Det tog 1 år før jeg søgte professionel hjælp igen, og i den periode blev min akne kun værre.
(Læs del 1 lige her)
Jeg var flyttet og havde dermed fået ny læge, så jeg tænkte at jeg i det mindste ikke ville få samme dårlige behandling som sidst. Det gjorde jeg heller ikke. Denne gang sad lægen og lyttede opmærksomt. Jeg følte mig taget alvorligt, og det endte også med at han udskrev noget creme på recept. (som jeg ikke lige på stående hånd kan huske hvad hed). Det er en creme målrettet til at udtørre akne – hvilket den også gjorde, men det irriterede samtidig min sensitive hud og gjorde den dermed sværere at ”tilfredsstille”. Så det droppede vi hurtigt og gik i gang med næste trin: antibiotika kur.
Det virkede så heller ikke. Til gengæld gav det mig svamp i underlivet 5-6 gange, så det var super. Den behandling var jeg på i 2-3 måneder, uden at se den store ændring i min hud, men det er den tid man som minimum skal give det, før man kan bedømme om det hjælper. Min læge fortalte mig ved næste møde, at han heller ikke havde forventet, at de foregående behandlinger ville virke. Det er bare reglerne at man skal have forsøgt sig med dem, før man må få noget skrappere – det synes jeg kun er i orden og forsvarligt ift. hvad man byder sin krop.
Endelig fik jeg en henvisning til en hudspecialist med henblik på netop det – noget skrappere. En måned senere havde jeg en tid hos Hudlægeklinikken ved Marmorkirken. Jeg følte mig rigtig godt taget imod, på trods af den ubehagelige situation det er, at få nærstuderet sit betændte ansigt. Hun vurderet med det samme, at jeg var på vej mod svær akne, som kun ville blive værre med tiden og forsage dybe ar uden behandling med Isotretinoin (også kaldet A-vitamin kuren). Det var foruroligende, men også underligt lettende at høre. Så havde jeg haft ret hele vejen. Det var noget, der skulle tages alvorligt.
Jeg vil være ærlig og sige, at der godt nok er risiko for mange bivirkninger ved den. Nogle af dem lyder ret grumme, og det kan være af både den fysiske og psykiske slags. For mig som har haft en depression før, kunne jeg ende med et tilbagefald f.eks. Selvfølgelig er det og andre voldsomme bivirkninger skræmmende – om det så er sket i 1 eller 500 tilfælde. Men husk at det hedder ’sjældne bivirkninger’ af en grund. Det er mere sandsynligt at du bliver ramt af en bil i morgen faktisk. Just saying.
Det er jo op til den enkelte at afgøre om man vil løbe risikoen. For mig var det en nem beslutning. Jeg havde i 4,5 år været fysisk og psykisk påvirket af min akne, og hvis ikke det blev kureret, ville det kun tage til. Så det var dét værd for mig. Jeg ville af med det. Whatever it takes, tænkte jeg.
Isotretinoin er en A-vitamin lignende medicin, derfor er det også kaldet A-vitamin kuren. Den virker ved at hæmme talgkirtlernes aktivitet, og dermed dannelsen af talg/hudorme, og afhjælper overproduktion af olie i huden. Man starter ud med en blodprøve-undersøgelse på det nærmeste ambulatorium, for at sikre sig at bl.a. lever og hæmoglobin tal ser fine ud inden man starter. Man skal til samme undersøgelse hver 5. uge mens man er på kuren – og det er ikke til diskussion. Det er nødvendigt for løbende at holde øje med, om kroppen begynder at reagere negativt på medicinen. Personligt har jeg intet imod blodprøver. Jeg har som før sagt haft allergi, og der blev jeg i den grad vant til nåle. Og hvis ikke man er det inden, vænner man sig i hvert fald hurtigt til det med så hyppige blodprøvetagninger. Et par dage efter man har været på ambulatorium, er man til konsultation hos sin hudlæge. Her taler man om resultatet af prøven, hvordan man synes sin hud ser ud, samt hvilke bivirkninger man har og hvordan man håndterer dem. Jeg føler det meget betryggende at blive ”holdt øje med” så closely.
Jeg vil i øvrigt lige nævne at man ikke må være eller blive gravid under behandlingen – og man bør vente 2 cyklusser efter endt forløb, før en undfangelse sker.
De bivirkninger jeg havde, var helt normale. Det er ikke alle der bliver ramt af alle de nævnte, ligesom man også sagtens kan opleve nogle, der ikke er nævnt her, uden det behøver være mere alvorligt. Generelt er det en god idé at skrive sine bivirkninger ned og nævne dem for sin hudlæge ved kontrollen.
Mine var:
Tørhed:
Her skal man helt klart forvente en udskiftning af sine normale skønhedsprodukter og rutiner, for det du har brugt tidligere vil ikke være nok. Jeg havde kombineret hud til den olierede side, men på Isotretinoin blev min hud tør, og det var nødvendigt at skifte til en federe, mere fugtgivende creme – men det er en hårfin balance, for man vil heller ikke tilstoppe porerne. Jeg måtte også smøre mig ind i body cream (lotion er for tynd i konsistensen) både morgen og aften. Hvis ikke jeg gjorde det, begyndte min hud at klø, svig og skalle af pga. tørhed. Mit hår blev til gengæld også mere tørt, hvilket for mig betød at jeg kun behøvede vaske hår hver 5-6 dag og knapt nok brugte dryshampoo! Jeg havde også tørre slimhinder i næsen, hvilket kunne give mig næseblod ind imellem. Læberne er til gengæld et knastørt mareridt! Invester i en rigtig god læbepomade – her rækker labello altså ikke. Nå ja, og fordi huden er så sart, kan den heller ikke tåle sol. Vi taler om at man kan sidde uden for i 10 minutter, smurt ind i faktor 50, og stadig blive overfladisk rød. Det er crazy, og det varer desværre nogle måneder efter endt behandling, før man kan vænne sig til solen igen. Det er fandme hård kost når man ligner en død, uden en lækker, subtil tan.
Ømme led:
Pludselig føler du dig gammel, og du kan næsten høre dine stive led knirke. Hudlægen anbefaler faktisk at man ikke er særlig fysisk aktiv mens man tager Isotretinoin, da man kan risikere at gøre mere skade end gavn. Man må jo prøve sig forsigtigt frem. For mig var det ikke et problem, da jeg langt fra er den aktive type. Ømheden slap jeg dog ikke for af den grund. Jeg mærkede det primært i mit venstre knæ – hvilket hænger sammen med at jeg blev opereret i det som 21 årig. Jeg havde også ondt i lænden og følte mig som en på 100 år hver morgen når jeg skulle stå op.
Opblomstring:
– er den pæne måde at sige, at dine akneudbrud går amok. Den værste bivirkning af dem alle. Før din tilstand kan forbedres, må den først forværres. Det gør ondt – fysisk og psykisk. Jeg havde lyst til at blive hjemme i min lejlighed, for at være ærlig. Det var forfærdeligt, og jeg græd ofte når jeg så mig selv i spejlet. Hvis jeg troede mine udbrud var slemme før…. Men jeg vidste det ville ske. Jeg vidste at det er normalt for kroppen at ”rense ud” før den begynder at hele. Jeg måtte være vedholdende og huske på den glæde og lettelse der ventede mig, når jeg kom ud på den anden side af forløbet. Men jævn, ren, smuk hud.
___
Det virker dog til at det er en længere rejse dertil. Da jeg i november startede med at skrive disse to indlæg om akne, var den begyndt at vende tilbage. Langsomt, men desværre sikkert. Min hudlæge siger at jeg måske bare er en af de få procenter, der har tilbagevendende akne. Hele 80% der bliver behandlet med A-vitamin kuren, bliver fuldt kureret og ser maksimalt en lille, overfladisk bums 2-3 gange om året. Min hudlæge har sat mig på endnu en omgang af kuren, men denne gang mildere dosis. Alligevel kan jeg sige hej til alle de samme bivirkninger igen. Tør hud, karsprængninger i næsen, bleghed.. Men heldigvis også mindre fedtet hovedbund! Faktisk har jeg lige gået 12 dage uden hårvask – hvor vildt er det! Jeg har tillært mig en masse tricks i den første runde, så jeg føler mig bedre klædt på denne gang.
Jeg er nu 1,5 måned inde i mit andet forløb, og vi forventer at jeg skal tage pillerne 4 måneder i alt. Det virker som om at min ‘opblomstring’ ikke er lige så slem som sidst, så det gør forløbet lidt nemmere. Men jeg kan jo ikke blive ved med at ty til denne hårde kur hvert andet år resten af mit liv. Har jeg tilbagevendende akne, må jeg konkludere at der er noget i min krop, der fortsat ikke er som det skal være – og at det nok vil blive ved, indtil jeg finder den sande kilde til udbruddene.
Derfor skal jeg i morgen, tirsdag, til lægen og få taget et hold blodprøver, så vi kan få undersøgt om jeg har en hormonel ubalance. Måske PCO, måske noget helt andet. Vi får se.. Jeg skal i hvert fald nok holde jer opdateret – og oftere end det sidste halve år. Jeg har haft svært ved at skrive, selvom det nok er det, jeg har haft mest brug for..
Jeg har besluttet mig for at vise jer min hud. #udenfilter.
Det kræver godt nok meget af mig, for det er min største sårbarhed. Men jeg ved at det er godt for mig, selvom det er enormt grænseoverskridende. Når jeg tidligere har fortalt folk at jeg har akne, eller poster noget på de sociale medier om det, tror jeg de fleste tænker ”Jaja, sådan et par bumser får jeg også nogle gange”. Jeg dækker det simpelthen for godt med makeup til, at mine ærlige opslag omkring det bliver taget seriøst. Og selvom en del af mig stadig gerne vil holde den grumme sandhed skjult for omverden, er der en endnu større del, der higer efter at bryde tabuet.
Så uden yderligere indpakning.. Her er har I min sandhed, min hverdag og min kamp.
Opblomstringen under 1. A-vitamin kur. Det mest voldsomme min akne har været
Min hud inden kuren, og som det ser ud nu. På en god dag
Da jeg endte kuren første gang, og kun overfladiske ar var tilbage
Meget grænseoverskridende, indeed. Jeg håber at billederne er med til, at “sætte ord på” nogle ting, der er svære at forklare, hvis ikke man kan se det.
Skriv endelig til mig hvis I har spørgsmål.
Kærligst,
Aura
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Wow det er sejt skrevet Aura 💪🏻
Tusind tak, søde Jacqueline <3
Hej Aura
Vil blot sige at du langt fra er alene. Jeg har kæmpet med akne siden jeg var 19-20 år, har været igennem alt hvad der findes af aknepræparater , p-piller osv. Har fået 3 Kure af den a vitaminkur du gennemgår, og det har været det eneste der hjalp for alvor. Men desværre er bumserne stille og roligt vendt tilbage hver gang. Idag er jeg 43 år, og der er intet der tyder på at urenhederne er aftagende. Jeg bruger en creme fra hudlægen der hedder Skinoren , og den kan holde det lidt nede! Jeg arbejder til dagligt som beauty advisor og ser mange voksne kvinder med akne. Det går hårdt ud over selvværdet . Bedste hilsner Lisa
Hold da op – hele 3 x a-vitamin kur?? Det lyder hårdt 😔 Er der medicin i Skinoren? Jeg kan ikke huske om det var den creme jeg prøvede, før jeg gik videre med antibiotika og derefter Isotretinoin, fordi cremen ikke hjalp.. Men jeg er glad for at høre at den hjælper lidt for dit vedkommende. Jeg skal nok også skrive et indlæg om resultaterne fra undersøgelsen af mine hormoner, lige så snart jeg får dem. Så kan du se om du kan bruge det til noget. Det er så forfærdeligt hvor mange kvinder der lider af det – og ja, det slider virkelig på selvværdet. Ansigtet er jo det første man præsenterer for alle mennesker. I det mindste må dine kunder finde lidt trøst i at have en behandler, der kan relatere til deres situation.. 💜 Kh. Aura
Hej Aura. Tak for din historie!
Jeg har selv akne og det startede da jeg var 13 og jeg har det stadig i dag som 27-årig. Det er mildere nu, men hold nu kæft hvor ødelægger det tit mit tøjvalg, da jeg også får det på bryst, hals, skuldre, nakke og ryg …
God kost hjælper meget, men hvor ville jeg gerne bare have at det var vææææææk
Hej Lærke – og selv tak for din historie 💜
Det begrænser en rigtig meget i hverdagen, som jeg også kan høre det gør for dig. Det er sååå frustrerende! Og selvom sund kost hjælper i dit tilfælde, må det også være belastende at skulle lade sig diktere af det på den måde.. Det er meget komplicerede følelser man har som akneramt; vi vil gerne leve vores liv, uden at lade aknen bestemme over os – men på den anden side vil vi jo gerne gøre hvad vi kan, for at mindske den. Og det er en sej kamp.. Jeg håber for dig, at du en dag får bugt med det på den ene eller anden måde. Hold øje med min blog – jeg smider et indlæg når jeg ved hvad undersøgelsen af mine hormoner viser. Det kan være det skyldes det samme for dig 💜
Hvor er du sej og modigt af dig, at vise os dine billeder. Hatten af for det 💖💖 Håber for dig, at du kommer af med det. Min søn har været igennem et sådan forløb. Hans akne er heldigvis blevet stoppet.
Nu er det ikke for at jeg skal komme med gode råd, men det kunne være at hampolie eller hampsalve måske kunne hjælpe dig 🌹🌹 Kram til dig😘😘
Tusind tak for det, Gitte – det betyder meget for mig ❤️ Også dit gode råd, selvom jeg er ret sikker på efterhånden, at det ikke er noget der kan løses udefra – men indefra.. Jeg håber det bliver tydeligt hvilket hormon, der er i ubalance, så jeg kan komme til bunds i det. Havde din søn cystisk akne, eller var det mere overfladiske bumser? Uanset hvad er det jo utrolig hæmmende 😣 Jeg er glad for at høre han kom af med det! Krammer tilbage 🤗💖💖
Jeg er i gang med A-vitamin kuren nu og jeg er kun 8 dage inde i det og allerede nu er mine bivirkninger begyndt at vise sig, Min læber er et helvede, min hovedbund og hårgrænsen til panden klør så meget, har dog kun oplevet lidt tørrer slimhinder i næsen og mit akne på brystkassen er brudt ud, så meget at selvtilliden lige får et ekstra knæk! Jeg vælger at holde i og efter at have læst dit opslag og set dine resultater gør det bare at jeg vil det her ekstra meget! <3
Hej Aura
Jeg ved, at det er et gammelt opslag..
Men tak fordi du har lagt det op! Så sejt gjort – og en fantastisk hjælp til forståelse for os andre..😊
Jeg er 4 uger inde i min A-kur, og jeg har været ved at give op flere gange.. Hold da op hvor alt bare går helt amok nu.. Både i ansigt, ryg og brystet…
Hvor lang tid gik der, inden det faldt til ro igen?
Mange hilsner
Fra Nina