Farvel fortid!

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være den person, der sad hos min mor, da hun sov stille ind.

Men det var det!

Det var en ganske normal hektisk torsdag. Vi havde lige afholdt vores bryllupsfest, som havde været udsat i to år på grund af corona og vi var begge stadig helt euforiseret af den vellykkede fest, de glade gæster og de mange gaver – men denne torsdag blev anderledes end forventet.

Jeg sad til et vigtigt møde, da jeg fik meddelelsen: “Din mor er på hospitalet og lægen vurderer, at hendes liv er ved at rinde ud – det er kun et spørgsmål om timer!”

Og jeg var ikke ligeglad, som jeg havde troet jeg ville være – jeg var medmenneskelig omsorgsfuld og handlede pr. instinkt – hun skulle ikke være alene, hvis det var hendes sidste stund.

Mine søskende var  indisponible i forhold til at komme hurtigt frem, så beslutningen var hurtigt taget – jeg måtte køre derop – om jeg havde lyst eller ej.

Min altid støttende mand og mine skønne unger tilbød alle at komme derop, men jeg afviste.

Sådan helt kynisk tænkte jeg, at de ikke skulle “spilde” deres tid med det, det skulle jeg nok klare.

Det var en ambivalent køretur – det ene øjeblik kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme derop, fordi jeg synes vitterligt ikke at nogen skal dø alene og de timer, som lægen havde givet hende var ved at rinde ud, på den anden side havde jeg virkelig ikke lyst til at tage derop for tænk hvis jeg skulle snakke med hende, men bilen kørte videre og jeg fulgte med.

Da jeg ankom til hospitalet smed jeg bogstaveligt talt bilen på p-pladsen og spænede hen til den afdeling, som jeg havde fået at vide at hun lå på.

Jeg fik oplyst et værelsenummer og så gik den tunge gang ellers hen til et menneske, som jeg havde undgået i så mange år – både i form af fysisk tilstedeværelse, men også mentalt.

Jeg fik mildest talt et chok, da jeg trådte ind i rummet, hvor hun lå. Hun var virkelig ilde tilredt – jeg havde ikke set hende i flere år, men jeg vidste godt at hun var hård ved sig selv og levede det alkoholiske liv.

Hun var en lille klump under en dyne, ansigtet var hærget, håret gammeltgråt, hun havde et eller andet i munden til at hjælpe hende med at trække vejret og hun lå og sagde en vild gispende lyd, som om hun kæmpede for at holde sig i live.

To gange var jeg henne at tjekke navnet for enden af sengen for at være sikker på at det var hende, for da jeg kom til hospitalet fortalte ingen mig om hendes tilstand og om hun stadig var i live – men det var hende.

Jeg ville ønske at jeg kunne ae hendes kind og være super kærlig, men jeg kunne ikke, så jeg satte mig ved hendes seng, lagde en hånd på hendes ben over dynen, som jo nærmest bare var en knogle.

Hun blev ved med at sige den gispende stakåndet lyd og hun var lidt uhyggelig at se på, jeg kunne se hvordan hendes ellers smukke tænder var gået i forrådnelse og der var dårlig hospitalslugt, sommetider stoppede hun med at trække vejret og jeg troede hver gang at nu skete det og holdte næsten selv op med at trække vejret.

Jeg sagde til hende, at jeg var hos hende, at hun ikke var alene og kunne slappe af – jeg skulle nok blive.

Alligevel gruede jeg for at hun blev klar i hovedet og jeg blev nødt til at tale med hende, det var en situation, som jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle håndtere.

Og så der, mens jeg sad ved hendes side, passerede livet med hende revy – det var et smerteligt og trist gensyn, de gode stunder kunne jeg kun huske fra billeder, som jeg har set og det betyder nødvendigvis ikke at det var gode stunder – for billeder kan lyve.

Alt i mit liv med hende var kun anstrengt, kompliceret og præget af tårer og smerte og det var kun de dårlige scener, der blitzede frem som små hurtige lysglimt.

Jeg har for nylig fået fortalt af nogle, der åbenbart kendte mig som nytilkommen baby, at jeg havde kolik som ganske lille og når jeg græd, så blev jeg bare sat ud på badeværelset i en babystol i mørke – det kan jeg selvfølgelig (og heldigvis ikke) huske.

Havde jeg lyst til at ruske, være vred og stille en masse spørgsmål? JA FOR POKKER – men jeg gjorde det ikke. Det her var enden på hendes og min historie og jeg var bevidst om at vores historie ville ende uafklaret og det vigtigste for os begge var at få fred – på hver sin måde.

Efter en rum tid, mig i mine tanker og hende i hendes livskamp faldt hun endelig til ro, det virkede som om hun bare sov og endelig kom der en læge ind.

Hun fortalte mig, at hun var faldet og havde ligget hjælpeløs i lang tid (dage) inden hun blev fundet, så hun havde udviklet giftstoffer, haft en blodprop i hjertet og hun blev indlagt med en kropstemperatur på 33 grader. 

Der ville ikke blive forsøgt genoplivning, hvis det skulle blive nødvendigt og der var også minimal mulighed for at hun kom sig.

Og pludselig så jeg i tankerne, at jeg skulle være der hele natten.

Praktisk som jeg er, spurgte jeg om jeg måtte gå ud og flytte min bil, da parkeringstiden var ved at udløbe, nu var der jo en læge der, hvis det var ved at være tid – det var helt i orden.

Jeg spunsede ned til bilen og fandt en plads, hvor jeg kunne parkere i længere tid og kom ilende ind på stuen igen – hun var stadig i live, stadig med helt normalt åndedræt – som om hun sov.

Lægen var ved at undersøge hende og jeg satte mig igen ved hendes side og hånden på hendes ben og pludselig begyndte lægen at kalde på hende, men der var ingen reaktion – hendes sidste rejse var indtruffet.

Da hun var erklæret helt død, sagde de at jeg lige kunne gå ud lidt, så ville de gøre hende “pæn” og så kunne jeg komme ind og tage afsked.

Jeg kunne nu foretage de nødvendige opkald og på trods af at jeg følte mig sorgløs, så knækkede min stemme, da jeg skulle fortælle om det. På den ene side var jeg helt flov over det, for hvorfor græde over det, men på den anden side var det jo naturligt at føle et eller andet.

Jeg tror også, at jeg stadig var i mekanisk vakuum, der hvor man bare handler instinktivt uden at føle ret meget.

Da hospitalet ringede og sagde at hun var klar, måtte jeg endnu en gang ind til hende, der stod en læge og en sygeplejerske, der var lys og hun lå på sengen – helt stiv og udstrakt stadig med åben mund, som om rigor mortis var indtrådt øjeblikkeligt.

Jeg spurgte om det var ok, at jeg lige var alene med hende, det var det selvfølgelig.

Endnu en gang satte jeg mig ved hendes side og denne gang lagde jeg min hånd på hendes iskolde hånd, jeg havde fundet hendes yndlingssalme og afspillede den svagt fra min telefon.

Salmen var “En rose så jeg skyde”, som også var min bedstefars yndlingssalme.

Jeg sagde oprigtigt og endegyldigt farvel til hende der til tonerne af “En rose så jeg skyde”.

Jeg fortalte hende, at jeg var ked af, at jeg aldrig nogensinde var det, som hun havde håbet på at jeg ville være – at jeg altid havde følt mig som en fejl-levering i hendes øjne.

Jeg fortalte hende, at det i så mange år har gjort ondt på mig, at hun ikke synes jeg var god nok og at det sætter sine spor at miste en mor-figur to gange i livet, men at jeg nu havde fået en anden slags mor – en svigermor, der sætter pris på mig for den som jeg er. 

Jeg fortalte hende, at jeg tilgav hende for alt – ikke for at sætte hende fri, men for at sætte mig selv fri.

Jeg fortalte hende, at jeg i så mange år har været så ulykkelig, så usikker på mig selv, fordi jeg ikke var god nok i hendes øjne – at jeg havde brugt mange år på at bygge mig selv op.

Jeg fortalte hende, at hendes behandling af mig som barn var forfærdelig og utilgivelig og jeg aldrig vil forstå hvorfor og at jeg havde brugt mange år og meget energi på at hade hende.

Jeg fortalte hende, at på trods af alt, var jeg gået modsat den sociale arv og at jeg var blevet et bedre menneske end hun nogensinde havde været og at jeg på en måde havde vundet, hvis man skulle se det som en kamp mellem hende og jeg.

Jeg fortalte hende, at nu skulle hun sætte mig fri, så jeg kunne nyde resten af mit liv fri af fortidens mor-lænker.

Jeg fortalte hende, at jeg håbede at hun ville finde fred hvor end hun nu var henne og at hvis hun kom tilbage i et nyt liv, så skulle hun komme tilbage i en ny og forbedret udgave.

Og så sagde jeg FARVEL…

Der er så mange, der efterfølgende har sagt til mig at uanset hvad, så gør det altid ondt at miste – men jeg mistede jo ikke, for jeg har aldrig haft – der er kun et væld af tanker at få styr på.

Hendes døde ansigt og den sidste stund hjemsøger mig stadig – jeg tænker ofte på det, selvom jeg ikke viser det eller siger det – jeg har været inde i en ekstrem travl periode, hvor jeg ikke har haft tid til at lande i det hele endnu, men jeg ved, at jeg nok skal lande – blødt og sikkert – omgivet af mine kære, som jeg elsker så meget.

Farvel mor – hvil i fred og giv mig fred !

“Uden tilgivelse er der ingen fred”  (Desmond Tutu)