For mig er min barndom normal. Jeg har aldrig oplevet andet.
For mig var det normalt, at vide hvilke gulvbrædder der knirkede, så jeg ikke trådte forkert, og kom til at genere min stedmor. Jeg skulle være lydløs.
”HVAD FANDEN LAVER DU DEROPPE??!! STOP MED AT LARME SÅDAN!”
For mig var det normalt at få stuearrest fordi jeg ikke kunne spise al maden på min tallerken.
”Når du skal sidde og være så provokerende, så kan du godt fise op på dit værelse, og blive der! Jeg GIDER ikke se på dig!”
For mig var det normalt at små ting udløste raseri anfald.
”Hvorfor står din skoletaske der? Er du så dum Trine? Er du virkelig så fuldstændig IDIOT, at du ikke kan finde ud af sådan en lille ting?! Er du ikke mere intelligent end det? PIS AF med dig, og bliv på dit værelse!”
For mig var det normalt, at min far lod det ske, og gav mig skylden bagefter.
”Trine, du kan nok forstå, at du gør din stedmor ked af det, når du er som du er. Kan du ikke være lidt mere som hende, hun er klog og ved mange ting. Prøv at være mere som hende.”
For mig var det normalt kun at gå ind i stuen når jeg fik lov. Det var min stedmor der bestemte hvad vi så i fjernsynet og jeg skulle være stille og sidde pænt i sofaen.
”Du skal ikke tage fødderne op på sædet og armene skal ikke være på armlænet, sæt dig ordentligt eller gå op på dit værelse!”
For mig var det normalt, at man ikke måtte gå i køleskabet selv, at man ikke måtte gå på toilet efter man var kommet i seng og at jeg havde flere uger med stuearrest på mit værelse, end uger uden. Jeg lærte at komme igennem livet ved at please og tilfredsstille min stedmor, så godt jeg kunne. Om end det ikke altid var nok.
Og hvad udløste det så hos mig, at bo i sådan et hus?
Jeg var verdensmester i at være lydløs og usynlig. Jeg havde det sorte bælte i at skjule mad, jeg ikke kunne spise. Og jeg vidste præcis hvad min stedmors kropssprog betød, om hun var glad eller sur, så jeg kunne komme væk i en fart.
Derudover var jeg hamrende usikker, super følsom og meget let at vælte omkuld. Jeg græd over ingenting. Jeg troede, at andre mennesker ikke kunne lide mig, sådan generelt, og jeg forstod slet ikke sarkasme og ironi. Jeg tog alt meget nært og havde enormt svært ved at læse mennesker, fordi jeg ikke rigtig stolede på, at de ville mig noget godt.
Men jeg fandt en løsning. Jo ældre jeg blev, jo hårdere blev facaden. Og jo hårdere facade, jo mere lod folk mig være. Jeg opfandt mig selv på ny, som den festglade Trine med selvtillid. Hende som sagde sin mening, havde styr på sit liv og ikke sådan lod sig kue af nogen….. udadtil i hvert fald. Indeni var en helt anden sag.
Så hvis du nogensinde møder en med lidt for meget selvtillid, som er lidt for kæphøj og virker som om der er styr på livet.
Så er der måske mere inde bag facaden, end du kan se.
