Skal jeg være single for evigt?

Det her er ét af de indlæg, som jeg deler med jer, vel vidende, at det er grænseoverskridende for mig at dele – men da jeg valgte, at dele på #kvinderudenfilter, valgte jeg også selv, at det skulle være #udenfilter – men det er bestemt ikke uden kriller i maven, for jeg deler noget med jer nu, som jeg ellers ikke bare deler ud af. Det kan nemlig godt være lidt af et tabu, altid at være hende der singlen, hende den enlige mor, hende der ikke har en kæreste…

MEN! Hvis du er single, kender du helt sikkert nok de der perioder, hvor man også ønsker, at man havde én at dele livet med. Én man kan tage i hånden, når man går en tur, én man kan holde om, give et kys, dele sin hverdag med, spise middag med, rejse med, elske med, skændes med – ja alt det der hører med, når man er er to.  

Sådanne perioder har jeg også! – Indimellem!

Men misforstå mig ikke – jeg nyder faktisk også, meget af tiden, at være single.

Jeg har været single og enlig mor i MANGE år efterhånden. Min eksmand og jeg, flyttede fra hinanden og blev skilt i 2007, og siden der, har jeg kun haft én kæreste i ca. ½ års tid, og det var i året efter skilsmissen, hvor tingene gik ALT for stærkt for mig og pludselig fik jeg så kolde fødder, at jeg nærmest smuttede i nattens mulm og mørke – nej det var nu ved højlys dag, men det skete ret hovedkulds og pludseligt.

I mit snart 43 år lange liv, har jeg haft to længerevarende forhold, hvor det ene og seneste, jo så var med min eksmand, som jeg blev gift og fik barn med og ham var jeg sammen med i ca. seks år. Min første kæreste havde jeg i fire år. Vi havde kendt hinanden i teenageårene og da jeg gik på handelsskolen og han gik på gymnasiet blev vi kærester. Vi startede også voksenlivet sammen ved, at bo sammen på Amager og vi købte endda en andelslejlighed sammen og dengang troede jeg da også, at det skulle være ham og jeg for evigt. Men livet blev anderledes og der skete dengang nogle ting som gjorde, at han flyttede ud af vores lejlighed.
Vi har hver især fundet andre veje, og været i forhold siden og bor begge langt væk fra Amager. Men i dag, er vi gode venner og fortrolige på områder, hvor man har brug for, at tale med én, der kender én fra gammel tid.

Gennem de sidste ti år, hvor jeg reelt har været single, har jeg selvfølgelig kendt nogle i mellemtiden. Både mænd, hvor jeg har vidst, at det aldrig ville blive til alvorlige forhold, men også nogen, hvor jeg har håbet, at det ville blive til mere end det var. Der har været op- og nedture, glæder og tårer, sårede følelser og håb. Men der er ikke noget, der er blevet alvorligt.

Først på året, havde jeg i nogle uger datet en mand, som jeg egentlig har kendt i nogle år. Vi lærte hinanden at kende igennem en fælles ven, og har flirtet lidt indimellem i de år der er gået. Og i starten af året havde vi egentlig fundet ud af, at vi gerne ville prøve, at se om det egentlig ikke kunne blive til noget imellem os. Så vi startede med, at se hinanden med håb om, at vi en dag blev mere end bare venner.
Det foregik stille og roligt med hyggeaftener og middage. Ingen forventninger til hinanden og intet pres i forhold til, at møde hinandens børn eller familier. Vi ville tage den tid, som vi havde brug for og jeg havde da også kun fortalt nogle få veninder om det.

Men midt i at der var kriller i maven og glæde over, at date en mand, som jeg havde lyst til, at være sammen med, så skete der jo det, at min eksmand døde. I starten troede jeg, at jeg sagtens kunne håndtere begge dele, men inden jeg fik set mig om, så gik der en masse tid med, at hjælpe med praktiske ting i forhold til min eksmand’s bo, samt ikke mindst, at være der for min søn, der havde mistet sin far. Så jeg ”glemte”, at være nærværende og tage del i noget andet. Det betød jo også, at ham jeg så, samtidig trak sig og til sidst var det selvfølgelig bare ebbet lige så stille ud.

Så kom sommeren og der skete en masse ting, hvor jeg ikke lige havde så meget fokus på, at der manglede noget i mit liv.

Men nu, hvor efteråret og mørket er her, så kan jeg da godt mærke, at den der periode, hvor man har lyst til, at være mere end én, så småt kommer igen.

MEN, hvad gør man, når man ikke er til det (i mine øjne) overfladiske Tinder og når man ikke gider bruge tiden på diverse datingssites? Når man meget sjældent går i byen og det heller ikke er mit indtryk, at det er dér, man møder Mr. Right?

Skal man blive enig med sig selv om, at man alligevel har det meget godt alene? Så er der jo ingen andre end én selv, som man skal tage hensyn til (udover ens barn selvfølgelig), ligesom man kan disponere frit over aftener, weekender og ferier som man vil?

Kan man nøjes med at være sig selv og undvære kys og kram, nærhed, modspil, kærestetid, samvær og hvad der nu ellers følger med?

Det er i hvert fald noget, som jeg pt. tænker en del over – og om det er noget jeg skal gøre noget ved, for alvor.

Er der nogen af jer, som efter at have været single længe, har gjort noget for at møde en ny mand? Eller nyder I bare jeres eget selskab og den frihed det medfører? Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at høre hvad I gør og hvad jeres erfaringer er?
Del det gerne med mig nedenfor.

Jeg glæder mig til at høre fra jer… Måske kan I give mig et skub på vejen…