Jeg er single. Nogle dage har jeg det fint med det, andre dage synes jeg det er træls. Nogle dage fylder det i mine tanker, og jeg spekulerer på, hvad jeg mon gør galt, hvad mon der er galt med mig og hvad jeg kan gøre anderledes for at ændre på situationen, fordi jeg er jo faktisk en ret sød kvinde, hvis jeg selv skal sige det.
Ligesom mange andre singler, kan jeg godt tænke “når jeg får en kæreste, så vil jeg dit og dat…”. Sagen er bare den, at man jo egentlig ikke ved hvornår kærligheden rammer. Det kan være i næste uge, om 4 måneder, om 3 år eller måske endda om endnu flere år.
Så.. er det egentlig helt fair, at man sætter sit liv og sine drømme på standby, imens man venter på at en eller anden hottie kommer forbi, og ser at man faktisk er dejlig nok? Er det fair overfor en selv, at man skruer ned for kvalitet og de små dejlige ting i hverdagen, bare fordi man jo kun er sig selv, og der er ikke nogen til at se det alligevel?
Jeg har selv gjort det i årevis; ventet på at der skulle dukke én op jeg kunne rejse med, købe hus med, få en hund sammen med, snakke sammen med over aftensmaden… ja… være lykkelig med. Det ironiske er, at jeg har siddet og ventet på ham hjemme i min sofa iført joggingbukser i selskab med Netflix og chokolade. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig? At han kom ud af skærmen? At han skulle have været inde ved naboen, men kom til at ringe på min dør ved en fejl?
Jeg ved jo godt, at det ikke kommer til at ske, og jeg er heller ikke så desperat, at jeg kaster min kærlighed på alt og alle der blinker til mig, eller sender mig en dødsyg “hej” besked på messenger. Så sandsynligheden for at jeg får en kæreste i næste uge er temmelig lille.
Her på det sidste er der blusset nogle tanker op, der udfordrer mig på, om det ikke er ved at være på tide at tage ansvar for min egen lykke, give mig selv en hverdag hvor jeg er glad, tilfreds og i ro, og ikke mindst, begynder at give mig selv lov til at leve mine drømme ud, selvom jeg er single.
Jeg må indrømme, at det lyder dejligt, men også skræmmende, fordi helt ærligt, det lyder sgu som noget der godt kan forveksles med egoisme, og hvem gider være super egoist.
Hvad er hverdagskvalitet så?
Indrømmet! Efter så mange år hvor jeg har skubbet ting til side, og i perioder også har arbejdet røven ud af bukserne for at dulme smerten ved ikke at have nogen at komme hjem til, så har jeg svært ved at mærke mig selv, og hvad jeg egentlig synes er godt eller skidt for mig. Altså, nogle dage kan jeg ikke engang mærke, om jeg har lyst til danskvand med eller uden citrus, så det her med at skulle mærke efter hvad der skal til for at få en fantastisk hverdag, og hvad der skal til for at jeg bliver en “glad i låget”-singlekvinde, det er noget af en udfordring. Og jeg kan jo ikke engang gå ud og spørge hvad andre synes, fordi det er forskelligt fra person til person. Nogen synes kvalitet er, at have en hund, have tid til at læse en bog, lave god mad, spille computer, have en ven med fordele til en ugentlig puttetur under dynen eller noget helt helt andet.
Så jeg er startet i det små, med at kigge på min hverdag, og øve mig i at mærke efter, hvad der gør forskellen på, om en helt almindelig dag bliver god eller dårlig.
På en god dag har jeg:
- haft det godt med mig selv, når jeg træder ud af døren om morgenen; lækker tøj, pæn make-up, ingen morgenhår og bare generelt en glad følelse i kroppen.
- fået god, sund og nærende mad
- haft en produktiv dag på arbejde
- har snakket med venner og/eller familiemedlemmer
Omvendt, hvad dræner mig så for energi i hverdagen:
- alle mine mange ufærdige projekter i hus og have
- rod… jeg roder helt vildt
- negative tanker om mig selv, min krop og mine egne præstationer
- manglende sociale relationer, jeg kommer simpelthen for lidt ud
Sådan ser min liste ud lige nu, og den skal nok blive længere, både med positive og negative ting. Men allerede nu har jeg en idé om, hvad jeg skal gøre mere af for at få et en glad følelse i maven, og hvad jeg skal have have styr på for at fjerne den dårlige følelse i maven.
Hvis jeg have 100 millioner kroner
Samtidig går jeg også og grubler over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde en bankkonto med 100 millioner. Det er jo en god indikator for hvad jeg går og drømmer om, og godt kunne tænke mig: Jeg ville købe mig en lækker bil, jeg ville ud og opleve verden noget mere, jeg ville få lavet nogle flere tatoveringer, holde en stor fest, bare fordi jeg kunne og mange andre ting.
Jeg får aldrig en bankkonto med 100 millioner kroner, men skal det egentlig være en hindring? Måske kan jeg ikke tage ud og rejse 4 gange om året, men jeg kunne jo tage ud og rejse én gang om året, og stadig opleve en lille bid af verden, også selvom jeg er single. Og måske jeg ikke lige kan gå ud og købe en porsche i morgen, men hvis jeg sparer lidt sammen, er det faktisk realistisk, at jeg om nogle år kan opgradere min yaris-ræser til noget lidt mere luksuriøst.
Skal jeg så gå på kompromis?
Det lyder så grimt at sige, at man går på kompromis. Jeg ser det faktisk sådan, at jeg har to valgmuligheder: den ene er at trække nej-hatten godt ned over hovedet, og tage en “hvis jeg ikke kan få det sådan, så vil jeg slet ikke have noget som helst”-attitude, og så får jeg aldrig udlevet nogle af mine drømme. Den anden er, at jeg kan tage realist-brillerne på, og se på hvordan jeg får udlevet bare en lille smule af drømmene. Hvad lyder bedst? Helt klart det sidste.
Har jeg så besluttet, at nu vil jeg bare leve det fede singleliv, og mænd kan bare rende og hoppe? Nej… jeg vil stadig rigtig gerne have en kæreste. Men som jeg skrev i starten, så er det ikke til at vide, hvornår han kommer ud af starthullerne, og imens jeg venter, så har jeg altså besluttet at slå op med min sofa, og indlede et forhold til mig selv.
