Jeg fristes til at skrive “godmorgen”.. det er søndag, der er regn og rusk udenfor, og jeg sidder iklædt en vamset strik trøje i min lænestol og nyder min morgenkaffe mens jeg tænker lidt over livet.
Det lyder måske lidt kliche, at sidde og tænke over livet en søndag morgen. For mig handler det om, at jeg efter nogle meget turbulente måneder endelig begynder at mærke små drys af ro der kommer over mig. I de momenter har jeg et mere selvkærligt syn på mig selv, og jeg har et mere positivt syn på min hverdag og ikke mindst hvad jeg som person egentlig er i stand til.
Det er i disse stunder jeg så småt begynder at mærke hvad JEG egentlig har lyst til, hvad JEG kan lide, hvad JEG brænder for, hvad der fungerer for MIG, og jeg siger skrot-op til hvad andre synes jeg burde gøre. Jeg har mange år levet et liv med en snaksaglig stemme i baghovedet der sagde “Jeg skal gøre dette, fordi det gør andre… hvad mon gæsterne tænker om mit hjem.. hvis jeg gør sådan, mon jeg så kan blive en del af flokken..”.. Jeg har altid forsøgt at være den version af mig selv, som jeg troede andre folk ville foretrække, til sådan en grad at jeg til sidst ikke længere selv kunne mærke hvem Helene egentlig var. Når jeg bliver ramt af et drys af ro, begynder jeg at kunne mærke den rigtige Helene igen. Det er mærkeligt, men også dejligt.
Det er også i disse stunder hvor jeg får den der følelse af at alting nok skal gå, fordi jeg får bragt mine opgaver og problemer ned på et realistisk niveau. Som overtænker kan selv den
mindste opgave virke enorm og uoverskuelig, hvilket oftest betyder at jeg ikke får det gjort, fordi jeg simpelthen ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Når jeg får ro på kommer det hele lidt mere ned på jorden. Det er ikke sikkert at jeg får løst opgaven eller problemet, men jeg har taget et skridt i den rigtige retning for at få det løst.
Det er det jeg elsker ved disse stunder af ro; at jeg får den her følelse af at jeg er på vej i den rigtige retning, også selvom vi snakker skildpadde-hastighed. Jeg er helt tosset med den her forbindelse der opstår mellem krop og hjerne, så jeg virkelig kan mærke MIG.
Jeg nyder disse stunder i fulde drag, fordi jeg ved at om 5, 10 eller 30 minutter kan forbindelsen lukke, og jeg er tilbage i min kaostilstand. Jeg håber på, at ved at nyde roen når den er her, at jeg kan skabe længere momenter af ro og meget mindre kaos. Det vil gøre en kæmpe forskel i mit liv.
Dette indlæg har 4 kommentarer
Jeg nyder dine skriv søde dig. Jeg synes det er spændende at bliver endnu klogere på dig end jeg er i forvejen.
Glæder mig til at følge dine tanker og skriv 👏😘
Sådan Helene. Hvor er du sej, ❤. Nu kan jeg lære endnu mere om dig end alle de snakke og skriv vi har. Knus herfra
Det dér med sammenhængen mellem krop og psyke vil jeg meget gerne læse mere om. Er det noget, du har nogle konkrete redskaber til? Altså at “komme ned i kroppen”, eller hvad er det, der giver de dér velsignede glimt af ro?
Og ved du mon selv, hvor din tendens til at prøve at behage andre kommer fra?
Det er faktisk et godt spørgsmål hvornår de der glimt af ro dukker op. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg gør sådan og sådan, men det hænger desværre ikke sådan sammen lige nu. De dukker bare op når det passer dem, og så forsøger jeg at nyde dem så meget som muligt.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at min tendens til at ville behage andre, bunder i at jeg i mange år har kæmpet med lavt selvværd, og stadig kæmper med det. Jeg har simpelthen haft en idé om, at hvis jeg nu gjorde det som andre ville have mig til, selvom det måske krydsede mine grænser, så ville jeg være god nok i hvert fald i for en periode. Jeg så mig selv som værende god nok, hvis andre synes jeg var god nok, og jeg fik “ros” af dem. Det er et emne, som jeg løbende diskuterer med min psykolog, og jeg virkelig forsøger at kaste af mig. .