Et kærligheds brev

Et sidste farvel, en slutning på en ulykkelig kærligheds historie..Det er halvandet år siden vi to mødte hinanden… Det var en fredag.. Vi så hinanden på tværs af lokalet – og ‘noget’ opstod..

Vi skuede til hinanden hele den aften.. Jeg så hvor meget du holdte øje med mig.. Vi talte dog ikke sammen den aften. Hele weekenden brugte jeg på, at finde ud af hvem du var – og det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke slippe følelsen – jeg kunne ikke give op, og jeg vidste du måtte have det lige sådan ..Jeg fandt frem til dig mandag.. Jeg så, at du ‘stod i forhold’, og jeg lod det derfor ligge lidt.. men mit eget behov for at få bekræftet, at du havde følt det samme som jeg gjorde, som jeg så, at du gjorde – blev for stort, og jeg skrev… Uskyldigt, men jeg skrev – velvidende det var forkert..

Da du opdagede mit skriv gik der to sek og du skrev: DER VAR DU! Og en kæmpe glad smiley.. Det var vores begyndelse… Du havde også mærket det, du havde også ledt efter mig…… Alt andet forsvandt ligesom i baggrunden, men ikke for underbevidstheden..Jeg vidste godt, at det var forkert det jeg gjorde. Jeg havde mareridt mange gange – om hende du har derhjemme.. Min dårlige samvittighed, åd mig op… Jeg kunne bare ikke stoppe mig selv.. Jeg prøvede – flere gange.. Det var ikke meningen, at der skulle have været følelser i det. Aldrig! Men det kom der, og det var eksplosivt! 

Vi skrev hver dag, dag ud og dag ind – og alt var super intenst.. Jeg kan nærmest mærke mit hjerte banke endnu hårdere, her imens jeg skriver det… Sexen har aldrig været vildere eller bedre – du fik sider frem i mig, og jeg i dig – som gjorde os uadskillige på et eller andet punkt! Jeg vidste godt det var usundt for mig – jeg vidste godt det måtte slutte… Da jeg endelig blev alvorlig omkring det – og sagde stop! Så åbnede du op……Du er jo ellers den lukkede type – ingen kommer ind, ingen kommer for tæt på.. Men du lukkede mig ind – du fortalte at du elsker mig – og jeg kunne fortælle, at jeg også elsker dig……. Nu endnu mere, efter at du gav mig lov til at se ind i dig. Jeg kunne ikke gennemføre det nu – jeg kunne ikke slippe. Det var det første halve år skat…

I et år har vi elsket hinanden nu, budt hinanden det værste – og vi har nedbrudt vores hjerter lidt efter lidt….. Du har en pige derhjemme, du også elsker … En pige du har kendt længe, som du troede du skulle alt med…Så møder du mig, og nu du i vildrede… Du fortalte mig, hvordan jeg fik ting frem i dig – du aldrig før har følt… Du sagde endda i starten – og jeg citererer; Der er aldrig nogen, der har sparket benene væk under mig, og det sker heller aldrig! Men det gjorde jeg….. Jeg sparkede dem væk.
Det er sikkert at sige, at du nok aldrig er blevet bekræftet så meget, som jeg bekræftede dig… Jeg eeeelskede dig og hver en lille del af dig.. Og du var ikke i tvivl! Jeg var ikke i tvivl om, at du synes at jeg er det bedste menneske i hele verden – du sagde det også tit …. Du behøvede mig! Ligesom jeg behøvede dig… Vi blev langt hen ad vejen, afhængige af hinanden…. Det ledte til alt det dårlige. Skænderierne, jalousien, gråd m.m. Alt sammen afledt af, at vi ikke bare kunne være sammen….. Jeg blev dit svage punkt, og du blev mit..

Vi holdte mange pauser – vi forsøgte virkelig.. Men det syntes så umuligt at give op på noget, der samtidig føltes så rigtigt… Sådan har jeg det desværre stadig…. ‘Desværre’ fordi, at du stadig ikke ved hvad du vil. Du hænger stadig i det med hende….
Vi havde ikke snakket eller skrevet sammen i næsten et par måneder nu – og så skrev du.. Du ulykkelig.. Du har det elendigt, og du savner mig…… Du skriver 100 beskeder, som du sletter igen og det eneste jeg sidder tilbage med er; Hvorfor?

Hvorfor vælger du ikke livet med mig? Jeg får ting frem i dig, du ik har følt før… Du kan ikke slippe mig! Og du ikke lykkelig uden mig! Du skrev, og jeg citerer; Jeg kan “håndtere mine følelser, hvor jeg er nu. Det har jeg hele tiden frygtet, at jeg ikke kan med dig – og det er jo tydeligt, at jeg ikke kan det”.. Igen er jeg efterladt og tænker;Hvorfor?
Hvorfor ser du det ikke selv? Hvorfor hører du ikke dig selv? Og hvorfor er du ikke her, hvor du så tydeligt hører til – hos mig! At dine følelser er ukontrollerbare, betyder bestemt ikke noget dårligt…. Du må ikke være så bange, for ting der ikke kan kontrolleres…

Men.. Nu står jeg her igen… Uden dig ved min side – fordi du stadig ikke kan gøre det der skal til.. Jeg bliver nød til, at tro på, at du aldrig kommer til at gøre det der skal til, sådan at jeg kan komme videre …. Problemet består bare i, at jeg viiiirkelig ikke kan begribe, at det ikke skal være os! Med alt hvad vi har været igennem.. Med måden vi mødte hinanden på .. Den gensidighed vi to har haft.. Den kærlighed … Jeg har svært ved at forstå, at man (du) kan have det sådan med et andet menneske, og alligevel lade det slippe væk..

Jeg ved at når jeg først giver slip, og tillader mig selv at komme videre – så gør jeg det også. Og når jeg en dag igen møder én – som jeg bliver rigtig glad for, så bliver jeg jo rigtig glad for vedkommende – du kender mig! Og så der ikke nogen vej tilbage skat… Jeg er meget dedikeret.. Jeg ikke bare elsker, jeg ELSKER virkelig!Jeg må jo indrømme – at det aldrig har taget så lang tid for mig før, at komme videre. Jeg tror jeg har fundet ud af hvorfor….Jeg ville det her med dig, SÅ meget… Os to for altid! Når vi sluttede det – var det altid med et “på gensyn” imellem linjerne.. Det var altid med chancen om, du en dag ville komme efter mig.. Du ku aldrig få dig selv til at sige, at det aldrig ville ske ….Så jeg er blevet bange. Jeg er bange for, at jeg endelig tager skridtet og åbner mig for en ny – og kommer videre, men så kommer du! Og alt det jeg så har kæmpet for, det sidste halvandet års tid – skal jeg pludselig stå ansigt til ansigt med igen… Jeg er bange for, at skulle kigge ind i de øjne du har, hvor jeg altid har set og mærket al din sårbarhed i – og fortælle dig, at du var for længe om det.

Men farvel skat… Det er det valg jeg må træffe nu.. Jeg er så ked af, at jeg intet kunne gøre her – jeg har stået magtesløs så længe! Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste i verden… Jeg ønsker dig virkelig alt godt. Jeg håber at du bliver lykkelig igen – at du en dag ved, hvad der egentlig skal til. Jeg elsker dig.
Nothing But……(Du ved hvem jeg er, og du ved hvem du er – når du læser dette)
Til de der læser med. Det er første og sidste gang, jeg byder mig selv (samt et andet menneske), at indlede noget med én – som er i et forhold. Jeg ved udemærket godt, at det var forkert af mig og jeg har taget straffen for det. Jeg har ødelagt mig selv – og det vil tage tid, at komme tilbage til hende jeg var inden.. Det er det værste jeg nogensinde har budt mig selv det her – men, på den anden side.. Han kunne have været manden i mit liv! Det var han, i halvandet år!Uden overhovedet at være det egentlig, fordi han også var en andens. Sørgeligt, og jeg er led og ked og træt af, at være en del af en ulykkelig kærlighed historie ……

“The end”