I får lige et hej her fra sygesengen. Jeg er indlagt på Skejby Sygehus, da jeg i mandags blev opereret for endometriose på tarmen, og fik lagt min stomi tilbage.
Det var en operation jeg havde set frem til længe. Nu ville jeg enten blive stomi-fri, eller også ville jeg i hvert fald kom et skridt nærmere til at blive det. Da jeg lagde mig på operationsbordet vidste jeg nemlig ikke, om jeg ville vågne helt uden stomi, eller om jeg ville vågne med en ny midlertidig stomi.
Men miraklet skete, og jeg er nu stomi-fri.
Hvad betyder det så?
# Det betyder, at jeg nu ikke længere kan sidde i sofaen og se film, eller sidde til møde på arbejdet, imens jeg laver bummelum. Eller… jo det kan jeg godt, men nu bliver det noget værre griseri.
# Det betyder, at jeg nu kan reducere indholdet af min dametaske. Jeg har jo altid haft stomi-sager med mig rundt, i tilfælde af, at der skulle ske et uheld, og jeg fik brug for at skifte. Det er faktisk sket et par gange.
# Jeg skal nu selv styre mine prutter. Da jeg havde stomi, kunne jeg ikke styre hvornår der skulle lukkes prutter ud. Det satte mig til tider i nogle ret akavede situationer, hvor min tarm synes den skulle slippe en vind på det mest upassende tidspunkt.
# Omvendt står jeg nu i den situation, at mine prutter nu lugter. Før blev de jo bare opfanget i posen, og så lukkede jeg luften ud når jeg alligevel var på toilettet. Der lugtede de selvfølgelig også. Men nu skal jeg til at tænke over, at der er risiko for lugtgener direkte efter at have pruttet.
# Jeg skal heller ikke længere tænke over mit tøjs “snit”. Forstået på den måde, at jeg jo har tænkt meget over, at jeg skulle kunne skjule en fuld pose, så det ikke så voldsomt ud med en stor bule på maven.
# Jeg slipper nu for min daglige eftermiddagsrutine med stomipleje. Hver dag SKULLE jeg skifte plade og rengøre stomien, og selvom det normalt kun tog 10 minutter for mig, så var det alligevel en pligt jeg aldrig rigtig blev gode venner med. Nu får jeg de 10 minutter tilbage.
Operationen “kostede” mig 8 huller i maven. Som kirurgen sagde; du er en nålepude. Selvfølgelig med et glimt i øjet. Men jeg er ligeglad. Jeg har haft det stramt med at være nøgen med en stomipose på maven, men nu glæder jeg mig over, at det fremadrettet bare er en masse ar jeg har. Det er kamp-ar, de fortæller en historie om en fighter.. så dem kan jeg sagtens leve med.
Så… kommer jeg til at savne stomien? Nej.. den har da givet nogle fordele, og den har været nødvendig for mig, og har hjulpet min krop til at komme sig over sygdom. Men jeg har ikke brug for den mere, og jeg er virkelig glad for at den er væk.
