Jeg hører og ser rigtig mange der siger man skal elske sin krop, men jeg er desværre endnu ikke noget til det punkt, hvor elsker den. Jeg hader den heller ikke, men i perioder kan jeg bare være meget utilfreds med den og føle mig utilpas i den. Mit kropsbillede er ofte forvrænget fordi jeg har en atypisk spiseforstyrrelse. Jeg opfatter mig selv som større end hvad jeg er.
Jeg ville ønske jeg kunne lære at elske min krop, men hvis det nu ikke er muligt, så kan jeg måske prøve at gøre det næstbedste – at acceptere den som den er. Hvordan kan jeg gøre det? Det kan jeg gøre ved at gå i tøj, hvor der er plads til hele mig. Hvor jeg ikke føler mig for stor eller lille. Gå i tøj der komplimenterer min krop. Spise mere eller mindre af noget, som gør jeg føler mig mere tilpas i den og nemmere kan acceptere den.
Hvad så med de sværere dage, hvor kroppen føles fremmede og jeg slet ikke føler mig hjemme? Der kan jeg prøve at aflede mig selv fremfor at give den opmærksomhed. Det er helt okay jeg ikke kan give min krop positiv opmærksomhed på de dårlige dage, men så skal den altså heller ikke have negativ opmærksomhed. Så er det nok bedst ikke at give den opmærksomhed udover, hvis den sladre omkring nogle fysiske ting som kræver opmærksomhed, såsom ondt i maven, ondt i musklerne, ondt i halsen, træthed, stress, slut o.lign. Kroppen er jo en fantastisk sladrehank, så man skal huske at lytte til den.
Jeg synes det er vigtig at fortælle kvinder og mænd, at det er okay, hvis man ikke kan nå til et punkt, hvor man ikke elsker den, men for sin egen skyld og sin krops skyld ville det være godt, hvis man kan nå til et punkt, hvor man ikke hader den, men blot accepterer den eller har et neutralt forhold. For en hadet krop kan blive til en syg krop. Man har sjældent lyst til at gøre noget kærligt for noget man hader.
Jeg arbejder i hvert fald stadig på, at nå til et punkt, hvor jeg kan acceptere min krop som den er og hvor jeg ikke er bange for at den forandrer sig – for det vil den.
Accepterende tanker fra
@spektrum_sarah
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er indsendt af
Sarah Holstein Knudsen
Andre indlæg i denne kategori
Sendiagnosticeret med ADHD og autisme
Mit navn er Sarah (30 år) og jeg er bogstavelig talt en kvinde uden filter. Jeg er nemlig fødtå
Min lille niece døde – kun 13 måneder gammel…
Om at være pårørende til forældre der mister et barn. Jeg var lige kommet hjem fra arbejde en
Jeg tabte mere end mig selv.
Dette blog opslag er mit første nogensinde og emnet gør ondt. Jeg vil begynde min historie i Marts
Jeg glemmer aldrig den dag.. Dagen hvor det hele ændrede sig
Jeg vil aldrig glemme den dag, dagen D 12 Juli 2020.Jeg er med min svigerinde på Skejby sygehus,