Det kan være en udfordring at flytte fra hus til lejlighed; at skulle sortere i sine ting og vælge hvad der skal med. Men at skulle flytte fra et hus ind i en lejlighed hvor der allerede bor en anden person, og der derfor allerede er en masse ting, og dermed endnu mindre plads, DET er en kæmpe udfordring.
Efter næsten fem år som husejer, hvor de fleste af dem har budt på renovering sideløbende med et krævende sygdomsforløb, så har jeg nu solgt mit hus.
Farvel, og tak! Nøglerne er overdraget, og jeg er flyttet ind hos min kæreste… på Amager. Ja, jyden er flyttet til Københavnstrup, noget jeg altid har forsvoret ALDRIG ville ske.
At sige farvel
Når man har været vant til at bo alene i et hus med en have, har der været rigeligt med plads at boltre sig på og plads til alle mulige ting; bøger, sko, planter, nips, møbler, haveredskaber… jeg kunne blive ved. Men det er klart en ulempe at have alle de ting, når man skal flytte sammen med et andet menneske. Vi har jo ikke brug for to spiseborde, to senge osv.
Så jeg har været i gang med at sortere med hård hånd, og det har sgu til tider været både hårdt og rørende. Jeg har skilt mig af med nogle ting, som betød noget for mig, men jeg måtte bare indse, at der bare ikke var plads til dem.
Ja, jeg har fældet en tåre i ny og næ, og nogle gange er tingene gået lidt for hurtigt, og været så uoverskuelige, at jeg vitterligt har givet mig til at tude af ren og skær frustration. Mit humør har også svinget op og ned, til højre og venstre, og det er gået ud over min stakkels kæreste, og til det, vil jeg bare sige undskyld!
Hvad nu hvis det ikke går?
Men alle de der følelser handler ikke kun om at jeg har skilt mig af med ting der betød noget for mig. Jeg blev også ramt af den der tanke: “hvad nu hvis det ikke går…?”. Hvad nu, hvis min kæreste synes jeg er et monster at bo sammen med, og derfor bare smider mig ud på røv og albuer.
Så har jeg intet, ud over de få ting jeg har taget med ind i hans lejlighed. Jeg har ingen møbler, ingen køkkenting… jeg ville skulle starte helt fra bunden, og den tanke skræmte mig, og skræmmer mig stadig, fra vid og sans.
At invadere en andens hjem
Jeg synes det er svært at flytte ind i et andet menneskes hjem. Min kæreste har jo indrettet det som han gerne vil have det, og som han kan lide det. Heldigvis har vi nogenlunde samme smag, lige bortset fra at jeg godt kan lide planter, og gerne vil have bare lidt nips til at skabe lidt hygge.
Så han har måtte finde sig i at der er flyttet et par planter og lidt nips ind i lejligheden. Jeg har begrænset mig.. meget, fordi jeg ikke vil invadere hans hjem. Jeg vil ikke have at han føler at jeg er kommet væltende, og har totalt overtaget hans vante rammer, og lavet dem om til noget han ikke længere føler sig hjemme i.
At føle sig hjemme
Omvendt ved jeg godt, at denne lejlighed, som jeg sidder og skriver dette blogindlæg i her til morgen, jo også er mit nye hjem. Derfor skal der også være plads til mig og mine ting, sådan at jeg også føler at det her er mit sted, min daglige base, hvor jeg kan slappe af og føle mig tryg.
Jeg er der ikke endnu. Jeg føler stadig, at jeg er i min kærestes lejlighed, og at jeg er gæst, og omvendt så har jeg ikke mit hus at tage “hjem” til mere, så jeg føler mig lidt rodløs. Mine ting er på plads i lejligheden, men jeg går stadig og flytter lidt rundt, og blander vores ting, sådan at det ikke bliver “dit og mit” i bedste room mate stil, men får karakter af at være “vores”.
Jeg ved godt at ting tager tid, jeg havde nu heller ikke forventet at jeg bare ville flytte ind og så føle mig hjemme. Vi skal finde nye fælles daglige rutiner, hvor begge føler sig tilgodeset og tilfredse. Vi skal have sat mit navn på postkassen og døren, sådan vi kan vise, at jeg faktisk også bor her, og ikke bare er en gæst. Jeg skal have fundet mine egne daglige rutiner med motion, mad, arbejde m.m.
Det er hårdt at flytte sammen, men ved I hvad… jeg har ikke fortrudt det en eneste gang!
