Den indre tålmodighed!

Et vanvittigt godt udtryk!

En veninde skrev lige præcis i dag disse ord om sig selv i en helt anden forbindelse og jeg tænkte straks, at det var et fantastisk udtryk.

”Den indre tålmodighed” … som ikke altid er så tålmodig og som kan styre tankerne i negativ retning i løbet af nul komma fem.

I går havde jeg en lidt gusten dag – min indre tålmodighed var på afveje.

Jeg fik røffel af min datter.  Hun mente, at jeg prioriterer kæresten for meget fremfor hende og at jeg hopper og springer for ham og ikke får tak nok for det – at hende og jeg var passe – altså det gode forhold mellem os og det havde det været i lang tid og at det altid var ham og jeg mod hende.

Lige da hun sagde ordene, så slog de mig – HÅRDT! Jeg har aldrig villet tilsidesætte mine børn for min kæreste – ligestille, men ikke tilsidesætte – aldrig!

Så jeg var ramt! Og jeg brugte flere timer på at spekulere. Var jeg blevet en dårlig mor? Hopper jeg og springer som en bukkende tjener? Har jeg mistet mit gode forhold til min datter på grund af min kæreste?

Jeg husker godt tiden før og efter skilsmissen, hende og jeg – som i en uholdbar symbiose. Da vi så flyttede, så var det klart, at forholdet var tæt – måske for tæt – vi sov endda sammen – nærmest hver nat, jeg stod hende bi, jeg kørte hende land og rige rundt og mit evige fokus var kun på hendes ve og vel.

Det der sker i min datters liv er, at hun er gået fra, at hun havde en mor, der var der 600 % for hende – som hoppede og sprang for hende og som altid var enig i hendes beslutninger – curling-mor – ikke bare med et stort forbogstav, men med store advarende bogstaver – CURLINGMOR!!!

Lige nu står hun i hendes bedste teenageår på alle måder, dvs. kronisk træt, små-doven, nærtagende og hvor der sker alt muligt på vennefronten. Nu hvor jeg skriver alt det her, så går det op for mig, at hun er en privilegeret teenager, for da jeg var ung (og nu lyder jeg tussegammel), da var det ikke en option at være små-doven – og at være nærtagende kom man da slet ingen vegne med.

Så udover, at mor har fået en kæreste og  at mor prioriterer sin tid anderledes end dengang i den uholdbare symbiose, så er hun også bare teenager, der selv har møgtravlt hele tiden – en teenager som egentlig ikke bidrager til den daglige husholdning og som også foretager valg, som man som forælder ikke billiger og med den konstellation, så vil der forekomme lidt mis-match i forhold til hvad mor-barn forventer.

For vi talte selvfølgelig videre – det var ikke bare hende, der fremkom med nogle verbale udgydelser og så bare gik – vi havde tid til at snakke det ud, så det gjorde vi.

Det gik faktisk op for hende, at nogle af de ting, som hun foretog sig, billigede jeg ikke – og det var ikke inspireret af min kærestes mening, men af min egen mening – det kom bag på hende, men gav hende forståelse – forståelse for at det ikke var min kæreste og jeg imod hende, nærmere en mors mening mod en datters mening.

Hun måtte jo også indrømme, at hun jo selv ikke var så nærværende pga. skole, veninder, venner, fodbold, lektier og fester og hvis hun ikke er sammen med vennerne fysisk, så er hun mentalt væk enten via snap chat, messenger eller facetime.

Da vi nærmede os ”hoppe og springe punktet”, så har hun jo til dels ret – jeg hopper og springer nemlig for alle i familien – hvilket ikke er noget nyt – men min kæreste sætter faktisk stor pris på det (det burde han så også, ellers skulle han skamme sig!).

Selvom vi fik snakket ud og at hun indså, at vi alle skal sluge nogle kameler for at finde ud af at få det hele til at fungere, så gik jeg alligevel og skummede lidt.

Min indre tålmodighed var nemlig ikke helt som den skulle være – for jeg gik og savnede min kæreste – han har arbejdet meget på det sidste, så jeg føler ikke, at vi har set hinanden – og klart nok, så føler jeg jo også, at jeg har stået for det hele og sørget for det hele og det har jeg jo også, så med den ubalance i kroppen, kunne jeg jo så gå der for mig selv og vente på at han kom hjem og bare hidse mig mere og mere op.

Så jeg var gusten, da han kom hjem, men ikke mere end vi jo bare talte om hvad der rørte sig og han fik hørt mine tanker og at han egentlig bare kunne give mig ret – lige nu var det arbejdet, der styrede hans liv, men det var jo kun i en periode.

Ganske rigtigt, det er jo kun en periode og jeg arbejder jo også ofte meget og på skæve tidspunkter, dog ikke i flere uger ad gangen – men det hele bundede vel egentlig i at jeg gik og savnede ham – præcis som min datter savnede mig – så det jeg vil sige med alt det her, er egentlig at det var godt vi fik snakket ud, den indre tålmodighed reetableret og det er vigtigt, for jeg skal bruge den i så mange henseender – i min jagt på at udvikle mig, i min jagt på at tabe mig – i min jagt på at blive den kvinde, der elsker sig selv.

Så i det her korte indlæg, vil jeg bare ønske jer alle en god weekend og sørg for at vær god ved jeres indre tålmodighed, for den bringer så meget godt med.

Kærlig hilsen

Kære Verden