Hvorfor er det så fucking svært at elske sig selv?

I kender godt ordsproget: Alt godt kommer til den der venter. Sådan ville jeg ønske jeg kunne være, men jeg er bare så utålmodig, og jeg hader mig selv for det.

Følelsen af at virke meget desperat og ikke kunne hvile i sig selv, lever i bedste velgående, og når man først er begyndt at tænke sådan om sig selv, er det meget svært at slippe igen. Problemet er også meget, at det jeg kommer til at udstråle er super desperat og med et stort selvhad – og det er bare ikke charmerende.

Kender I den rutine man kan komme ind i, hvor man går og fortæller sig selv hele tiden, at hvis man bare bliver 5 kg tyndere, så bliver man glad? Sådan har jeg det med fyre. Jeg går og fortæller mig selv, at hvis jeg bare kan finde en fyr der værdsætter mig, så skal jeg nok blive glad. Sådan er virkeligheden jo bare ikke. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne elske en anden?

Det er blevet rigtig svært for mig også at have one-night-stands, for når selvhadet er i top, så er selvtilliden i bund. Det gør det fandme heller ikke nemmere at jeg kommet ind i en periode lige nu, hvor bare går og er mega liderlig hele tiden.

Før i tiden var jeg virkelig god til at slappe af i det, stole på mig selv, og charmere. I dag kan jeg slet ikke se mig selv i det. Jeg bliver bange og trækker mig væk. På den positive side betyder det jo også at jeg passer mere på mig selv, men på bagsiden betyder det, at jeg er meget lukket, og fyre føler sig afviste.

Læs også: Er jeg en failure?

Jeg er også blevet mere vred. Hvis en fyr opsøger mig og siger nogle søde ting, så er jeg altid overbevist om at det bare er lort han fyrer af, og at han ikke mener et eneste ord. Så i stedet for måske at blive smigret og snakke ordentligt med ham, så begynder jeg bare at råbe af ham og svine ham til.

Når jeg agerer sådan, er min største frygt at irritere folk, fordi de synes jeg bare lukker lort ud. Jeg ville ønske at jeg bare kunne være sød og mystisk, men i min verden er jeg klodsmajoren der altid kommer til at sige for meget. Jeg tænker tit ”Så hold dog kæft!”, for jeg kan selv ikke holde ud og høre på mig mere.

Jeg ved godt det her er nogle virkelig hårde ting at fortælle sig selv, og jeg er fuldstændig min egen største kritiker. Jeg arbejder hårdt hver dag på at ændre det, men det er så svært når man ikke har en person ved sin side, der minder én om, at man faktisk er dejlig nok.

xoxo