Med barn på armen, flyttede jeg ned i min mors kælder..

Som de der følger mig ved, så er jeg ‘alene’ med min søn Oliver. Olivers far og jeg gik fra hinanden da Oliver var ganske lille.

Vi boede i nybyggeri dengang – et rækkehus, som jeg holdte virkelig meget af. Af den årsag prøvede jeg også alt jeg kunne, at blive boende efter vi gik fra hinanden. Jeg forsøgte med et ekstra job, men alligevel synes jeg, at det blev for presset rent økonomisk, jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. 

Jeg søgte efter lejlighed, men den slags får man jo ikke kastet i nakken.
Løsningen blev, hvor end svær den lige var at takle, at Oliver og jeg flyttede ned i min mors kælder. Forstå mig ret – det var jo helt fantastisk, at muligheden forelå – for den kunne lige så godt ikke have været der. Men jeg synes godt nok, at det var svært som 27 årig, og med et barn på knap 2 år, at skulle flytte ‘hjem’ igen.

Det var det rigtige at gøre, for at få noget luft økonomisk, og derved ro på. Så jeg måtte sluge mit ego, og tage den voksne beslutning, og sige ja tak til min mors og hendes mands tilbud.

Vi fik hele kælderen, som også havde egen indgang. Vi fik det simpelthen indrettet så fint dernede, med lille te-køkken, og Oliver fik eget værelse. Egentlig når jeg tænker tilbage, så havde vi det virkelig dejligt. Og vi var tæt på familien.
Vi så dem meget mere – min mindste lillesøster boede også hjemme på det tidspunkt – så Oliver og jeg vi fik tit ‘besøg i kælderen’.
Oliver har flere gange siden sagt; Mor, det var så hyggeligt dengang vi boede ved mormor. Og det var det virkeligt.

På dét tidspunkt var jeg bare ikke helt færdig med at dunke mig selv oven i hovedet af dårlig samvittighed overfor mit barn, grundet at hans far og jeg ‘gik i stykker’ så tidligt. Så det var lidt svært for mig, så også at være nødsaget til at rykke ham ud af hans rammer, og så hjem i min mors kælder. Olivers hverdag blev dog ikke meget anderledes af den grund. Han blev ved at gå i samme vuggestue, og de mærkede aldrig på ham, at noget skulle være forandret. I virkeligheden var det jo nok også bare vigtigst at vi var sammen ham og jeg, og ikke hvor vi var sammen.

Vi boede i min mors kælder i næsten et år før vi fik lejligheden som vi idag bor i.
Jeg forsøgte at finde frem til gamle billeder derfra, men jeg fandt desværre kun få, i ringe kvalitet. Dem skal I narturligvis ikke snydes for, for det giver trods alt et indtryk.