”Jeg vil bare sige farvel, jeg håber du får et godt liv”
Sådan lød sætningen, da jeg en almindelig hverdag, på mit arbejde, tog firmatelefonen.
Min mor var i færd med at begå selvmord og jeg gik fuldstændig i panik.
Fra jeg var 19 til jeg var 23 var jeg i et konstant mareridt, min krop var i alarmberedskab, både mentalt og fysisk.
Min mor forsøgte, utallige gange, at tage sit eget liv, og hun brugte mig som redningsplanke.
Det var naturligvis et råb om hjælp, og aldrig et fuldbyrdet forsøg. Men det ænser man ikke, når man bliver ringet op af sin mor, som fortæller at hun ligger på dødens rand i en skov, eller er ved at gasse sig selv i en bil, eller har slugt alle de piller hun har kunnet finde i hele huset.
Som datter er ens første reaktion panik og derefter skal man finde hende og redde hende.
Mit liv var dobbelt. Den ene del af mig fandt min daværende kæreste, vi flyttede sammen og havde et ungt kæresteliv, som var så spændende og fuld af alt det, som man skal prøve når man er i starten af tyverne.
Den anden del af mig, var en meget voksen og handlekraftig kvinde, som havde politiets nummer på speeddial, så jeg kunne få fat i dem, så snart min mor fik det skidt, og inden det endte galt. Jeg har utallige gange indlagt min mor på det psykiatriske tvangsafsnit, for at undgå hun gjorde mere skade på sig selv.
Jeg havde en aftale med min chef om, at jeg havde min private telefon på mig, i arbejdstiden, så min mor altid kunne få fat i mig.
Min mor fik en kopi af min vagtplan, så hun vidste nøjagtig hvor jeg var hele tiden, og jeg prøvede på den måde at give hende noget tryghed, så hun måske så en mening med at blive i den her verden.
Jeg gjorde det til min opgave, at give min mor lysten til at leve.
Efter fire år stoppede det hele brat.
Det sidste år min mor og jeg havde kontakt fik hun det gradvist bedre, og jeg forsøgte at frigøre mig. Hun fik ikke længere en kopi af min vagtplan, jeg tog ikke længere altid telefonen. Jeg forsøgte at leve mit liv som Trine, og ikke min mors datter.
Samtidigt kæmpede jeg selv desperat for at holde mig oven vande og ikke drukne i det psykiske pres mit sind var i.
Min mor mistede kontrollen over mig, og det accepterede hun ikke, nøjagtig som hun heller ikke accepterede det, da jeg var barn. Hvis ikke jeg makkede ret, så skulle jeg knuses.
Den sidste telefonsamtale jeg havde med min mor råbte hun, at det var min skyld hun har haft det så elendigt, jeg fortjente ikke at være hendes datter og hun ville ønske at jeg døde. Det gjorde jeg også på en måde.
Det tog mig godt 3 år at samle mig selv op, og bearbejde det hele igennem intens psykologbehandling.
Dette indlæg har 5 kommentarer
Barsk at være barn i sådan en dysfunktionel familie. Barskt, at du i så mange år ikke kunne lade bære emd at have din mor i dit liv. Stærkt at du gjorde dig fri.
Forældres handlinger er aldrig barnets ansvar eller skyld. Det er ene og alene den viske der bærer ansvaret for en relation til sit barn.
Hvordan gjorde du dig fri? Hvad gjorde at du sagde stop?
Kæmpe respekt for at du valgte livet uden at skulle tage ansvar for din mor
Desværre gik der mange år, før jeg sagde stop. Alt for mange år.
Til sidst indså jeg, at min mor aldrig ville ændre sig. Vores roller ville for evigt være dysfunktionelle.
Da hun, for halvandet år siden overfaldt mig, der sagde jeg endeligt stop.
Den historie kommer en anden gang.
Arhh, hvor det er bare noget af det mest modbydelige forældre kan gøre, at true med eller forsøge selvmord.
Jeg husker også stadig, når min mor truede med at begå selvmord, som altid var i forbindelse med et skænderi med min far. Jeg husker, at jeg som ca. 10 årig løb panisk skrigende efter hende ned af villavejen, fordi hun truede med selvmord og sagde, at vi aldrig så hende mere. Som voksen ved jeg dog, at hun aldrig ville kunne så meget som knække en negl på sig selv – det er hun for meget narcisist til.
Jeg følger dig med varmt hjerte, mest på insta, men selv om man er voksen, er det trygt at være en del af et fællesskab – det fælleskab, hvor man har valgt én eller begge forældre fra.
Tanker og tak fra mig 🙂
Hej Solveig
Tusind tak for dit skriv. Jeg er glad for du følger med og, ligesom mig, finder noget fællesskab. Det har vi alle behov for.
Kram herfra til dig
Tak spids… sikken en energivampyr… Hun har da ret i, at du ikke fortjener at være hendes datter. Ingen fortjener at være vanrøgtede og misbrugte børn af ophav med psykiske lidelser, men nogen af os blev det så alligevel. Hvor er det stærkt gået, at du fik vristet dig fri. Det er virkeligt imponerende. Det kan være virkeligt svært at fatte, at hvis man havde været født med grønt hår og heddet Trisse, så havde man fået samme behandling, for det har intet med ens personlighed at gøre, og man kunne ikke have forhindret det. Samtidig er det også benhårdt at indse, at man aldrig blev set eller hørt som den, man var. Jeg bøjer mig i næsegrus beundring for alle de små supermennesker, der står en reelt forældreløs barndom igennem i familier med voksne, der burde være forbudt for børn. At du er nået hertil har krævet en ufattelig styrke. Waauuww…