Seperationsangst: “Mor, jeg vil bare ikke være væk fra Jer!”

Rikke Ganer-Tolsøe

Indeholder øvelse.

Ud af det blå sådan set, oplever min søn i en alder af 7, snart 8 år – seperationsangst. ‘Symptomerne’ er tydelige. Men hvorfor han pludselig oplever det, ser jeg knapt så tydeligt..

Hans far kæmpede virkelig med at få ham i skole, både torsdag og fredag i sidste uge og endte med at holde ham hjemme fordi at han var utrøstelig. Som vi faktisk nærmest ikke har set ham før. Jeg/vi vurderede at han trængte til en lille pause. Vi kunne ikke forstå hvad der var galt..

I mandags tog vi kampen op sammen, de kom her og hentede mig, og hans far og jeg drog afsted i fælles front for at aflevere ham. Absolut ikke en succes. Hvad er det man siger – af skade bliver man klog.

Men jeg forstod ham lige dér. “Mor, det har ikke noget med skolen at gøre, jeg vil bare ikke være væk fra Jer!” Jeg kiggede ham i øjnene, forklarede ham hvad det var – seperationsangst, jeg lod ham vide, at jeg præcis var klar over hvad det var nu, og at det betød at jeg kunne hjælpe ham.

Det lykkedes til sidst, efter knap en time, at få ham bugseret ind i klassen – og så kunne hans far og jeg gå. Hver til sit, og med hver vores dårlige start på dagen..

Lige inden vi gik, hapsede læreren os lige – og med det vums blev sat igang, at Oliver kunne komme til at tale med en ‘trivsels-voksen’, super fint at der blev handlet så hurtigt.

Der skal gøres noget mere blev vi enige om.

Jeg læste og læste – og kom frem til lidt forskellige øvelser. Og ydermere at det ikke er unormalt for et barn at opleve seperationsangst, også i skolealderen.

Om aftenen kom jeg med et forslag til Oliver.
“Skat, mor sagde at hun ville hjælpe dig..” – han lyttede spændt med, “Og jeg synes at vi skal prøve at lave en øvelse du og jeg”.

Den krævede lidt forklaring frem og tilbage – men Så fangede han det.

Jeg brugte tegnefilmen ‘Inderst inde’ som reference. Jeg forklarede, at inde i os, er der glæde, afsky, frygt, tristhed, vrede m.m. Du har ‘angst’ min skat – og jeg synes at vi skal tegne hvordan Angst ser ud. Han kiggede ganske vist lidt underligt på mig, men ‘Okay mor, så gør vi det’. Han kan heldigvis godt lide at tegne, og han er god til det. Han er tilmed blevet god til at forsøge at sætte ord på følelser, tanker osv. Imens Oliver tegnede, og jeg sad ved hans side, talte vi om hvor Angst befandt sig inde i ham. Og Angst sad i maven. Oliver sagde selv, at fordi Angst får ham til at græde, så skulle han være blå.

Da vi havde tegnet Angst, talte vi om hvad Angst siger, når han er der. Hvad han får ham til. “Du skal tude” – “Din næse skal løbe” – “Du skal have ondt i maven”
Vi skrev det i nogle talebobler ud fra Angst.

Næste del af øvelsen, gik på at sige til Angst, at vi ikke gad ham lige nu. ‘Nu pakker vi dig ned, og så bliver du lige dér’. Så vi fandt en kasse og pakkede Angst ned.

Olivers bekymring gik lidt på, at hvad nu hvis ikke det virkede? Jeg sagde til ham, at det vigtigste var, at vi troede på det. “Det er ligesom når man leger en rigtig god leg skat, og man leger at det er virkeligt, det gør vi også nu”
“Men hvad så, hvis ikke det virker mor?” svarede han. “Så har vi prøvet det skat”.

Vi tog Angst med i skoletasken næste morgen, sammen med hans nye (bamse)papegøje, som han fik dagen før, af oldemor og oldefar..
Og afleveringen gik PERFEKT! Jeg kunne have skreget hele vejen ud af bar’ lykke!

Findes der noget værre i hele verden, end hvis ens barn er ked af det? Det tror jeg virkelig ikke..

Vi har nu haft nogle gode afleveringer og vi taler stadig om angst i ny og næ. Siden da, har han selv tegnet Angst’s toilet, kamera, pung m.m. – som han muligvis kunne have efterladt i hans mave. De ligger nu i kassen også.

Jeg siger ikke at det virker, men jeg siger, at hvis man tror nok på noget – så gør det, det ofte. Nu vil jeg gøre mit bedste for at holde Angst væk fra min søns mave, og i kassen i stedet..

Kærligst Rikke