Udvikling, følelser, terapi og lidelse

Lidt om følelser, lidelsen i livet, min rejse og mit virke her hvor klinikken har rundet sin 3 års fødselsdag.

Bloggen har ligget stille et stykke tid, og det er efterhånden længe siden, at jeg har fået delt herinde på Kvinder uden filter.

Egentlig har jeg rigtig meget på hjertet, men det er som om, at det har været svært at få det ned på skrift. Det har både været hele denne coronapandemi, og de omvæltninger det har haft for mig i klinikken, såvel som i min familie.

At have praksis i mit eget hjem har fordele og ulemper, men jeg oplever, at jeg kan passe mit arbejde i denne tid, hvilket jeg er dybt taknemmelig for, samtidig med at skulle se, at mine børns liv er forandret og deres mere eller mindre trivsel i dette.

Pandemiens konsekvenser rammer alle og det er så tydeligt for mig personligt, såvel som hos mine klienter.

En anden grund til at jeg ikke har skrevet herinde, handler også om, at jeg både personligt og fagligt er i en vældig udvikling. Jeg er godt i gang med min 3-årige efteruddannelse i ISTDP- Intensiv dynamisk korttidsterapi, som er udfordrende, spændende og angstprovokerende.

Sideløbende får jeg selv terapi i metoden og mærker, på egen krop, effektiviteten heraf. Jeg har delt i små bidder på sociale medier, hvad det har betydet for min hverdag som selvstændig psykolog og lidt om alt det, jeg lærer. Det er så overvældende for mig, at det er vanskeligt at formidle.

Et citat jeg har lyst til at dele her, af Leigh Mc Cullough, formidler på smukkeste vis, hvad vi på et følelsesmæssigt plan kan ønske os her i livet:

”The more one can laugh when happy, cry when sad, use anger to set firm limits, make love passionately, and give and receive tenderness fully and openly, the further one is from suffering”.

Tanken om, at vi ved at føle helt og fuldt, kan gøre livet mindst muligt lidelsesfuldt er smukt. Livet er jo lidelsesfuldt og det kan give mening – det gør det for mig, at erkende dette, at huske på dette og vide, at intet menneske går uprøvet, lidelsesfrit igennem livet. Det kan også hjælpe på den forestilling, der ofte er, om at livet skal være lykkeligt, og alle de andre har det meget bedre end mig.

I min praksis oplever jeg til tider, at klienten ønsker, at jeg blot kan fjerne deres lidelse – hvor ville jeg dog gerne have den tryllestav, når den efterspørges, når mit hjerte rækker ud, går i stykker og bløder for mine klienter, men sådan én findes ikke, (jeg har i hvert fald ikke fået den bevilliget på mit studie til psykolog) – men at gå til psykolog, kan desværre ikke fjerne lidelsen, men et optimalt forløb kan hjælpe med til at bære lidelsen nemmere.

Hjælpe med at give plads til og rumme os selv med hele følelsesregistret, glæde og sorg, såvel som vrede. Vi kan lære at frigøre os fra de uhensigtsmæssige ubevidste forsvarsmekanismer, som blev etableret, da vi som børn undertrykte de følelser, som vores forældre ikke kunne rumme. Noget, som på det tidspunkt var hensigtsmæssigt for at sikre os maksimal kærlighed og derved overleve bedst muligt.

Ingen opvækst er optimal eller perfekt med forældre, som altid har formået at være rummende på hele spektret. Ubevidste forsvarsmekanismer i voksenlivet kan være medvirkende til følelsesmæssige vanskeligheder og hindrer en nær kontakt til andre mennesker, og da de netop er ubevidste, kan vi ikke selv blot ændrer disse.

I forbindelse med mit eget terapeutiske ISTDP-forløb oplever jeg, hvordan de kan blive bevidstgjorte og derved skabe mulighed for forandring.

Den uddannelse jeg er startet på, slutter ikke efter de 3 år, men vil være livslang for mig, både i mit virke som psykolog, men også som det menneske jeg er. Hvor forunderligt og fantastisk – og hårdt, at jeg får lov at opleve dette både indefra og udefra.

For nu; Tak for dig som læser med, for dig som hepper på sidelinjen på mit virke og på mig, og på dig, som sidder i min klinik og selv kæmper og deler dit, tak for at lade mig være med på din vej.

Kærligst Nina