Det er blevet maj måned – og nostalgien raser på Amager. Jeg vil derfor gerne dele et rejsebrev med jer.
I juli måned 2014 rejste jeg til Arusha i Tanzania for at arbejde som frivillig sygeplejerske på Ngarenaro Hospital i to måneder. Ngarenaro Hospital er en af de primære sundhedsfaciliteter for kvinder i området, og hospitalet betjener mere end 100 kvinder om dagen. Hospitalet varetager blandt andet ukomplicerede fødsler, tidlig diagnosticering af spædbørn, rådgivning og behandling af HIV-positive mødre og forebyggelse af mor-til-barn overført HIV.
Det rejsebrev, som jeg gerne vil dele med jer, skrev jeg efter min første nattevagt på hospitalet. Det blev en nat, som jeg aldrig nogensinde vil glemme.
Søndag den 10. august 2014
Blå blink fra Aarhus til Arusha
I Afrika siger man at kvinder føder børn om natten fordi de bliver gravide om natten. Og ja, jeg brugte de første to uger på at ryste på hovedet af skøre ordsprog og vanvittige lokale trosretninger, som denne – indtil jeg i denne uge overgav mig til min første nattevagt on site! Om natten slippes fanden nemlig løs i afrikansk Laksegade, og kvinder skyder børn ud af underlivet med djævelsk iver. Det er et skue.
Væbnet med madpakke, masaitæppe og min portugisiske partner in crime, mødte jeg på hospitalet klokken 18.00 søndag aften – og mindre end en halv time senere stod vi i fostervand til knæene. Efter mørkets frembrud gik to kvinder i fødsel samtidig. De blev installeret på hårde fødebrikse. Side om side. Og så startede projekt simultan-fødsel. I mens jeg stod med optrukne ærmer og modtog det første lille brune hoved – gik al strømmen og der blev bælgmørkt på hele hospitalet. Jeg frøs fuldstændig til is og fremstammede i blinde et nervøst spørgsmål indeholdende ordet emergency generator hvortil der blev grinet højlydt med ordene mzungu. That was it!. Rungende udråbstegn. Ingen vej tilbage. Jeg stoppede håret i postkassen – hvor det som ofte alligevel ender – og bad en stille bøn. En kvik sygeplejerske tændte lyset i sin mobiltelefon og gav den til min portugisiske bedsteven, som derefter forvirret skiftevis oplyste de to brune underliv. Alt i mens jeg med dobbeltlag handsker forsøgte at manøvrere rundt i moderkage, navlestreng og blodkoagler. Det var ikke umiddelbart min sjoveste mørkeleg til dato! Men ikke desto mindre fødte vi to ualmindeligt velskabte børn i nattens mulm og mørke.
De mange fødsler forsatte. Og heldigvis vendte strømmen tilbage. På 90 minutter hjalp jeg syv smukke børn til verden. Det var det rene vanvid. Tre minutter. Tre kvinder. Tre babyer. Et bord. Ingen identitetsmarkør. Jeg forsøgte desperat at holde styr på de tre nyfødte rødder. Jeg svøbte dem alle i farverige congaer og prøvede at huske hvilket mønster der tilhørte hvilken mor. På et tidspunkt kiggede en sygeplejerske på mig med ordene mzungu, do you know what baby belongs to what mother?. Jeg følte mig helt sikker. Næsten. Fødslerne skete så hurtigt. Jeg var otte timer inde i vagten. Og jeg var træt. Og forvirret. Og tydeligvis egenhændigt ansvarlig for at parre det rigtige barn med den rigtige mor. Crazy days!
Derudover, trak en af de små lysebrune livsstykker ikke vejret ved ankomst – hvilket ikke gjorde mit afrikanske liv meget nemmere. Jeg lovede mig selv at våge over de tre pus som en høg, men jeg var nødt til at afsætte ekstra opmærksomhed til barn uden vejrtrækning. Jeg kastede mig ivrigt ud i ventilation af lille respirationshæmmet barn. Og efter 45 minutter begyndte de små fine lunger at trække vejret selv. Det virkede! Lille baby Vanessa trak vejret så fint. Langsomt. Men sikkert. Hun slog øjnene forsigtigt op og kiggede på grådkvalt københavnsk kyniker. Som i selv samme øjeblik måtte forhindre ivrig sygeplejerske i at give nybagt mor et forkert barn. Pole sana sister, that is not the right baby. Take this one!
Ni timer inde i den meget begivenhedsrige nattevagt modtog vi en vældig gravid kvinde på 40 år, som var gået 14 dage over tid og stadig ingen veer havde. Til gengæld var hun smerteplaget og træt – og babyens hjertelyd afslørede stress. Hej højrisikofødsel. Farvel Ngarenaro. Kvinde måtte straks overflyttes til et andet hospital. Akut. Med blå blik i gennem Arusha. Jeg hoppede ind i en, dansk doneret, ambulance med kvinde og jordemoder, og sammen ræsede vi i en skramlende århusiansk rustbunke igennem byen med høj hast og dødsangst i knoglerne. Efter tyve minutters rystende rædselstur ankom vi til hospitalet, hvor kvindens fødsel blev sat i gang af sadistisk overlæge, som ved at stikke hele armen op i hendes underliv forsøgte at trække barnet ud. Kvinden blødte modbydeligt og sendte skrig helt ind i mit nervesystem.
I det præcise øjeblik besluttede jeg mig for at kaste håndklædet i ringen. 11 timers tortur og vanvittighed var mere end jeg kunne bære. Jeg forlod hospitalet. Samme vej som jeg kom. I ældgammel ambulance. Den søde og forstående mand bag rattet tilbød at køre mig direkte hjem til mit tanzaniske Villa Villakulla. End of shift. Goodnight shift.
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
