Skal jeg være alene mor – part 2

Det var med blandede følelser, og en frygt for at blive dømt, da jeg postede det første indlæg omhandlende mine tanker om at være alenemor.

Men alt det blev bragt til skamme!

Jeg var så overvældet, og bliver stadig rørt, når jeg læser kommentarerne igennem og tænker på de beskeder og opkald der kom i forbindelse med indlægget. Fra alle leder og kanter, kom der opmuntrende og støttende  tilkendegivelser og beretninger.

Fra efterskoleveninder, kammeraters ekskoner, jordemødre, familie, bekendte og fra fremmede.

Det varmer så dejligt, og betyder så meget!

Det er jo et stort og yderst betydningsfuldt valg – ikke kun for mig selv, men også for mit kommende barn/børn (hvis man skulle være så heldig).

Som beskrevet i det første indlæg, skulle jeg ind og have taget nye blodprøver.
Da jeg har en halv bioanalytikeruddannelse, ved jeg en anelse om blod, og gik derfor blot og ventede på svaret for mit antimüllerske hormon – ej okay, jeg ved ikke ret meget om fertilitetsprøverne, men lige præcis den her kendte jeg til.
Jo højere den er, jo nemmere har man ved at blive gravid. Den skal helst ligger over (correct me, if im wrong) 7, når man skal insemineres,
Referenceintervallet går optil 58, hvilket vil sige man har let ved at blive gravid.
Fra tidligere prøver vidste jeg at min lå på 21.. Så jeg blev pænt overrasket da svaret kom, den lå nemlig på 23 – hvilket skulle være ganske fint, for en kvinde i min alder.

Derefter skulle jeg have skyllet mine æggeledere – fy for pokker, en oplevelse! Jeg havde godt hørt om undersøgelsen, men havde aldrig forestillet mig hvor modbydelig den i virkeligheden skulle vise sig at være.
Inden undersøgelsen var jeg blevet bedt om at tage noget smertestillende, så jeg var allerede lidt i avs-humør da jeg pænt blev gelejdet over til briksen.
Nu skulle jeg altså have skyllet mine æggeledere, for at se om der er passage gennem mindst én af dem.
Hvis der ikke er passage betyder det, at hverken sæd eller æg kan komme igennem.

Undersøgelsen foregår ved, at gynækologen skyller vand (med små bobler) gennem æggelederne. Gynækologen lægger et lille plastikkateter op i livmoderen. Herefter sprøjtes væsken gennem livmoderen og æggelederne.
Gynækologen vurderer, om der er passage ved at foretage en ultralydsundersøgelse af underlivet samtidigt med, at væsken løber igennem.
Først var det venstre side – det gjorde ondt, men der var fin gennemgang… Men den højre, er du vanvittig, det gjorde ondt. Der var nemlig ikke fri passage, der var modstand, men det lykkedes ham at skabe passage.
Fy for pokker en omgang!

“Du bliver god til at føde børn – du er god til at gå ind i dig selv og være i smerten”, med de ord og et “tillykke, du skal være mor”, indstillede han mig til inseminationsbehandling.

WOW! Det var en vild følelse, blandet med smerte.

Både fysisk smerte i underlivet efter undersøgelsen, men også smerte i, at skulle gøre det alene.

Det er sjovt, som følelsen af at gøre det alene, på én og samme tid er overvældende befriende og fantastisk, men også ensomt. Jeg vil enormt gerne dele oplevelsen, og endnu vigtigere have en, at være forælder sammen med.

Efter jeg er blevet skrevet op på venteliste, er det meste af min stress forduftet, som dug fra solen.

Ventetiden er 7-9 måneder, alt efter hvornår dem foran i køen bliver gravide.

Nogle dage har jeg det som om ventetiden er uendelig og at jeg bare gerne vil igang. Andre dage tænker jeg, at jeg tager en omgang mere på ventelisten, så jeg har længere tid til at nyde “friheden” i. Tage en sommer med festivaler, rejse og date og forhåbentlig møde en med fremtid i.

Når jeg er sammen med mine brødre, deres børn og mine veninder med deres, kan jeg slet ikke være i mig selv. Når jeg tænker på mine forældre, kan jeg ikke vente med at give dem den største gave – et barnebarn.

Både min mor, min far og hans kone Jonna, bliver verdens bedste bedsteforældre, det er der absolut ingen tvivl om. Det barn vil blive elsket og forkælet, udover alle grænser.

Mine brødre bliver de bedste lege onkler, hvilket varmer mit hjerte så meget – særligt, hvis jeg skal være alene-mor.

Så er spørgsmålet blot, om jeg skal rykke tættere på familien – hvilket jeg har enormt meget lyst til, i forhold til at skulle være mor. Lysten til at mit barn og min familie får en tæt relation overskygger næsten min egen lyst og kærlighed til, mit liv og tilværelse i København. Dét er næsten et sværere valg end at berige mit liv og verden, med en lille skabning.

Nu må vi se hvad der sker og hvad tiden bringer.

Én ting er sikkert, jeg skal være mor… på et tidspunkt. Og jeg bliver en fandens god mor, færdig basta!