Hvis du kunne leve livet om, ville du så gøre noget anderledes?

Det umiddelbare logiske svar er et klart og rungende ”JA”, men når man så tænker nærmere over det, ville jeg egentlig så virkelig det?

Hvis og hvis, så ville jeg jo ikke være hvor jeg er i dag; så ville jeg ikke sidde med den livserfaring, som jeg har i dag, så ville jeg ikke have lige præcis de børn jeg har – selvfølgelig er der en del ting, som jeg gerne ville have været foruden, men i refleksionens lys, så har den modgang, som jeg har oplevet gennem årene, gjort mig til den kvinde jeg er i dag – jeg er ikke altid stolt af hende, jeg er mig med alle mine fejl, men der er da også nogle gode sider og det er det vigtigste.

Når man som menneske træder ind i en ny fase i sit liv, så er det sundt at kigge tilbage – i hvert fald, når man kan gøre det uden at blive overvældet af melankoli og fortrydelse og det kan jeg langt om længe; for livet har også lært mig, at bruger jeg alt for meget negativ energi på at skyde skylden på fortiden, så rykker jeg mig ikke ud af stedet.

Mennesker har en utrolig evne til at holde fast i fortiden og ærgre sig over den, mens livet bare fortsætter der ud af og pludselig opdager man, at man har brugt alt for mange år af sit liv på at begræde noget, som man alligevel ikke kan ændre. Og tro mig, jeg har selv gjort det samme i så mange år – men jeg kan mærke, at det seneste år, har jeg givet mere og mere slip på fortiden, bebrejdelserne mod fortidens onde skygger og i stedet er jeg begyndt at gribe de chancer, der dukker op – også selvom jeg bevæger mig ud af min comfort zone og sommetider er på ret dybt vand.

I den proces oplever man også, at man også kommer til at gøre ting, som er ret uvante for en og som man også kan få dårlig samvittighed over – før ville jeg have gået i koma over det og græmmet mig, men nu er jeg i stand til at tænke ”Okay, det var ikke pænt gjort af mig, men det er sådan det er og der er en rationel årsag bag ved din handling”.

Den specifikke hændelse, som jeg taler om, er faktisk at min såkaldte mor pludselig inviterer til hendes 75 års fødselsdag – vi har ikke kommunikeret med hinanden i to-tre år og pludselig får jeg en absurd mærkelig invitation fra hende, hendes invitation har ligget i en anden postkasse i en periode, da hun ikke har min nye adresse. Jeg fik ganske enkelt ikke svaret tilbage på den – først bagefter fødselsdagen og jeg valgte at sende et brev uden afsenderadresse, for det første fordi vi ikke er venner på Facebook, der er hun nærmere blokeret og mail havde jeg ikke lyst til, der kunne jo risikere at komme svar tilbage, så det blev på denne måde.

Det var ikke fint eller pænt at gøre det på den måde, men det var den måde jeg formåede at gøre og selvom det strider i mod alle mine principper at behandle et menneske på den måde og det river og slider i mit indre for at gøre det på den søde, artige og dydige måde, så ved jeg bare, at det ikke ville være rigtigt for mig at genoptage kontakten med hende – Min ”Mor”! Hvilket minder mig om at da jeg engang havde hendes telefonnummer, var hun kodet ind som ”Moderdyret”, nu er hun slet ikke kodet ind.

Når jeg hører fra hende, ja, bare det at se hendes velkendte håndskrift på en kuvert, gør at det indre evigt blødende sår begynder at væske, tankerne farer rundt i hovedet som i pinball med flere kugler i spil og jeg vælger overspringshandlingen, der hedder ”Ikke-at-læse-det-lige-nu”, for jeg husker tydeligt hendes sidste breve for to-tre år siden. Hendes eksistens i mit liv påvirker mig stadigvæk og fordi hun vækker de følelser i mig, så kan jeg bare ikke være den gode datter – og det er okay, for så har jeg overskud til at være den gode mor, den skøre veninde, den arbejdsomme kollega og den sprudlende kvinde – og det er så meget bedre.

Jeg har på et år løsrevet mig fra ting, der holdte mit liv fast i et hårdt greb – ting, der dominerede min gøren og laden og på finurlig vis lykkedes det mig at komme fri af fortidens mønster – der var engang en der sagde til mig: ”Den dag du begynder at tage ansvar for dit eget liv, da vil universet åbne sig for dig og belønne dig”.

På daværende tidspunkt tænkte jeg ”sikke en gang bræk og du skal ikke kloge i mit liv”, mens jeg i mit ondskabsfulde indre fantaserede om at slå personen ned – (godt jeg ikke gjorde det) – for personen havde ret og en ting er sikkert, jeg kan ALDRIG gå ”tilbage” til fortidens fængsel – jeg kan kun gå frem og jeg vil blive ved med at kæmpe for at realisere mine drømme, gribe de chancer der er, favne og åbne op for kærligheden, når den kommer, elske livet og nuet, nyde det fuldt ud – OG JEG ER SÅ KLAR! 

”Du vil gå igennem svære tider – Det er livet. Men intet der sker, sker imod dig, men for dig. Se det positive i negative omstændigheder” – Joel Osteen