Skal man spise junk, for at føle sig i live?

Som Jeg allerede har fortalt før, så har jeg tabt 31kg. Det er det bedste jeg, har gjort for mig selv. Jeg elsker den livsstil, styrketræner meget.  Går virkelig op i både træning og kost. Det har gjort mig gladere, og jeg føler mig meget mere tilpas. Jeg har selv valgt, at jeg vil leve på den her måde.

Alligevel kan altså godt have dage hvor jeg har lyst til burgere, pizza, snolder, eller dem kan jeg faktisk have ret mange af menneskelig er jeg dog endnu. Flere gange når jeg fortæller folk, at jeg har det sådan. Altså mine cravings er jeg blevet mødt af svaret: ”du skal huske at leve” Det har fået mig til at tænke en del over det her med ”at leve” for hvad er det der gør vi føler at vi lever? Jeg mener netop jeg lever, fordi jeg går efter mine mål. Hårdt arbejde men det gør mig glad. Jeg må indrømme at det der med at spise en burger ikke får mig til at føle jeg lever, altså når jeg tager ud med mine venner, spiser noget god mad, så føler jeg at jeg lever, hvis man skal forbinde livet med mad.

Jeg tænker bare at det burde ikke være nødvendigt at spise junkfood for at leve. Jeg kan selvfølgelig godt finde på, at bestille pizza fredag aften sammen med børne, inden vi skal se x-faktor og spise slik en gang i mellem. Igen er det det jeg forbinder med at leve. Altså samværet i det at hygge sig, vi behøver ikke nødvendigvis at spise pizza og slik bare vi er sammen. Det er hyggeligt, det er jeg helt enig i.

Hvis jeg skal både spise det mandag, onsdag og fredag, fordi man skal huske at leve, så tænker jeg hurtigt, at jeg tager på igen plus min træning mere eller mindre er et skud i tågen. Så er det vel ikke det værd, men jeg ved at selv den største bodybuilder kan få lyst til noget grat. Fordi man har sat sig nogle mål, kan man altså stadig godt li, det andet. Det giver bare ikke resultater, og det er ikke det værd når man har sat sig et mål. Synes det er en skam, folk ser det som om jeg ikke lever. Altså fordi jeg ikke spiser junk.

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg bliver lidt forbavset over måden folk takler det på. For jeg spiser masser, jeg spiser bare alt det gode. For mig vil jeg hellere spise en banan med peanut butter end slik. Det kan måske være fordi jeg har gjort det så længe nu, at det er blevet favorit i stedet for. Så skal vi spise junk for at leve? Det må være et spørgsmål jeg stiller næste gang.

Lige en sidste ting, som slet ikke har noget med det indlægget at gøre. Det er nemlig Tobias der har taget billedet. Det er lidt sejt gået! Han er 11 år og har autisme. Han bestemte helt selv hvordan jeg skulle stå osv. Lidt uden om det valgte emne i know Meen. Jeg er en stolt mor.

Tak fordi i læste med