Et par ord fra mig

Det er efterhånden ved at være længe siden at jeg har skrevet noget i min blog. Det er ikke fordi jeg ikke ville, men jeg har simpelthen ikke haft motivationen og energien til det. Jeg har i et stykke tid gået og tænkt, om jeg skulle skrive om hvordan jeg har det. På den ene side så kunne det måske give lidt ro i hovedet, men på den anden side, så vil jeg ikke have at folk får medlidenhed med mig, eller ser mig som svag. Men her får I alligevel et par ord om mit helbred, mine tanker og min ekstremt dårlige samvittighed..

Jeg har altid været en stærk kvinde. Ikke fysisk, jeg er virkelig en vatarm. Jeg mener mere stærk på den måde, at når livet kastede lort i hovedet på mig eller sparkede mig ned, så fandt jeg altid en styrke til at rejse mig, komme videre, og få det bedre ud af den situation jeg stod i. Jeg har kæmpet mig tilbage fra operationer, sygdom der har forsøgt at tage livet af mig, og jeg fandt ud af at have en velfungerende hverdag med stomi.
Der har selvfølgelig været dage hvor jeg har ligget i fosterstilling på sofaen, og bare synes at alting var noget lort. Men jeg er altid kommet tilbage på rette vej igen og kæmpet.

Men over det sidste lange stykke tid, har jeg været sendt til tælling, og jeg har ikke kunnet knække koden til at samle mig selv op, og komme tilbage på rette spor.
Jeg står op hver eneste dag og har ondt et eller andet sted, nogle dage værre end andre. Nogle dage har jeg så ondt i min slidgigt-prægede hofte, at det føles som om jeg bliver dolket i hoften hver eneste gang jeg tager et skridt.
Der er dage, hvor jeg føler at jeg træder på glasskår, hver gang jeg tager et skridt, fordi mine fødder bare gør ondt. Nogle dage gør min nakke så ondt, at hvis jeg drejer hovedet for hurtigt, så sortner det for mine øjne. 

Og så er der trætheden.. jeg er konstant træt. Om jeg sover 5 timer eller 12 timer, så har jeg altid en kvælende træthed i min krop og hjerne. Mit kropslige batteri bliver drænet i løbet af ingen tid, og der er vitterligt dage, hvor dét at tænde ovnen og smide en frysepizza ind, virker som en enorm kraftanstrengelse.
Havde jeg ikke boet sammen med min kæreste, sådan at jeg er blevet tvunget til at lave noget ordentligt mad, så ville jeg nok ikke have fået noget mad de dage hvor det er værst. 

Men smerterne og den manglende energi er én ting. En anden er min samvittighed. Jeg har konstant dårlig samvittighed, over for mig selv og over for min kæreste. Jeg er sur på mig selv og min krop over at jeg ikke kan ting der tidligere har været nemt for mig. Jeg føler, at jeg bare burde tage mig sammen og bide smerten i mig. Når min kæreste snakker om sommerferie, så glæder jeg mig, men jeg bliver også ramt af dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre de ting han gerne vil. Når han har lyst til at gå ud og spise, og jeg må sige nej, fordi jeg simpelthen ikke magter det. Jeg føler mig som en gigantisk stopklods, og jeg hader det. 
Jeg er ikke længere den sjove og smilende Helene, som jeg engang var. Når jeg kigger på mig selv i spejlet, så kan jeg ikke altid genkende mig selv. Jeg har ingen gnist i øjnene eller glød i huden, og jeg ser ikke en kvinde med kampgejst, jeg ser en tom skal. 

Jeg spurgte mig selv tidligere i dag: hvis mit liv ville være sådan her, som det er nu, resten af mit liv, ville det så være ok?… Hell no! Jeg er 37 år, for fand’n… Jeg burde være ude med veninderne, besøge min familie, tage til koncerter og rejse rundt i verden med min kæreste. Jeg burde kunne lave andet tirsdag aften end at sidde energiforladt i sofaen. Jeg burde være glad for livet og jeg burde i høj grad være glad for mig selv. Så nej, det ville være uacceptabelt.

Så hvad nu? Jeg ved det ikke. Jeg ved at tingene ikke kan forblive som de er, men jeg ved heller ikke hvor og hvordan jeg skal komme tilbage på sporet. Jeg ville ønske, at nogen ville tage mig i hånden og guide mig. 

Indtil jeg knækker koden, så bliver det bare en dag ad gangen, et skridt ad gangen.