I dag er det den 1. juni. Dagen efter min fødselsdag og dagen, hvor jeg skal melde mig ledig. Det har jeg ikke gjort siden jeg blev færdiguddannet for 16 år siden.
På mange måder grænseoverskridende, men også lidt spændende. For det giver mig muligheden for at stoppe op og tænke mig godt om, hvad det er jeg virkelig ønsker at bruge mit arbejdsliv på. Som alenemor til 2 skønne piger, et fuldtidsjob på langt over 37 timer og en kæreste i Hamburg har der absolut ikke været megen tid til den slags refleksion. Det er der nu. For selvom jeg har nået en vis alder og selvom jeg har brugt de seneste 16 år indenfor marketing, så er det måske ikke den vej, jeg skal gå igen. Som lønmodtager i en virksomhed. Eller er det? Bliver det nogensinde for sent at ændre karrieremæssig retning? Og tør jeg. Og kan jeg det som eneforsørger? Er det nu ansvarligt?
Den første drøm, jeg realiserer, at det, jeg er i gang med lige nu. Nemlig at starte som blogger her hos Kvinderudenfilter. Jeg elsker at skrive og synes, jeg har en masse på hjerte at give videre af og dele. Og så er jeg bare vild med at blive en del af dette skønne kvinde-univers.
Men jeg har flere drømme. Jeg har også drømmen om at starte mit eget. Min egen virksomhed, hvor jeg sætter dagsordenen. Hvor de mange ugentlige arbejdstimer er for mig selv og mine drømme og ambitioner. Hvor jeg selv bestemmer arbejdstiden og rytmen. For nogle dage har jeg bare brug for at det ikke hedder 8-16. Af mange årsager. Og arbejdsmarkedet er bare ikke særlig fleksibelt i dag. Ikke endnu. Mange steder virker det som envejs-fleksibilitet. Og ja, jeg ved, det er benhårdt at skabe sit eget, men det er det altså også at være lønmodtager. Jeg synes, at virksomheder i dag presser deres medarbejdere alt for meget. Citronen skal hele tiden presses lige lidt mere for at performe bedre. Jeg tror på, at den filosofi ikke er bæredygtig i længden. Og vi bliver i hvert fald ikke lykkeligere af den.
Lige nu svæver jeg i det uvisse. Det kilder i maven og er både alt for spændende og samtidig meget nervepirrende. Men jeg forsøger at nyde svæveturen og kigge ud og rundt og op og ned, for at gøre alt, hvad jeg kan for at lande det helt rette sted. Lige der, hvor det giver mening at være og hvor jeg føler, jeg gør en forskel.
(Og det kunne være ret fantastisk, hvis ham der manden i mit liv, står og griber mig, når jeg lander 😊)
KH Katrine
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
Hej Katrine. I de første 20 år af mit arbejdsliv har jeg arbejdet med indkøb, marketing, produktudvikling på flere niveauer – i dag er jeg aftenskole instruktør og lever af at undervise i pilates, vandgymnastik, træning i vand for folk med skavanker, vandskrækkere – og handicappede (fysisk og psykisk, store som små) beriges jeg af, når jeg underviser dem i svømmehallen. Rejsen har været lang, trækket sejt og hårdt – men resultatet kom gradvist – så nu lever jeg af det. Men allermest har det store spring betydet, at jeg i en alder af 48 ikke er bange for at tage et nyt, hvis det bliver aktuelt – for jeg ved, jeg kan.
Kh. Susanne
– din ex. kollega i Tulip