig til de gode værdier i et forhold, der hvor man støtter hinanden og følges ad – det er fantastisk, men fagre nye verden for mig og jeg har stadig svært ved at forstå, at lille mig har mødt en så dejlig en fyr.

Han var også med den dag, hvor jeg afsluttede mor-historien – han behøvede ikke at sige meget og tale det hele i stykker, han kunne se på mig, når jeg havde behov for at vide, at han var der og han var der bare for mig – fysisk og psykisk.

Så han er allerede med i det nye kapitel af mit liv og jeg håber bare at det bliver ”The neverending story” med ham – jeg ønsker intet andet end at blive evigt lykkelig med ham – meget har jeg været i tvivl om i mit liv, men lige i det her tilfælde er jeg 600 % sikker i min sag – he is the right one – og jeg håber at vi altid vil passe på hinandens hjerter! Han gør mit liv smukt, den hovedløse høne hører fortiden til – han hjælper mig til at bevare hovedet på og jeg vil gøre alt for at gøre hans liv ligeså smukt, som han gør mit.

Og hvem ved, måske der dukker en kvinde op, der tror på sig selv og som ikke siger undskyld hele tiden, for når man først har åbnet op for selvudvikling, refleksion og evnen til at se indad, er der faktisk ikke grænser for hvad det kan føre til, så jeg er i gang med at sætte nye mål og at opleve ”En verden udenfor”.

Sammen med ham får jeg lyst til at sige som Pippi Langstrømpe:

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”!

Et nyt kapitel er klart til at blive skrevet……….