Sommetider farer jeg vild!!!

Jeg har altid troet på at livet ville gå som jeg havde planlagt – altså i hvert fald da jeg blev i stand til at planlægge og bestemme ting i mit eget liv – min barndom var domineret og manipuleret af en mor, der ikke evnede til at elske andre end sig selv – mit ægteskab var domineret og manipuleret af en voksen mand i en lille bange drengs krop – to personer, der hver havde deres måde at påvirke og affektere mit fremtidige liv. Det tog mig lang tid at bryde ud – 90 % af tiden troede jeg ikke det ville lykkes – men de resterende 10 % blev alligevel mit mantra for overlevelse – og de 10 % var åbenbart stærkere end jeg troede.

Jeg gav afkald på rigtigt meget for at finde mig selv – både økonomisk og mentalt – ting jeg burde have gjort anderledes, hvis jeg havde været stærkere – men det var jeg bare ikke. Mentalt gør det ondt hver dag og jeg gør hvad jeg kan for at lappe på det, men savnet af børn i det daglige liv går aldrig væk. Økonomisk er der ikke andet for end at smøge ærmerne op og arbejde sig ud af det! Og alligevel klistrede jeg smilet på næsten hver dag og virkede glad udadtil.

Jeg kan fortryde og begræde, men det får jeg intet ud af – jeg må forholde mig til den nuværende situation og handle derefter, men det er ikke altid nemt at holde sig fokuseret på sit mål, ind i mellem træder jeg vande, smådrukner lidt, andre gange tager jeg decideret omveje, næsten ligesom at køre over Lillebæltsbroen fra Midtjylland til den tyske grænse – heldigvis genfinder jeg som regel altid den rette vej igen, men selvfølgelig vælger jeg altid den snørklede vej.

Midt i alt det her er jeg så også ramlet ind i noget, som jeg aldrig troede der ville ske for mig. KÆRLIGHED – og fuck mand, det er lige så svært for mig at håndtere… jeg vralter og hutler mig afsted, falder og til tider opfører jeg mig som en teenagetøs, der ikke forstår at håndtere at nogle holder af en.

Det hele hænger sammen, siger de kloge – hvor ville jeg ønske at jeg var lige så klog – ofte føler jeg mig miserabel, latterlig og pinlig og bestemt ikke værd at elske og så slår hjernen knuder og jeg gør tilværelsen svær for ham, der har åbnet sit hjerte for mig. Han er sådan en good-guy med begge ben på jorden, men jeg om nogen, forstår at slå ham omkuld –  ikke på den positive måde og så bliver jeg sur på mig selv igen igen – Min evigt onde cirkel, hvornår og hvordan kommer man til elske sig selv, hvornår holder man op med at straffe sig selv, for når jeg straffer mig selv, så straffer jeg også andre?

Rationelt set ved jeg at folk holder af mit selskab, de morer sig sammen med mig og de vil mig gerne, men hvornår begynder jeg at holde af mit eget selskab? Hvornår holder jeg op med at væmmes ved mig selv, når jeg ser mig i spejlet – hvorfor ser jeg altid et ansigt udstoppet med kager, når jeg ser mig selv i spejlet? Hvorfor tænker jeg altid at folk lyver, når de siger noget positivt omkring mig?

Jeg ville så gerne finde opskriften på ”how to love your self”, for de nære omkring mig, men mest af alt for min egen skyld. Så nok er jeg sluppet ud af fortidens vold, men at quick-fixe mig selv er vist ikke muligt, men fikses det vil jeg!

Jeg har en sød hemmelighed, som ikke er en hemmelighed –Når jeg tænker på ham får jeg automatisk et dvælende blik, liv i øjnene og hjertebanken –  det er en skøn og dejlig fyr, han er sådan et fint menneske og når jeg er i hans nærvær, så glædes jeg indvendigt, jeg elsker at tilbringe tid med ham, jeg elsker at være en del af hans liv og fatter ikke, at han har valgt at det er mig, som han har lyst til at være sammen med – han kunne finde så mange andre, der var mere værd at elske, der så bedre ud, der var klogere – ja, jeg kunne blive ved.

Når jeg ser alle de gode ting, som han gør, hans samspil med andre og mærker hans evigt gode vibes, så varmes min krop op indefra. Mit hjerte bliver sådan en helt blurred masse, der bare svamper rundt i mit indre og jeg føler mig safe og tryg i hans favn – og alligevel farer der en djævel i mig og jeg får nærmest lyst til at straffe ham for at han har følelser for mig, for hvorfor fanden kan han ikke se hvad jeg ser? Det er som om jeg bare går og venter på, at når han lærer mig at kende, så smutter han.

Skulle han være gået til Louis Nielsen eller er det egentlig mig, der burde gøre det… ?????

Jeg kender jo godt svaret, det er mig, der skal arbejde med mig selv, mig, der skal finde ud af de her nye følelser og at håndtere og kapere dem. Mig, der skal lære at elske mig selv. The key to my heart er fundet og der er låst op for et indre rum, der bare kommer fossende ud som et oprørt hav fuld af kærlighed, der bare bruser og bølger i min krop. Kunne der også være en smule kærlighed til mig selv i det kærlighedshav? Skal jeg ikke bare kaste mig ud i det hav og finde nøglen til at elske mig selv? Men kan jeg bunde eller drukner jeg? Jeg ved det ikke, men jeg bliver nødt til at prøve.

Om ikke andet håber jeg med tiden, at jeg får styr på de følelser – ikke i kontrol, men bare så jeg formår at sortere dem. Lige nu er det som om alle følelserne er blandet sammen i en pærevælling – jeg håber at de langsomt dechifreres og kommer i rette orden, så jeg smiler og er glad, når jeg er glad i stedet for at græde, når jeg er glad og at jeg bliver sur, når jeg er sur i stedet for at virke glad. Jeg håber virkelig også at jeg finder evnen til at elske mig selv, for jeg gider ikke at spænde ben for mig selv mere – men mest af alt håber jeg, at han har tålmodighed nok til at holde mig ud, mens jeg finder min vej i det her uudforsket land – for han er alt hvad jeg har drømt om og meget mere…

Så nej, mit liv går ikke som jeg har planlagt – men hæver jeg mig op i helikopteren og kigger ned og tager de kloge briller på, så kan jeg jo faktisk godt se, at det går meget bedre end jeg har planlagt – at livet faktisk giver mig mere lykke end jeg har planlagt og jeg ”bare” skal lære at favne det og tage imod og slappe af og tro på, at mange faktisk vil mig godt, fordi jeg åbenbart er et forholdsvis godt menneske alligevel – så jeg skal og vil bare finde den rette vej ud af mit selvhad, snørklet eller ej – og i mellemtiden smutter jeg til Louis Nielsen.