Jeg har lige sendt mine svar på nogle eksamens-spørgsmål til den online uddannelse, som jeg i de sidste par måneder har taget i emnet ”Mad og følelser”.
Det betyder at jeg forhåbentlig snart står med et bevis som Supervisor i mad og følelser. Jeg kan derfor nu lære andre det, som jeg selv har lært under den her uddannelse. Det har været en personlig rejse og noget af en proces, at skulle kigge indad og være helt ærlig med sig selv med de madvaner og mønstre jeg har. Det har været en øjenåbner for HVOR meget jeg rent faktisk spiser/sulter med mine følelser. En af opgaverne under den her uddannelse, var at man skulle beskrive sin egen personlige mad love-story. Se, jeg har aldrig kigget på mit forhold til mad, og ikke bagud i tid. Men jeg har nu nok været klar over at min svingende vægt ikke kun skyldtes ydre omstændigheder, men nok også fordi jeg har brugt mad som terapi. Men det bliver hurtigt et had/kærlighedsforhold, fordi bruger du mad som terapi, så er der også en pris. Din krop betaler den og til sidst også dit selvværd.
Konsekvensen af at bruge mad som terapi
Fordi ligeså meget som jeg har brugt mad som terapi, ligeså meget har jeg hadet mig selv for at tage på og bestemt ikke været tilfreds med den krop jeg gik rundt med. Jeg har i mit uddannelsesforløb indset at enten slutter jeg fred med min krop. Eller så må jeg tage ansvar for mig selv og ændre på mine mønstre, så jeg kan få den krop jeg ønsker mig. Fordi drømmekroppen kommer jo ikke af sig selv. Det ved vi vist godt alle. Der skal noget arbejde til. Men rigtig mange af os har været på utallige kure og løfter om at skulle træne hver dag. Og det er en fed følelse når man når sit mål! Men så sker der nogle ting, som gør at vi falder i. Igen.. og så starter vi forfra. Dybt frustrerende, I know!
Mine op og nedture på vægten
Nedenstående billede viser mig i to forskellige livssituationer. Og jeg ser nu, at min krops udseende fortæller mig faktisk noget om min sindstilstand i de to forskellige perioder, som billederne er fra.
Billedet til venstre er taget i 2010 på en ferie i USA. Det er året før jeg blev gift med min kæreste som senere blev far til mine børn. Jeg kan ikke helt huske at have vejet så meget som jeg gør der. Vægten lå på ca. 58 kg sådan som jeg husker det.
Billedet til højre er fra januar 2018, taget i mit hjem, som er der hvor ungerne og jeg bor nu. Det er året efter jeg blev skilt.
Tro det eller ej. Men der er 9 kilo mellem de billeder. Jeg er kun 160 cm høj og der skal ikke mange kilo til, før det ændrer på mit udseende.
Men på ingen af de her billeder er jeg rigtig glad eller tilfreds med mit følelsesliv. I 2010 drømte jeg om et andet liv. Ikke fordi jeg ikke elskede min kæreste og jeg ville gerne giftes og have børn med ham. Men jeg længtes efter SÅ meget, som jeg ikke havde i mit liv. Men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg fandt trøst i overspisning og usunde sager. Det var nogle gode overspringshandlinger for ikke at skulle tage ansvar for mit liv. Og følelsen af kedsomhed og rastløshed blev samtidig med dulmet. Det virkede ret godt.
Læs også At turde drømme uden begrænsninger
På billedet fra 2018, har jeg været igennem en vinterperiode hvor arbejdspresset var enormt og med stort ansvar. Noget jeg ikke var forberedt på, men jeg kløede på og samtidig var jeg stadig ved at vænne mig til at være alenemor og et par måneder inden var vi lige flyttet i vores rækkehus. Det var flytning nr. 2 det år.
I december 2017 døde vores elskede morfar efter en kort sygdomsperiode. Nu var både min mormor og morfar borte, og det var også i december, at vi i familien gennemgik deres hjem, for at se hvad der skulle smides ud og hvad der skulle beholdes. Det var ikke ligefrem nogen sjov proces for nogen af os. Der var mange minder i det hjem.
Til en julefrokost med familien i december, så min tante på mig og bad mig hoppe på deres vægt. Jeg havde ikke fået anskaffet mig en vægt på det tidspunkt. Så jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle forvente. Fordi godt nok føltes tøjet ikke så stramt længere, men jeg var ikke forberedt på hvad vægten hos min tante rent faktisk ville sige. 49 kg stod der. Jeg har ikke vejet så lidt siden jeg var barn. Jeg havde faktisk tabt mig 6 kg på knap en måned. Og det var iflg. min læge heller ikke en særlig god vægt, fordi jeg ud fra min BMI, var undervægtig. Men det var egentlig bare min krop der fortalte mig, at jeg var stresset, også selvom jeg ikke følte mig specielt stresset og at jeg ikke havde andre stress-symptomer. Jeg vil ikke sige jeg glemte at spise i den periode, at jeg så derved tabte mig, men jeg var dog så optaget af at overleve dagene, at jeg mistede min appetit og lyttede ikke til min krops behov. Den skreg på næring og at jeg samtidig skulle få styr på den måde jeg levede på. Det var lidt et wake up call og en lille smule skræmmende. Jeg synes ikke jeg hverken spiste mindre eller mindre usundt før, men hånden på hjertet. Mad var ikke min første prioritet i den periode.
Min vægt blev ligeså stille stabiliseret efterfølgende i takt med at jeg blev mere OBS på hvad min krop trængte til og at mit liv også blev mere stabilt.
Lige omkring 54 kg her og det er fra foråret 2019. Jeg er ok tilfreds med den vægt.
Læs også Det der med vægten skrevet af Nanna
Kardinalpunktet
I min mad love story blev jeg også bedt om at huske tilbage på hvornår jeg første gang fandt ud af at mad ikke kun blev brugt til næring.
Når vi bliver født, så lærer vi ret hurtigt at næring er lig med tryghed, kærlighed og omsorg. Det starter allerede når vi som babyer bliver lagt til vores mors bryst. Men på et eller andet tidspunkt, så finder man ud af at mad ikke kun er næring. Men at mad også kan gøre noget ved en, som ikke er så godt. Og da jeg blev bevidst om det, så startede mit had/kærlighedsforhold til mad.
Den første erindring jeg har, hvor jeg pludselig blev meget bevidst om hvad mad kunne have af negativ betydning for mig, det var i teenagealderen. Jeg tror jeg var omkring 14 år. Jeg var egentlig et tyndt barn, men da puberteten satte ind, så skete der ting og sager med min krop.
Jeg husker at jeg var på shopping, med et par veninder fra folkeskolen. I omklædningsrummet var jeg ved at prøve en bluse. Jeg kan endda huske hvordan den så ud, meget præcis og den dag i dag, har jeg stadig svært ved lige præcis den slags bluser. Jeg havde lige vist veninderne blusen og spurgt hvordan den sad til mig. Den sad rigtig godt, fik jeg at vide. Men bagefter fortalte en af pigerne mig, at de andre havde snakket om hvor tyk jeg så ud i den. Av ! 🙁 Jeg var vred over at de ikke havde været ærlige, da jeg spurgte dem om deres mening. Jeg var såret over at blive bagtalt, men mest af alt var jeg pludselig meget ked af min krop. Jeg begyndte at lede efter fejl ved min krop. Jeg begyndte at hade at se billeder af mig selv. Jeg var ikke overvægtig, men jeg var nok buttet i en mild grad. Men jeg brød mig slet ikke om det. Jeg vidste bare ikke helt hvad jeg skulle gøre ved det.
Liiiidt for glad for mad…
Jeg kom på efterskole i 9-10 kl. Jeg var også semi-buttet der. Men jeg fik masser af motion, men også masser af mad og søde sager. Jeg havde 2 virkelig gode år på efterskole. Der hvor noget forandrede sig i mig igen, var den sommer hvor jeg fyldte 16 år og jeg tog med en af mine bedste veninder fra efterskolen og sammen med hendes forældre, med på ferie i Tyskland. På den ferie var der en aften hvor vi fik en rigtig lækker aftensmad på en restaurant. Jeg endte med at spise aaaaalt for meget mad. Så meget mad, at jeg lidt tid efter måtte kaste det hele op igen. Min mave blev helt smadret af det, og der gik nogen år før min mave kunne tåle at spiste fed mad igen.
Den dag i dag har jeg stadig tilbagevendende spiserørskatar, hvilket betyder at jeg ikke kan spise alt for fede madvarer over længere perioder, uden at få for meget mavesyre som generer den nederste del af mit spiserør. Det resulterer i heftige mavekramper om natten med tilhørende opkast. Min pointe med dette er, LYT TIL DIN KROPS BEHOV! Spis når du er sulten og stop når du ikke er sulten mere. Din krop vil takke dig for det, og det vil din psyke i øvrigt også.
I dag.
Lige i dag er jeg i nogenlunde balance. Og derfor er jeg hverken for tynd eller for tyk. I hvert fald i min egen optik. Jeg vil måske gerne have mere styr på en lidt blød mave og andre småting, men derudover har jeg dog sluttet fred med min krop og mit udseende. I en andens optik er jeg måske ikke veltrænet eller slank nok. Eller måske synes nogen endda jeg er for tynd. Men hvad andre mener, er i og for sig irrelevant. Så længe JEG er i balance og har god kontakt til mine følelser og kan stoppe op og sige til mig selv HEY, hvorfor har du lyst til den plade chokolade? Det er langt mere selvkærligt at tænke på den måde!<3
Har du nogen sinde selv tænkt over hvor meget du spiser med dine følelser og hvornår du spiser fordi kroppen har brug for næring?
Hvis du vil høre mere om ovenstående og hvordan du rent psykologisk finder ind til en god balancegang i dine spisevaner, så kontakt mig endelig, så tager vi en snak, helt uforpligtende. Jeg vil gerne undervise endnu flere i det jeg har lært! Så lyder det spændende, så kan jeg kontaktes på min facebook side (Mette Egelund/Et positivt liv), og jeg vil vende tilbage til dig hurtigst muligt!
Husk at like opslaget hvis du nød indlægget. Det vil gøre mig så glad at se, ellers siger jeg tak fordi du læste med!
