Klimakteriet, menopausen eller overgangsalderen– ”kært” barn har mange navne….
Personligt synes jeg bedst om ordet menopausen, da ordet overgangsalderen er et ord, som ofte bruges lidt i flæng og ”sjov”, hvis en ældre kvinde undviser fx humørsvingninger og klimakteriet synes jeg personligt er et ret klinisk lægefagligt udtryk. Så her i dette her blogindlæg, vil jeg primært benytte ordet menopausen.
Jeg skriver dette blogindlæg, da jeg føler der er behov for, at vi taler åbent om de hormonelle udfordringer, som kvinder kan opleve i forbindelse med at gå i overgangsalderen, således at emnet kan blive mindre skamfuldt og tabuet kan blive brudt.
En af grundene til, at jeg bringer dette emne på banen er, fordi jeg også selv fik en ret overraskende besked, af min gynækolog og min gyn obs fysioterapeut, som begge mente, at jeg muligvis var på vej ind i menopausen (som overgangsalderen også kaldes). Så jeg skriver dette blogindlæg både af personlige årsager, men også fordi jeg føler og har oplevet, at mennesker generelt er dårlig oplyste og har det skamfuldt omkring at tale om emnet, når jeg har startet en samtale op om dette.
Jeg vil gerne lige slå en ting fast. Det at gå ind i menopausen, er en helt helt naturlig del af livet som kvinde. Det har alle dage været sådan, og det er der selvfølgelig rigtig mange gode biologiske grunde til. Hvornår du så kommer ud for at opleve dette, ja det er meget meget individuelt, og ligeså er det med hvilke symptomer, du vil komme til at opleve og hvor længe det står på. En af grundende til at kvinden går i menopausen er jo, at hun rent biologisk ikke skal have flere børn, i en for sen alder. Derudover kan der opstå flere risici i form af, en fødsel vil kunne blive kompliceret, dødsfødsler, misdannelser eller mor ikke overlever fødslen. Når menopausen indtræder, er kvinden biologisk set færdig med selv at skabe liv, og hendes omsorgsgen og opmærksomhed får en ny epoke, måske i form at rollen som mormor/farmor.
Fakta om menopausen
Hentet fra: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/hormonbehandling/overgangsalderen/
Fakta
- Kvinder får i gennemsnit deres sidste menstruation omkring 52-årsalderen
- Overgangsalderen (klimakteriet) er perioden omkring den sidste menstruation (menopausen)
- I overgangsalderen er det almindeligt med blødningsforstyrrelser, hedeture og svedtendens
- Med tiden kan der også komme knogleskørhed og tørre slimhinder
- Rygere og tynde kvinder har flest gener i overgangsalderen
- Den mest effektive behandling er med hormoner, der kan gives lokalt (i skeden) eller systemisk (dvs. i hele kroppen)
Forandringer og symptomer i overgangsalderen skyldes, at æggestokkene holder op med at danne det kvindelige kønshormon, østrogen.
Menopausen kommer i 45-55 årsalderen hos langt de fleste kvinder. Overgangsalderen starter nogle år før den sidste menstruation. Når man nærmer sig menopausen, kan der være forvarsler i form af blødningsforstyrrelser og symptomer som hedeture. Nogle kvinder har ingen gener overhovedet i forbindelse med overgangsalderen – blødningerne holder bare op, enten gradvist eller pludseligt. De fleste har dog symptomer i en eller anden udstrækning, og nogle er så generede af det, at de har behov for behandling.
Hvis du er nysgerrig på at læse mere om menopausen, så følg linket ovenfor.
Mine symptomer
Faktisk forholder det sig sådan, at stress kan udløse rigtig mange af de samme symptomer, som menopausen kan. Så derfor var det temmelig svært for mig selv, lægen og gynækologen, at vurdere, hvad der var hvad, og om det overhoved var menopausen eller blot stressen, som fuckede med mine hormoner. Jeg ved det faktisk ikke rigtig den dag i dag. Men jeg lover jer, at jeg nok skal fortælle jer om mine oplevelser og symptomer osv her.
Det startede som alt andet i det små. Jeg begyndte at få nogle vanvittige helt uudholdelige hovedpiner, som var så ulidelige for mig, at ikke engang en god cocktail af panodiler og iprener kunne tage den. Jeg blev følsom overfor lys i mine øjne og havde dage, hvor jeg lå og intet kunne pga. så mange smerter i mit hoved. Det første jeg rakte ud efter om morgenen, var mine smertestillende piller. Ja ikke særlig holdbart vel? Det var på et tidspunkt så slemt, at jeg prøvede noget morfinlignende præparat, selvom jeg faktisk godt vidste, at jeg slet ikke kunne tåle det. Jeg får så sindssygt mange ”tømmermændsligende” symptomer. Alt drejer rundt i lokalet og jeg kaster helt vildt op. Så tja… det prøvede jeg kun den ene gang.
Ud over den slemme hovedpine, så oplevede jeg også brystspændinger. Det kunne komme ud af den blå luft, men var som oftest værst om aftenen og op til jeg skulle have min menstruation, så var der bare ingen som i igen, der skulle bare kigge på mine bryster eller tænke tanken at røre ved dem, så fik de et møgfald af den anden verden. Så min lyst til intimitet, blev alene af den grund også påvirket.
En anden ting jeg oplevede var, at jeg følte jeg gik rundt med en osteklokke rundt om mit hoved. Denne fornemmelse har jeg tidligere stiftet bekendtskab med, da jeg var ramt af stress. Så denne fornemmelse var ikke ukendt for mig. Det er også derfor det har være så svært for mig at skelne mellem hvad der var hvad, da rigtig mange af de symptomer jeg oplevede, lignede dem jeg havde haft da jeg havde stress og jeg lige der faktisk også var rigtig presset og stresset på mit arbejde.
Endnu en ting jeg oplevede var ubalance i mine slimhinder i mit underliv men også blødningsforstyrrelser af rigtig voldsom karakter i form af uregelmæssig ankomst af menstruationen, voldsomme og meget meget kraftige blødninger i ca 3 dage, så pause i ca 3 dage og så igen voldsomme blødninger. Jeg har aldrig tidligere lidt af voldsomme blødninger. Så det var helt nyt for mig, og jeg oplevede i den forbindelse også svimmelhed og smagte jern i min mund.
Mine nætter var også det rene helvede, fordi jeg simpelthen fik de vildeste svede/hedeture så voldsomt, at min dyne nærmest var til at vride. Det resulterede i utallige opvågninger om natten, som selvfølgelig også gjorde, at mit overskud til mig selv, andre og mit arbejde om dagen blev mindre og jeg blev hurtigere træt og irritabel.
Jeg var en tur forbi min gynækolog, som også mente, at det muligvis var menopausen eller måske stressen, som gav mig samme symptomer, men hun mente bestemt ikke, at jeg skulle gå rundt og lide og have det så skidt tilpas og ubehageligt, som jeg havde. Jeg har i mange mange år ikke taget nogen former for hormonel prævention, da jeg havde det sådan, at menstuation er en naturlig ting, og jeg holdt faktisk af at kunne mærke min krop og dens cyklus. Men det min krop bød mig lige nu, var mere end jeg synes var rart, da det faktisk influerede rigtig meget på mit almene velbefindende i min hverdag. Min gynækolog mente dog, at det der kunne afhjælpe mig rigtig mange af mine symptomer, var nogle minipiller, som kun indeholder gestagen, der minder om kvinders eget hormon progestaron (det samme hormon, som udskilles af de nyeste hormonspiraler). Jeg var ret desperat, for at komme af med bare nogle af alle mine symptomer, så derfor takkede jeg ja til at prøve dem.
Min læge var dog af den overbevisning, at jeg da var alt alt for ung til at gå i menopausen. I første omgang blev jeg faktisk glad for det svar, men både min fysioterapeuten med speciale i kvinders underliv og gynækologen sagde dog, at det er helt individuelt, hvornår man oplever hormonelle forandringer og det kan spænde så vidt, som helt ned til 38 år til slut 50’erne. De mente begge at med så mange symptomer, så var de ikke i tvivl om, at det var det der var på spil for mig.
Jeg har ikke den gyldne opskrift på, hvad der er det rigtige at gøre, når man går i menopausen, men for mig, har dette her været det helt rigtige i hvert fald. Det lægerne siger er fordelen ved minipillerne er, at når man så stopper på dem efter fx nogle år, ja så burde de værste symptomer være aftaget, og du kan fortsætte med at leve dit liv uden de værste gener.
Min tid efter minipillerne
Jeg har nu taget mine minipiller ca et halvt års tid, og alle mine symptomer er forsvundet og jeg har pt ingen blødninger, hvilket jeg stadig synes er noget underlig. Jeg mærker ingen cyklus og det har jeg i den grad lige skulle vænne mig til. Men jeg er så småt ved at blive glad for det, da jeg ikke har flere udsving og jeg føler jeg er blevet mig selv igen.
Den eneste bivirkning jeg dog har oplevet, som jeg er temmelig ked af, er vægtøgning. Jeg kæmper mere end nogensinde med ikke at tage på. Jeg går mellem 7000-10.000 skridt hver dag og spiser sundt det meste af tiden, men vægten har bare stille og roligt sneget sig opad og det er bare sindssygt svært for mig at komme af med de kilo, som har sat sig på mine sideben desværre. Men jeg fortsætter med at have fokus på både at motionere, det jeg kan, og spise sundt.
Alt i alt ville jeg ikke bytte mine minipiller for noget i verden, hvis de symptomer jeg oplevede ville komme igen. Så jeg tænker helt sikkert, at der må have været noget om snakken, ellers ville jeg nok næppe have haft denne effekt af pillerne, hvis kun det var stressen, det var galt med.
