Kvindeproblemer – del 3: bliver det mon nogensinde bedre?

Jeg  forsøgte at lære at leve med blødningsforstyrrelserne.  Jeg kæmpede en indre kamp med mig selv, hvor jeg, på den ene side, hungrede efter at se andre mennesker og være social, imens jeg, på den anden side, havde allermest lyst til at lukke af for alt og alle.

Jeg tror hvis du spørger mine venner omkring mig, så vandt trangen til at trække mig fra omverden, selvom jeg sommetider lige viste flaget til nogle events. Det var de dage hvor den livsglade og positive Helene tittede frem, og jeg elskede når hun var der, fordi hun var, og er, den autentiske mig.

I foråret 2018 endte jeg inde ved lægevagten i Fredericia. Jeg viste symptomer på lav blodprocent, og jeg havde en følelse af, at min krop var ved at give op. Man testede dit og dat, men jeg blev sendt hjem, og fik at vide at jeg skulle ringe til min egen læge mandag.

Ved egen læge fik jeg at vide, at hvis jeg blev ved med at bløde, så skulle jeg komme tilbage. På det tidspunkt havde jeg blødt uafbrudt 21 dage. Man kan sige, at min cyklus havde vendt sig. Normalt har man 21 dage fri, og så besøg af det røde i ca. 7 dage. Jeg havde rødt besøg i 21 dage og 7 dage fri, og jeg var, og er stadig, en af grundene til, at producenter af bind har en flotte tal i regnskabet i år. Og da det stod allerværst til, havde jeg kun 3 dages pause, inden proppen sprang igen, og floden kom.

Jeg kunne ikke kende mig selv mere: kvinden der kiggede tilbage på mig i spejlet var ked af det, hun så brugt ud, og hver morgen drømte hun om at gå tilbage i sengen og bare ligge der. Jeg så ingen fremtid for mig selv længere. På det tidspunkt gik det op for mig, at hvis jeg gav op, så  skulle jeg sådan her leve resten af livet, og det ville jeg bare ikke. Så beslutningen blev taget: Det var på tide, at jeg fandt sværd, skjold,rustningen og en stak bind frem, og gik til kamp igen.

Da jeg landede hos en gynækolog igen, mødte jeg for første gang én, der kiggede på mig og sagde; mener du 100% at du ikke vil have børn? Fordi hvis du mener det, og du er afklaret med det, så synes jeg vi skal fjerne den, fordi det her bliver kun værre med alderen!
Helt ærligt, hvordan kan det blive værre, tænkte jeg.

Udtalelsen kom efter, at jeg havde ligget så yndigt med spredte ben oppe i bøjler og med blottet underliv, og grædt af smerte da man forsøgte at lave en helt almindelig undersøgelse på mig.

Mig og mine børn
Alle de andre steder jeg har været, er jeg blevet mødt med “Det er en løsning af fjerne livmoderen, men du er ung og har ingen børn, så det er ikke en mulighed” Gang på gang har jeg forklaret, at jeg ikke har et ønske om at få børn.

Men jeg skal åbenbart have børn, fordi jeg er kvinde! Inde i hovederne på de lægefaglige personer jeg har mødt, har man afvist at fjerne min livmoder ene og alene på grund af min alder, og fordi jeg ikke har fået børn. Man ser hellere, at jeg får det dårligere og dårligere fysisk og psykisk i hverdagen, end at jeg får en ordentlig hverdag, hvor jeg kan passe mit arbejde, være smertefri, være social og ikke mindst bare være glad for mig selv.

Alt sammen fordi, vi i det danske samfund stadig har en grundholdning, at kvinder da skal have børn, at man ikke kan blive lykkelig uden børn. Og hvis man som kvinde udtaler, at man ikke vil have børn, så bliver man kigget på, som om man er en freak, og man går straks igang med at forsøge at kurere denne tankegang i hende. Fordi, kvinder skal jo have børn! Nej de skal ej!!

I min sag har nogle børn, som udelukkende eksisterer inde i andres hoved, så meget magt over, om jeg skal behandles eller ej. Er det ikke sindsygt? Kan det virkelig passe, at jeg ikke selv kan bestemme over min krop og min hverdag?

Bliver det nogensinde bedre?
Hvorom alting er, så blev jeg sendt videre i systemet med en henvisning til at få fjernet livmoderen. Jeg græd af glæde, da jeg kørte hjem.

Efter en konsultation på et privathospital, vendte jeg knust hjem, fordi man mente at gynækologens vurdering var forkert; man ville liiiiige prøve noget andet først, men ville det betyde, at jeg ikke kunne blive gravid fremover. Man kunne dog ikke love mig, at blødningerne forsvandt, det ville bare gøre dem svagere.

Da jeg lige havde sundet mig et par dage, blev jeg vred: vred over endnu engang ikke at blive taget seriøst, vred over endnu engang at blive behandlet som et andenrangs menneske fordi jeg ikke er som andre kvinder, og vred over at jeg endnu engang skal bruges som forsøgskanin i stedet for bare at sige “okay, hun har været igennem nok, lad os fjerne den livmoder, så hun kan få hendes liv tilbage”.

Den vrede kanaliserede jeg mod privathospitalet og den person som havde undersøgt mig, og tilsidesat gynækologens henvisning om at fjerne livmoderen. Jeg forklarede dem, at jeg ville have det til at stoppe, jeg vil ikke have svagere blødninger. Kort efter fik jeg en opringning: hvis det var mit endelige ønske, så bliver det sådan!

Ja det gør det 🙂
I dag er det lørdag d. 15. december 2018 og Kvinderudenfilter.dk holder julefrokost i København i aften. Jeg deltager ikke, jeg er nemlig ved at pakke. På mandag kl. 07 lader jeg mig indlægge på privathospital for at få fjernet min livmoder.

Det er den bedste julegave jeg nogensinde har fået, og på mandag starter et nyt kapitel i mit liv.