I går var det tre måneder siden, at jeg blev opereret på grund af voldsomme smerter i maven.
I aftes omkring kl. 22 for 3 måneder siden kom jeg ind på opvågningen, med et stort langt sår ned midt på maven….. og en stomi på den venstre side af min mave.
Jeg er 34 år, og jeg har fået en stomi. Det er min hemmelighed.
Hvis du ikke ved hvad en stomi er, så kan jeg fortælle, at det er et hul i maven, hvor et stykke af ens tarm bliver ført ud, og så i stedet for at gå på toilet og bummelumme, så kommer det altså ud af hullet i maven. Man får sat en plade og en pose hen over hullet, som så samler …. ja øhm… lortet op.
Jeg havde ikke lang tid til at forholde mig til, at min operation kunne munde ud i en stomi.
Jeg ved, at jeg snakkede med en læge om det aftenen før, men jeg erindrer ikke meget af samtalen. Generelt erindrer jeg ikke meget af hvad der skete i dagene før operationen. Min hjerne har simpelthen lukket for minderne, sikkert for at beskytte mig.
Men dagen efter operationen blev jeg bevidst om, at nu har jeg altså et hul i maven, der lukker lort ud, og den er så ubehøvlet, at den gør det lige præcis når den vil. Den tager ikke hensyn til, om jeg står inde i køen i Føtex, sidder sammen med chefen eller kollegerne eller er i gang med at spise aftensmad.
Derfor lægger jeg ikke skjul på, at jeg har fået stomien nogle gange prutter den altså, og jeg kan ikke selv styre det. Jeg kan ikke bare presse ballerne sammen. Eller jo, det kan jeg godt, men det virker ikke.
Nu sluttede livet som jeg kendte det
Sandheden er, at jeg var ked af det! Virkelig sådan ked af det ind i knoglerne. Der var aftener på sygehuset, hvor jeg slukkede lyset, og lod som om jeg sov, men i virkeligheden lå jeg bare og lod tårerne trille ned af kinderne.
Jeg græd, fordi jeg havde fysisk ondt.
Jeg græd, fordi jeg i lang tid havde kæmpet en kamp for mere selvværd, og nu følte jeg at det var splintret i milliarder af stykker, som en gammel glasvase.
Jeg græd, fordi jeg var overbevist om, at jeg kom til at være alene resten af livet, fordi hvem gider have én med stomi? Og hvem gider være venner med én der har stomi?
Jeg græd, fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg nogensinde skulle få et normalt liv igen, fordi jeg havde så ondt i stomien. Jeg læste om folk der lavede en ironman, eller rejste jorden rundt, med en stomi, og jeg følte mig som det svageste menneske i verden, fordi jeg kunne ikke engang se for mig, at jeg nogensinde skulle komme i gang med at arbejde igen.
Jeg græd, fordi det var vildt grænseoverskridende at miste så meget kontrol med sin krop, som man gør, når man får en stomi.
Jeg græd, fordi jeg HADEDE den!
Nu er der gået tre måneder. Det har været tre hårde måneder med restitution, og langsomt at finde tilbage til hverdagen og livet igen.
Da jeg var færdig med at græde på sygehuset, besluttede jeg mig for at få en så normal hverdag som muligt, selvom jeg render rundt med en pose på maven.
Jeg har kæmpet, og jeg har såret mennesker på min vej. Jeg har stået i situationer, hvor jeg har været så presset, eller været vred over ikke at kunne gøre noget jeg normalt gør, at jeg har sagt ting, grimme ting, skræmmende ting… Tusind gange undskyld!
Tilbage til hverdagen og den nye normal
Jeg er ikke 100 % tilbage til normalen.
Jeg har indset, at jeg på nogle punkter bliver nødt til at skabe mig en ny “normal” tilstand.
Jeg kan passe stomien 100% selv nu. Det betyder at jeg har måtte implementere nogle nye rutiner i hverdagen, men det giver en fantastisk frihed, ikke at være afhængig af at skulle ind og besøge en sygeplejerske hver anden dag.
Jeg har ikke haft behov for at købe en ny garderobe, da jeg kan passe mit “gamle” tøj. Det gør virkelig en forskel for min følelse over for mig selv, at jeg kan klæde mig som jeg vil.
Derimod har jeg måtte tilføje en ny beklædningsgenstand til min hverdag; et bælte som holder systemet bedre fast, så jeg ikke mærker så meget til det i hverdagen. Det sidder lige midt på dellen, så uden tøj jeg ligner en indsnøret hamburgerryg, men andre kan ikke se det, når jeg har tøj på.
Jeg kan cykle, gå ture, og jeg var også startet i Loop igen, inden Corona-balladen startede.
Der er øvelser jeg ikke kan lave mere, fordi jeg støder på systemet omkring stomien, når jeg laver dem, og det føles bare ikke godt. Det samme med mit hus- og haveprojekt. Jeg er igang igen, men jeg holder flere pauser, fordi kroppen ikke er helt på dupperne endnu.
Det må jeg bare acceptere.
Jeg har droppet tanken om dating. I en verden hvor man kan blive dumpet, fordi man kan lide ananas på pizza, virker stomi ikke just som noget der kan accepteres.
Jeg tager måske fejl, men jeg føler ikke for at teste det af.
Jeg bruger så meget energi på mig selv og min nye hverdag lige nu, at overskuddet til andre mennesker er tæt på nul. Nogen har måske bemærket, at jeg er blevet ekstremt dårlig til at svare på messenger, eller at jeg bare generelt er blevet stille.
Dertil vil jeg sige undskyld, det er ikke jer, det er mig.
Men jeg har det godt, og jeg tror at der kommer en glad Helene ud på den anden side.
Nu kender du min hemmelighed
At have stomi er ikke noget man snakker om. Men det synes jeg faktisk er forkert, og jeg er glad for, at jeg har været åben om det fra start. Jeg fortæller om det, fordi det kræver vildt meget energi at holde den skjult, og det vil kræve en total omlægning af mit liv, noget jeg ikke har lyst til.
Jeg er selvfølgelig mega spændt på, hvad reaktionerne er, når dette blogindlæg kommer ud, og en bredere skare af folk finder ud af min hemmelighed. Alle jeg har fortalt det til indtil nu, har taget det pænt, og har endda stillet spørgsmål, fordi de var nysgerrige.
At jeg har fået stomi, gør mig ikke til et dårligere menneske. Jeg har været bange for at miste venner på grund af stomien. Nu er jeg nået dertil, at det er okay, hvis man sletter mig som ven på facebook, og ikke længere har lyst til at have noget at gøre med mig. Det er ærlighed, og det sætter jeg pris på.
Min stomi er midlertidig.
Endometriosen, som var skyld i hele den her ballade, er blevet skudt tilbage med medicin, og hvis en MR scanning ser fin ud, så kan den lægges tilbage, og alt bliver normalt igen. Lige bortset fra at min mave er mærket for livet med ar.
Jeg ved ikke hvornår jeg skal opereres igen. Corona har sat en stopper for alt.. skrid Corona!
Så indtil da, må jeg have en hverdag med min stomi. Det skal jeg nok klare.
Dette indlæg har 14 kommentarer
Årh sødeste Helene!!
Jeg forstår dig da SÅ godt! Det må have været en kæmpe mavepuster på alle måder… puhha.
Når det et sagt, så kender jeg seje mennesker, med stomi. Jeg kender også en – som mødte sit livs kærlighed, selvom han havde stomi. Jeg synes det er super super sejt, at du taler om det – så allerede nu, er du top sej ❤️ Kæmpe respekt herfra! Knus Rikke
Tusind tak for de søde ord Rikke <3
Jeg håber at kærligheden kommer min vej også engang 🙂 det gad jeg virkelig godt.
Og tak for at der er plads til at skrive om sådan noget også herinde 🙂 det er fedt!
Kære Helene.
Du er stadig Helene og absolut ikke mindre værd af den grund. Tværtimod er du mega sej at fortælle om det. Der er masser der lever med stomi og som du selv skriver så kan du have en “normal” hverdag.
Mange hilsner
Jeannette
Tusind tak Jeannette <3 Hvis jeg kan være med til at prikke bare en lille smule til tabuen om dét at have stomi, og vise at det ikke er noget der totalt ødelægger ens liv, så er jeg glad.
Jeg er stadig mig, og samtidig kan jeg mærke at jeg er inde på forandringens sti, men på den gode måde 🙂
Jeg synes du er det stærkeste menneske lige nu. Måske ikke lige med kroppen men med dit indre kampgejst. Det er ikke noget man kan tage på, købe eller låne sig frem til. Det er noget man finder inde i sig selv. Folk ved aldrig hvor stærke de er før de står i situationer der kræver mere end normalt. Du har en lang vej frem men med din vijle, venner og familie så er vejen måske lidt nemmere. Husk at man kan ikke elsker andre før man elsker sig selv. Så nyd de ting du kan frem for blive skuffet over det du ikke kan.
Der er altid kaffe på kanden på Amager
Kram i denne tid
Susan
Ihh Susan, det er altså virkelig sødt sagt 🙂
Jeg forsøger at få det bedste ud af situationen, og fejrer de små ting og de små fremskridt. Men jeg har sgu godt nok stadig nogle dage hvor jeg er træt af det hele.
Jeg vil mega gerne komme til kaffe engang når jeg kommer til øen igen. Jeg ved ikke hvornår det bliver, i disse tider 🙂
Super godt og ærligt indlæg. Man kan virkelig føle din frustration og den sorg du går/er gået igennem, men sammentidig også mærke din udvikling, som er så fin og vigtig ❤
Du er skide sej og jeg er sikker på at dette gør dig endnu stærkere.💪🏼 Håber at du en dag finder ud af, at stomi ikke er din værste fjende og at det et de færreste der vil se skævt på dig pga din stomi.❤
Der vil altid være “ananas-på-pizza-er-no-go”-overfladiske typer, men spørgsmålet er, ville du omgås den slags typer, selv uden stomi? Du er sej, smuk og lige så god som altid, selv med din stomi. 💫
Tak for de søde ord Monique <3 Der var vist en klog person engang der sagde "what doesn't kill you, makes you stronger" og det tror og håber jeg også på i mit tilfælde 🙂 og jeg har tænkt mig at fortsætte med at spise ananas på pizza, stomi eller ej, fordi nej…, jeg vil ikke omgås den slags typer uanset hvad, ahah 🙂
Sødeste du!
Hvor er det en vild tur du har været igennem, og det kan ikke have været nemt!
Alle de måder du har reageret på er jo helt naturlige, når livet tager en uventet drejning. Du er menneskelig, og du har reageret som du kunne bedst ud fra den situation du er endt i. Det er så flot klaret! Kæmpe ros herfra!
Jeg kender ingen med stomi, så ved ikke hvordan det er og kan ikke forestille mig det.
Men kan godt tænke mig til hvilken omvæltning det må være for dig,
men du er stadig dig ❤️
Du tager den tid det tager at få det godt igen.
Varme tanker sender jeg din vej ☀️
Tak for de varme tanker Linda <3 de varmede faktisk rigtig meget.
Jeg tror du har ret i, at jeg har reageret som jeg nu engang kunne da jeg stod i situationen, og det er nu engang sådan det er. Jeg tror faktisk at jeg ville være blevet bange, hvis jeg bare havde været en kold skid, der overhovedet ikke have reageret på det 🙂 Nok er jeg kendt for at være powerwoman, meeen der er grænser, haha 🙂
Synes fandme du er sej at dele det! Tak, kunne forestille mig at det var svært – men tænker der nok skal være en sød mand til dig derude en skønne dag som vil elske dig for den du er med eller uden stomi ❤️
Tusind tak Mary <3 Jeg håber du får ret i at der dukker én op en skønne dag. Det kunne være dejligt
Stærkt skrevet Helene ❤
Stomi skal ikke være tabu, det bliver mere og mere naturligt! …særligt den midlertidige stomi 🙏
Tusind tak fordi du delte dine tanker ❤ …og hvis nogen kunne finde på at vælge dig fra, fordi du nu har den midlertidige “fordel” af at skide en i pose præcis når det passer dig uden at spekulere på om der er kø til det offentlige toilet en dag med myllermave (Læs: humor kan forekomme…) – så er det da ren og skær misundelse fra deres side 🤷♀️
Med det sagt, så forestiller jeg mig ikke, at nogen vælger fok til og fra, ud fra hvordan de kommer af med deres afføring 😳
Du er mega sej, og pt. den der kan slippe af sted med at slå en skid under et møde, den kunne jeg i øvrigt godt misunde dig 😂🙈 …og din hverdag blir nemlig lige præcis til det som du nu har valgt at gøre den til!!!
En kæmpe High Five til dig og masser af møs, krams og R E S P E K T ❣
Søde Helene,
Jeg har første fået læst dit indlæg nu.
Du er så sindsyg sej at sætte ord på at have stomi.
Det skal ikke være et tabu og der er flere i lille Danmark, der har det end vi ved.
Stomien må ikke begrænse dig, og da slet ikke for at leve som du vil.
Men allerede nu, så kort tid efter din operation, kan jeg mærke på dit indlæg, at dit humør og mod er stigende og at den er blevet en lille – dog pisse irriterende del af dig.
Nu håber jeg så får sig at du kan slippe for den på et tidspunkt 🙏❤️
Men indtil da så kan jeg anbefale dig at følge instaprofilen “stomisten”
Han har selv stomi (og har datet min kusine – så man kan godt få en kæreste trods en pose på maven) og er virkelig inspirerende.
Kæmpe kram og tak for at bryde et tabu og sætte dine ord på ❤️