Må jeg være far til dit barn?

“Jeg vil gerne være donor-far til dit barn”, sagde han, mens musikken bragede derudad på Roskilde-festivalen. “Det vil stadig være dit barn, blot med mig som donor-far”. 

Ordene kom fra min kammerat, gennem mange år. Det kom helt bag på mig – jeg har som bekendt længe gået med tanken om at blive insemineret, men at der ville komme en mand og melde sig på banen, var jeg ikke forberedt på. Men tilbudet gik lige i hjertet på mig.

Det er jo genialt. Han ønsker at sætte karrieren først – og med hans hoved, kommer han langt – og kommer til at bruge de næste mange år i udlandet, hvorfor en kæreste og et barn, ikke umiddelbart står øverst på hans ønskeliste.

Faktisk var det en tanke han havde gået med længe – men eftersom han allerede bor i det store udland, ville han vente med at breake tanken til vi skulle ses. Det blev så under Roskilde – foran Orange Scene. efter vi havde kørt et par Gin Hass indenbords.

Skal du tisse (læser du på telefonen tager du mig bare med), lave popcorn eller fylde glasset, så er NU er godt tidspunkt, for det bliver en længere smøre denne gang. 

Efter Roskilde mødtes vi til en bid mad, lidt kaffe og en snak om hvordan og hvorledes.

Eftersom det er mit ønske at blive mor – også selvom det med al sandsynlighed bliver solomor – så ved jeg inderst inde at tiden er rigtig, jeg er klar og glæder mig.
Jeg havde indstillet mig på at det ville blive MIT barn, ene og alene (med mindre, den eneste ene dukkede op, ud af det blå). Et barn jeg ville dele med min familie og venner. Tanken om, pludselig, at have én at dele det med, er på én og samme tid dejlig og ekstremt skræmmende. Nok mest fordi det er en helt anden beslutning, når nu han melder sig på banen.
Frygten for pludselig at skulle tage hensyn, dele beslutninger osv, men den største frygt: hvad nu, hvis han vil tage barnet fra mig?!

Heldigvis var han helt med på, at det fortsat ville være mit barn, og mig som primær forældre. Ja faktisk er han klar på at fraskrive sig alle rettigheder, således at jeg bærer det fulde ansvar. Han har dog et ønske om at se barnet. Være en slags ferie-far, om man vil. Hvilket ville fungere fint for mig.

Hvad med hans familie?

Hans familie ønsker at være en del af barnet – hvilket jeg virkelig er fan af. Flere til at elske barnet. Han er helt med på, at det fortsat ville være på mine primæsser.
Jeg tænkte egentlig ikke videre over det, da jeg svarede at jeg også ønskede de skulle være en del af barnets liv. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde det ikke gjorde noget ved mig. Nu var der flere mennesker jeg skulle forholde mig til, mere der skal planlægges, tages hensyn til. Tænk hvis de ikke syntes jeg gjorde det godt nok eller synes om de beslutninger eller den opdragelse jeg bruger.
Hvor meget ville de have indflydelse, eller evt. forsøge at påvirke mine valg?
Hvordan med fødselsdage og ferier?

Pludselig gav det mig næsten mere hovedpine end glæde, at kunne tilbyde barnet mere familie.
Hos min egen familie, ville jeg aldrig havde de bekymringer.

Men han var hurtig, og svarede:

Jeg ved det er deres ønske at bistå, hjælpe og besøge, så meget som du nu synes at det passer, så det ville helt klart være en god idé at i fik kommunikeret, så ingen af jer har ubesvarede spørgsmål. Det er lidt spøjst, for jeg kan mærke at det ligesom er noget, som jeg bare synes i skal finde ud af mellem jer. Bare husk, der er ingen parter, der er i tvivl om at du altid har fuldstændig 100% selvbestemmelsesret.

Faktisk har hans mor, som jeg har mødt flere gange – og endda fejret jul med, sendt mig den sødeste mail. Jeg måtte tørre en tårer væk, da jeg læste den. Hun skriver, bl.a:

Jeg er udmærket bevidst om, at du – også helt bevidst – har valgt at blive alenemor – og jeg vil gerne gøre det helt klart for dig, at jeg altid vil respektere det fuldt ud!!! Det er dig suverænt, der kommer til at bestemme over DIT barn. Jeg vil – rent genetisk/biologisk blive farmor (og det er DEJLIGT!), og jeg vil meget gerne støtte dig såvel under graviditet samt efter fødslen – og meget, meget gerne have så megen kontakt med mit kommende barnebarn, som du nu synes passer dig.

Jeg er sjældent på FB (har heller ikke appen på tlf – men har dog messengerapp på tlf, så beskeder kan altid kommunikeres den vej 🙂 men efter xxx’s besked, gik jeg ind på computeren og fandt din side – og via den var jeg inde og læse dine to blogindlæg om at vælge at blive alenemor. Flot skrevet! – og jeg er fuldt overbevist om, at du bliver en sej, stærk, omsorgs- og ansvarsfuld Løvemor

Det er jo intet mindre end fantastisk at modtage sådan en mail – det gjorde noget godt for mig!

Det økonomiske aspekt

Hvor trist og kedeligt det end lyder, har vi aftalt, at hvis vi vælger at lave et barn sammen, skal der udarbejdes et juridisk dokument, som sikre at vi begge er enige om hvem, hvad, hvor, hvordan og hvornår. Der skal ikke herske nogen tvivl om selv den mindste detalje. Dette gælder også den økonomiske del.
Da han er kendt donor, hænger børnebidraget på ham – men eftersom han ikke selv ønsker, at være en aktiv del af barnet, har han heller ikke et brændende ønske om at betale til barnet. Hvilket jeg udemærket kan se logikken i. Det ville være en del af dokumentet, som på lige fod med hans fraskrivelse af rettigheder, som skal godkendes af en advokat.
Evt. skal vi selv fastsætte et mindre beløb.

Børn er dyre i drift, det er ingen hemmelighed – alle jeg snakker med fortæller at jeg får brug for hver en krone.
Omvendt tænker jeg “nårh, det er 1300 kr., men er det i virkeligheden ikke en billig pris for at barnet kender sit bagland og har en ekstra familie, der vil elske det?”
Alligevel tænker jeg også, at pengene nok hurtigt ville få ben at gå på, med sådan en lille størrelse. Og hverdagen skal trods alt hænge sammen, uanset om det er med ukendt donor eller med ferie-far.

Ukendt donor vs. kendt donor

Flere har spurgt mig om jeg ikke kunne få et regnbuebarn – og jow, det kunne jeg godt – det vil jeg bare ikke. Jeg kan se så mange udfordringer ved den konstellation. Også mange fordele, bevares – men ikke nogle, der for mig, opvejer udfordringerne.

Skulle jeg ønske at dele barnet med en, skulle det være en partner. Altså en kæreste, en mand jeg måtte ønske en fremtid med.
Måske du sidder og tænker på hvordan donor-far ville have det, hvis jeg fandt en mand? Han ville synes, både barnet og jeg fortjente det. Det er en del af gamet, og en del af den aftale vi har. Jeg må gøre præcis hvad jeg måtte lyste – om det så er at melde mig ind i en sekt, flytte til nordpolen eller føde 10 børn, med 10 forskellige fædre.
Han er også afklaret med at jeg jo rent faktisk ønsker at finde en kæreste. Måske den kæreste evt. ville påtage sig en, mere eller mindre, faderrolle. Det er han indstillet på, og det er okay med ham.

Alt det er på plads. Umiddelbart lyder det jo som winwin, for barnet, mig som mor og for ham som donor, men alligevel er der noget i mig, der er splittet over ukendt donor vs. kendt donor.
Skulle jeg følge den oprindelige plan, ville jeg vælge en donor, hvor barnet når det fyldte 18 år, kunne opsøge sit ophav. Dét er et krav fra min side. Det føler jeg er det eneste rigtige – for mig. Hvad andre gør og måtte mene, har de deres grunde til. Jeg er af den holdning, at det altid er en egoistisk handling at sætte børn i verden, det er endnu mere egoistisk at gøre det alene – derfor skylder jeg barnet, at det i hvert fald, har mulighed for at finde ud af hvem donoren er.

What to do?

Alle disse tanker er vendt, med mine nærmeste, og ingen af dem har kunne hjælpe mig, i forhold til hvilken beslutning der ville være den rigtige. Det er jo aldrig til at vide, men om ikke andet har jeg brug for lidt do’s and don’ts.
De støtter mig alle, uanset hvad jeg måtte vælge.. Men for fanden, hvad skal jeg vælge?

Det skal siges han er en yderst begavet, flot og omsorgsfuld mand – jeg er slet ikke i tvivl om at han ønsker barnet og mig det bedste i hele verden, og aldrig kunne drømme om at gøre det mindste, der potentielt kunne skade en af os. Jeg er blot nødt til at have gennemtænkt alle tænkelig scenarier, inden jeg/vi træffer den endelige beslutning.

Det tilbud, han har givet mig, er jo det smukkeste og mest tillidsfulde man kan give et andet menneske.